Sandhed til Gudfrygtighed


Erik Pontoppidan

 

 

Sandhed til Gudfrygtighed er skrevet af biskop Erik Pontoppidan og blev udgivet i forbindelse med konfirmationens almindelige indførelse i Danmark og Norge i 1737.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det nok den bog af en dansk forfatter, der er trykt i flest eksemplarer.

Samtidig er den en af de mest gennemautoriserede danske bøger. Den er udarbejdet efter kongelig befaling. Det teologiske indhold er godkendt af C.L. Leth, professor i dogmatik ved Københavns universitet. Og den er autoriseret til brug i både kirker og skoler af hele tre konger på rad, nemlig af Christian VI, Frederik V og Christian VII.

 

Sandhed til Gudfrygtighed bygget i stor grad på Philip Jakob Speners tyske udgave (Einfältige Erklärung Der Christlichen Lehr, Nach der Ordnung deß kleinen Catechismi deß theuren Manns Gottes Lutheri : In Fragen und Antwort verfasset, Und mit nöthigen Zeugnüssen der Schrifft bewehret. Franckfurt 1677).
      Pontoppidans forklaring gennemgår Luthers lille katekismus i 759 spørgsmål og svar, mod Speners 1283. Sammenlignet med Speners forklaring var teksten reduceret til ca. ⅓.  Pontoppidan kunne på denne baggrund med rette hævde at hans udgave var rimelig kort. 

 

Erik Pontoppidan blev født i Århus 24. august 1698. Han blev kongelig hofpræst i 1735 og i 1738 professor i teologi. Fra 1748-55 var han biskop i Bergen, men vendte igen tilbage til Københavns Universitet i 1755 som prokansler. Her døde han i 1764.

 

Bogen kan ses her på web-siden både i en fotografisk gengivelse af originaludgaven fra 1737 (klik her) og i en digitaliseret udgave med moderne typografi.

 

Århus, februar 2008
Cand.theol.
Finn B. Andersen

 

 

 

Sandhed

Til

Gudfrygtighed

 

Udi

En enfoldig og efter mulighed kort,

dog tilstrækkelig

 

Forklaring

over

Dr.theol. Martin Luthers

Lille Katekismus,

 

Indeholdende alt det, som den, der vil blive salig,

har behov at vide og gøre

 

Kongelig allernådigste befaling.

Til almindelig brug.

_______________________________________

København

Udi det kongelige Wäysenhuses bogtrykkeri

Og på dets forlag,

Trykt af Gottmann Friderich Kisel, 1738.

______________

Imprimatur.

C. L. Leth.

 

 

 

Immanuel

Den Gud, som vil, at alle mennesker skulle blive salige, vil også, at de alle skulle komme til sandheds kundskab, ja vokse og gå frem i den samme efter de lejligheder og hjælpemidler, som tilbydes dem i én verdens alder mere end i den anden.

       Nu lever vi i en tid, da verdslig visdom og alle de kunster, som derpå grundes, er opstegne til en højere grad, end vore forfædre muligt havde forestillet sig. Ingen vil længere synes halvforfaren [halvlært] i sin videnskab. Det, man giver sig ud for, vil enhver forstå til gavns. Ak! Hvor meget mere burde man være så sindet i henseende til Guds og vor saliggørelses kundskab, som, i det mindste efter udvortes anseelse, er vores alles profession, eller det vi giver os ud for at vide og omgås med!

       En ordentlig, grundig og tilstrækkelig indsigt i religionens sandheder burde jo være det ypperste mål for deres bestræbelser, som ikke vil regnes timelig og evig til de dårers tal, der bekymre sig for mange ting, men ikke agte det ene fornødne.

       Vel sandt, at Guds kundskab ikke altid og hos alle drager hans sande frygt, kærlighed og lydighed efter sig. Der findes en vittighed uden samvittighed, en kundskab uden kraft; denne opblæser, i stedet for den skulle opbygge. Herpå har vore tiders forfarenhed [lærdhed] de allerstørste eksempler at fremvise.

       Ser jeg på vore forfædre, da synes mig, de gjorde mere, end de vidste, men vi véd mere, end vi gøre. De lignede en frugtbar Lea med svage øjne, vi en ufrugtbar Rakel med skøn anseelse. Ikke desto mindre beholder sandheds kundskab sin uvurderlige pris, for skønt vor Herre Jesus, Joh 13, 17, ikke priser nogen salig, fordi de véd, med mindre at de også gør, hvad de véd, så sætter han dog videnskab foran, som det, der først udkræves til troen, uden hvilken det er umuligt at tækkes Gud i al sin gerning. Den troskab, mange meget enfoldige viser i at vandre efter det lidet lys, de har, lader os vist slutte, at deres vandring var endnu langt bedre, hvis deres indsigt i sandheden var mere fuldkommen. Den, der gør i tusmørke en gerning, som udkræver dagens lys, får den måske også gjort, men med større møje, fare og forhaling. Mørket er aldeles ikke det, der hjælper ham, men det lidet lys, som derhos findes, og jo mere samme vokser i morgenstunden, jo visere kan han, om han vil, fortsætte sin gerning.

       Så sandt som dette er, så øjensynlig er også vore tiders fordel frem for vore forfædres. Hvorfor man også ved denne forklaring over salige Dr. Luthers liden katekismus har stræbt at udbrede samme fordel af de saliggørende sandheders klarere kundskab blandt den unge og enfoldige [ulærte] almue her til lands. Årsagen, som til dette arbejde har givet anledning, er særdeles denne, at næsten ethvert stift hidtil har haft sin egen særlige katekismus, og da nogle præster have fundet den på deres sted brugelige i en eller anden henseende ikke så tilstrækkelig, som de ønskede, så har de af redelig omhu selv forfattet og i deres menighed indført visse skrevne spørgsmål. Skønt nu lærdommens grund kunne være den samme, har dog den forskellige lærdoms form ikke syntes så bekvem som en almindelig og efter nødtørftighed tilstrækkelig, samt med Skriftens sprog overalt bekræftet Katekismus-Forklaring, opsat efter kongelig allernådigst til mig skriftlig udstedt befaling, og af vedkommende prøvet efter de sunde ords form.

       Om nu denne Katekismus-Forklaring er så tilstrækkelig, tydelig, ordentlig og akkurat, som de, der omgås med ungdommens undervisning, kunne ønske, vil efter nogen tids forløb vise sig. Imidlertid måtte de, som ikke med alting er tilfredse, betænke, hvad vanskelighed der er ved at forene i en kateketisk forklaring fuldstændighed, korthed, klarhed, ordentlighed og renhed af alle den kristne lærdoms fornødne sandheder. Udi disse egenskabers fuldkomne forening kan man altid forestille sig en højere grad, hvis mulighed jeg heller ikke vil nægte, men den, der selv lægger hånd på arbejdet, skal befinde, hvad vanskelighed der er ved at ramme alting efter hver mands ønske i det slags skrifter, hvor intet må forses imod ungdommens ihukommelse ved vidtløftighed, intet imod dens begreb ved mørkhed, intet imod sandheden ved fremmede blandinger, intet imod sandhedernes sammenhæng ved uorden, og intet imod ordenes rette natur ved affekterede og tvungne sammensætninger. Har jeg ikke overalt fuldkomment nået dette mål, så har jeg dog alvorlig sigtet dertil.

       Jeg overgiver da disse Guds Ord efter Høj-kongelige allernådigste befaling til almindelig brug i vore kirker og skoler.

       Herren trykke selv sit indsegl herpå ved sin nådes udøselse i alle læseres, særdeles de unges, hjerter! Hvad jeg uvægerlig skulle, men aldrig selv udvalgte at gøre, har jeg gjort, så godt som jeg kunne. De ufuldkomne dele deraf bliver derfor egentligst mine. Udi øvrigt er det et ord, som på hin dag skal dømme sine ubodfærdige og vantro foragtere eller modsigere, men gøre de sjæle salige, som sagtmodigt i troen antage dets indplantelse.

København, den 9. oktober 1737.

E. Pontoppidan.

 

 

P. S.
Erindring til skolelærerne

1) De spørgsmål, som med streger i bredden findes markeret, og således tydeligt adskilte, kan alene læses og eftertænkes i bogen, men ikke læres uden ad NB af de tungnemmede og med alt for lidt skole-gangs tid forsynede børn. Men de, der ikke har mangel på tid eller nemme, bør ikke gå noget stykke forbi. Når dette agtes, da kan ingen med rette besvære sig over, at bogen skulle være for stor eller vanskelig, at lære uden ad, da en tredjedel eller fjerdedel deraf er markeret.

2) De ord udi sprogene [bibelcitaterne], i hvilke bevisningens kraft egentlig ligger, findes ved trykken adskilte fra de øvrige med anden stil.

 

 

 

 

Indgang

1. Kære barn, vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i himmelen?

Jo, kunne jeg kun blive det.

 

2. Vil du da gå den vej, som fører dig til dette mål?

Ja, dersom jeg kan finde den.

 

3. Tror du ikke, der er en Gud til?

Jo, for verden kan umuligt have skabt sig selv, men må have en årsag, ældre og højere end alle ting, hvilket evige væsen kaldes Gud.

 

4. Tror du ikke, Gud råder for saligheden?

Jo, visselig, for han er over alle ting.

 

5. Tror du ikke, at denne Gud under dig saligheden?

Jo, for han er en god Gud.

 

6. Mon Gud da ikke vil vise dig saligheds vej?

Jo, det kan ikke fejle.

 

7. Hvorved viser Gud dig og mig denne vej?

Ved sit ord.

 

8. Har vi da dette Guds Ord iblandt os?

Ja, i Den Hellige Skrift, som kaldes bibelen.

 

*9. Har verden altid haft Guds Ord?

Ja, ved umiddelbare åbenbaringer og de aldrende fædres mundtlige undervisning fra slægt til slægt har menneskene før Moses tid haft Guds Ord, men skriftlig var det ikke optegnet, førend Moses dermed gjorde en begyndelse.

 

10. Hvem har skrevet bibelen?

De hellige profeter, evangelister og apostle.

 

11. Men var disse ikke mennesker?

Jo.

 

12. Hvorledes er da deres ord Guds Ord?

Fordi Guds Ånd har givet dem i sinde alt hvad og med hvilke ord, de skulle skrive.

2 Tim 3, 15. 16. 17. Fordi du ved Den Hellige Skrift af barndom, som kan gøre dig vis til saliggørelse ved troen, som er i Kristus Jesus. Den ganske skrift er indblæst af Gud og nyttig til lærdom, til straf, til rettelse, til optugtelse, som er i retfærdighed: at det Guds menneske skal være fuldkomment, beredt til al god gerning.

2 Pet 1, 21. Der er ikke nogen sinde en profeti fremkommet af menneskelig vilje, men de hellige Guds mennesker talte, idet de blev drevne af Helligånden. Matt 10, 19. 1 Kor 2, 13.

 

*13. Hvoraf kender man, at just denne skrift, som vi har, er det sande Guds Ord?

Af adskillige ting, som jødernes, tyrkernes og andre ældgamle slægters tilståelse, da de beråber sig på samme ord; af skribenternes overensstemmelse, af spådommenes opfyldelse, af de mangfoldige miraklers stadfæstelse og endelig af den store fremgang, dette ord har haft uden tvang og menneskelig magt, ja midt i de blodigste forfølgelser, da så mange tusinde martyrer har beseglet sandheden med deres blod.

 

*14. Men hvad skal den gøre, som ikke endda tror, at skriften er Guds Ord?

Han skal kun forsøge at adlyde ordet og give dets virkning rum i sit hjerte, da mærker han snart, at det har en overnaturlig og ret guddommelig fynd, kraft, liv og ånd hos sig til at oplyse, overbevise, opmuntre, trøste og straffe samvittigheden.

Joh 7, 17. Dersom nogen vil gøre hans vilje, han skal kende, om lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv. Sl 50, 23.

 

15. Skal vi endelig antage Den Hellige Skrift for vor tros og levneds eneste visse og fuldkomne rettesnor?

Ja visselig.

Luk 16, 29. De har Moses og profeterne, lad dem høre dem. Joh 20, 31.

 

16. Må man da ikke grunde sin tro og levned på umiddelbare åbenbaringer, drømme, egen fornufts indbildning, andre menneskers myndighed og eksempler, gammel mening, ordsprog, vedtægt og sædvane eller noget sådant?

Nej, derpå grundes ingen sand tro og lydighed, men overtro, ugudelighed og selvvalgt dyrkelse, som er Gud imod.

Gal 1, 8. Men dersom og vi eller en engel af himmelen prædiker evangelium for jer, foruden det vi prædikede jer, han være en forbandet ting!

Matt 15, 9. Men de dyrker mig forgæves, idet de lærer sådanne lærdomme, som er menneskers bud.

 

17. Har Guds Ord endnu flere særdeles egenskaber frem for menneskets ord?

Ja, næst dets guddommelige vished, kraft og fuldkommenhed, som allerede er vist, har det en særdeles klarhed til at oplyse os af naturen blinde mennesker.

Sl 119, 105. Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti.

 

18. Er bibelen dog ikke mørk og utydelig for de enfoldige og ulærde?

I alle ting, som udkræves at vide til salighed, er den klar nok for den, som ret omgås dermed, enten han er læg eller lærd.

2 Tim 3, 15-17.

 

19. Hvorledes omgås man da ret med Guds Ord?

Når man først sukker til Gud om hans ånds oplysning, dernæst læser med god andagt og alvorlig eftertanke, med villigt forsæt at ville leve efter ordet, samt virkelig lydighed og øvelse. Når man søger at stille sin sjæls hunger, og ikke sin kødelige nysgerrighed deri, og endelig, når man ikke hendrager ordenes forstand efter sine egne begæringer, men søger upartisk deri den sandhed, som er til gudfrygtighed, og prøver sit eget hjerte derefter.

Joh 5, 39-40. Kap. 7, 17.

 

20. Kan man ikke af egen blot naturlig fornuft forstå og udlægge skriften til saligheds kundskab?

Nej, for vor fornuft er ved synden fordærvet.

1 Kor 2, 14. Det naturlige menneske fatter ikke de ting, som hører Guds Ånd til, for de er ham en dårlighed, og han kan ikke kende dem, for de dømmes åndeligt. Ef 1, 17.

 

21. Af hvem skal skriften læses?

Af alle, og altså ikke alene af lærerne, men og af tilhørerne; alle har ikke alene frihed og rettighed til at læse skriften, men det er dem endog befalet som en pligt, ja det er i sig selv en guddommelig velgerning, som enhver kristen med taksigelse og glæde flittig bør betjene sig af til sin velfærd i tid og evighed.

ApG. 17, 11. Og 2 Tim 3, 15. Joh 5, 39. 40.

 

22. Hvorledes deles Den Hellige Skrift?

I Det Gamle Testamente, som af profeterne er skrevet på hebraisk før Kristi tider, og Det Nye Testamente, som af evangelisterne og apostlene er skrevet på græsk efter Kristi tider, og begge dele siden oversat i vore landes sprog til hver mands brug og bedste.

 

*23. Lad mig høre, om du ved i stykkevis, hvad for bøger, der henhører til Det Gamle Testamente?

Deres navne og tal, som i prædiken og læsning forekommer, er efter ordenen, som følger: Fem Mosebøger, én Josvas, én Dommernes og én Ruths bog, to Samuels, to Kongernes og to Krønikernes bøger, én Ezras, én Nehemias, én Esters og én Jobs bog, halvandet hundrede salmer, mestendels digtede af kong David, tre Salomons bøger, kaldet Ordsprogene, Prædikeren og Højsangen. Fire store profeter: Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel. Tolv små profeter: Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias, Malakias.

 

*24. Jeg synes, her fattes nogle, som jeg dog finder i min bibel, som Tobias og Judits bog, Visdommens bog, Siraks bog, Baruks bog. De korte historier om Susanna og dragen i Babylon, Makkabæernes bøger og Manasses bøn.

      Disse sidste bøger er ikke som de andre kanoniske eller regelrette og af Guds Ånd indblæste, men kaldes til forskel apokryfiske eller skjulte, fordi de ikke er af den værdi og myndighed, endskønt de indeholder nogle gode lærdomme.

 

*25. Hvilke er Det Nye Testamentes bøger?

De fire evangelister, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, Apostlenes Gerninger, apostlenes sendebreve, nemlig: Paulus ét til romerne, to til korintherne, ét til galaterne, ét til efeserne, ét til filipperne, ét til kolossenserne, to til thessalonikerne, to til Timotheus, ét til Titus, ét til Filemon, ét til hebræerne. Og så syv almindelige breve af de andre apostle, nemlig: Jakob ét, Peter to, og Johannes tre, Judas ét, og endelig bliver bibelens sidste bog Johannes’ Åbenbaring, og alle disse er umiddelbart indblæste af Helligånden.

 

26. Hvad er dog kernen og det korteste indhold af alle de bibelske bøger?

Det er den store sandhed, at Jesus er Kristus, vejen, livet og sandheden til salighed for alle troende sjæle.

Joh 20, 31. Men disse ting er skrevne, at I skal tro, at Jesus er den Kristus, den Guds søn, og at I, som tror, skal have livet i hans navn.

 

27. Hvad forskel er der på lærdommen i Det Gamle og Nye Testamente?

Profeterne i Det Gamle Testamente vidnede ved spådomme og forbilleder om Kristus, som skulle komme, men evangelisterne og apostlene vidner i Det Nye Testamente ved klare og tydelige ord om ham, som allerede er kommen i verden.

 

28. Men fordi bibelen er en stor bog, hvorledes kan da de unge og enfoldige finde denne skriftens kerne?

De kan først behjælpe sig med Luthers Katekismus.

 

29. Hvad er en katekismus?

Den er en lille bibel eller kort begreb af Guds Ord om vor tro og levned, forfattet i spørgsmål og gensvar.

 

*30. Hvad har Luther i sin lille katekismus sat over enhver part til opbyggelig erindring?

De ord: hvorledes en husfader enfoldig skal undervise sit husfolk.

 

*31. Er dette da alle husfædres pligt?

Ja visselig.

5 Mos 6, 6-7. Disse ord, som jeg byder dig i dag, skal være på dit hjerte, og du skal gentage dem for dine børn og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, og når du lægger dig, og når du opstår.

 

32. Hvor mange er katekismens hovedparter?

Fem, af hvilke den første handler om de ti Guds bud, den anden om troens artikler, den tredje om Herrens bøn, den fjerde om dåbens sakramente, den femte om alterets sakramente, hvorefter følger hustavlen, som indeholder hvert menneskes pligt efter sin stand, og denne findes her indført i det fjerde og sjette bud.

 

33. Kan dette ikke fattes kortere?

Jo, for al katekismens indhold henhører enten til loven eller til evangelium.

 

34. Hvad er loven?

En lærdom, i hvilken Gud viser os sin retfærdighed, lærer os, hvordan vi bør være, hvad vi skal gøre, og truer os, om vi efterlader det eller gør tvært imod.

 

35. Hvad er evangelium?

En lærdom, i hvilken Gud viser os sin barmhjertighed i Kristus, tilbyder os den samme, lærer, hvad vi skal tro, og lover dem nåde, som adlyder ham i troen.

 

36. Hvad bemærker egentlig det fremmede ord evangelium?

Et glædeligt budskab.

 

37. Hvor handles i katekismus om evangelium?

I de fire sidste hovedparter.

 

38. Hvor handles i katekismus om loven?

I den første part.

 

 

 

Den første part

Om loven

 

39. Hvor mange slags love havde Gud givet i Det Gamle Testamente?

Tre slags, nemlig: 1) den ceremonielle kirkelov. 2) den verdslige politi- og regeringslov. 3) den moralske eller almindelige kærligheds og levneds lov.

 

*40. Står den ceremonielle kirkelov endnu ved magt?

Nej, dens ceremonier og ofringer var kun evangeliske forbilleder på Kristus, som har afskaffet den ved sit komme.

Kol 2, 16. 17. Hebr 10, 1.

 

*41. Står den jødiske politi- eller regeringslov endnu ved magt?

Nej, den var ligesom den ceremonielle givet jøderne alene til en tid, men nu er enhver kristen henvist til den landslov, som hans egen øvrighed foreskriver. Rom 13, 1.

 

42. Står da den moralske eller almindelige kærligheds lov heller ikke længere ved magt?

Jo visselig, for denne lov grunder sig på Guds hellige og retfærdige natur og altså indeholder Guds uforanderlige og bestandige vilje til alle mennesker i alle tider, som er kærlighed imod Gud, sig selv og næsten.

 

43. Hvorledes har Gud åbenbaret denne sin lov og bestandige vilje?

Han har ved skabelsen indskrevet den i alle menneskers hjerter, og altså kaldes den naturens lov. Rom 2, 15.

 

44. Har Gud på ingen anden måde åbenbaret sin lov?

Jo, han har også givet den synlig og. Udvortes, beskrevet på to stentavler.

 

45. Hvor gav han loven?

På Sinaj bjerg med torden og lynild til tegn på hans brændende nidkærhed imod overtrædere.

 

46. Kan vi ved denne lov blive salige?

Nej, fordi ingen efter syndefaldet kan fuldkommen holde den.

Rom 8, 3. Det som var loven umuligt, idet den var skrøbelig formedelst kødet, det gjorde Gud, som sendte sin egen søn.

 

47. Gavner os loven da slet intet?

Jo, ganske meget.

1. Tim 1, 8. Vi ved, at loven er god, dersom nogen bruger den som en lov (det er, som den bør bruges).

 

48. Hvad er da lovens rette brug og nytte?

1) den overbeviser de ubodfærdige om deres synder samt Guds vrede over synden.

Rom 3, 20. Ved loven kommer syndens erkendelse.

2) den ængster og driver de bodfærdige til at søge Kristus.

Gal 3, 24. Loven er vor tugtemester til Kristus.

3) den underviser de troende om, hvad de skal gøre og lade.

Ordsp. 6, 23. For budet er en lygte, og loven et lys, og tugtens straf er livets vej.

 

49. Er da de troende underkastede loven?

Nej, ikke lovens tvang og forbandelse, for derfra har Kristus genløst dem.

Rom 6, 14. I er ikke under loven, men under nåden.

1 Tim 1, 9. Jeg ved, at der ligger ingen lov på de retfærdige.

 

50. Er da en troende kristen ikke skyldig at leve efter loven?

Jo visselig.

Rom 3, 31. Afskaffer vi da loven formedelst troen? Det være langt fra, men vi stadfæster loven.

 

*51. Hvorledes skal jeg forstå dette, som synes mig underligt?

Mærk da disse to ting. En troende kristen er fri fra lovens forbandelse og lovens tvang, men ikke fra lovens lydighed, det er, han gør just, hvad loven kræver, dog ikke af lovens tvang og forbandelses frygt, men fordi Kristi kærlighed tvinger ham dertil, og når han, imod sin vilje, af skrøbelighed forser sig, da rammer lovens forbandelse ham aldeles ikke, fordi han er i Kristus. Rom 8, 1.

 

52. Er loven tilfreds med udvortes gerninger?

Nej, loven er åndelig og kræver det ganske menneske med legeme, sjæl, sind, begærlighed og al kraft.

Rom 7, 14. For vi ved, at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.

 

53. Hvorledes deles Guds lov?

I to tavler, af hvilke den første har tre, den anden syv bud eller befalinger.

 

54. Hvad er lovens korteste sum?

Intet andet end kærlighed til Gud, os selv og vor næste, for den, jeg elsker, gør jeg ikke gerne imod.

Rom 13, 10. Så er da kærligheden lovens fylde.

1. Tim 1, 5. Enden på budet er kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en tro, som er uden skrømt. 1 Kor 13, 1. 2. 3.

 

Lovens første tavle

 

55. Hvad er summen af den første tavle?

Kærlighed til Gud, som lærer mig al min pligt mod ham.

Luk 10, 27. Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte, af din ganske sjæl, af al din styrke og af dit ganske sind.

 

Det første bud

Du skal ikke have fremmede guder for mig.

 

56. Hvad er det?

Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og os på ham alene forlade.

 

57. Hvad har jeg i dette og andre Guds bud at give agt på?

To ting, nemlig: det onde, som forbydes, og det gode, som tværtimod befales.

 

58. Hvad ondt forbydes i det første bud?

At bedrive afguderi.

 

59. Hvad er en afgud?

Alt det, som et menneske dyrker, frygter, elsker og forlader sig på i stedet for den eneste sande Gud.

 

60. Hvorledes bedrives sådant afguderi?

Enten på en grov eller fin måde.

 

61. Hvad er det grove afguderi?

Når man tilbeder sol, måne, stjerner, billeder, engle eller afdøde helgen tvært imod Guds Ord.

Es 42, 8. Jeg er Herren, det er mit navn, og jeg vil ingen anden give min ære eller de udskårne billeder min lov.

 

*62. Men må man ikke nok ved et billede tilbede den sande Gud og sigte til ham selv?

Nej, Gud er en ånd, og de ham tilbeder, bør det at tilbede i ånd og sandhed. Joh 4, 24.

 

*63. Må man ikke udbede sig englenes eller døde helgens forbøn hos Gud?

Ingenlunde, for Gud vil alene påkaldes:

Du skal tilbede Herren din Gud og dyrke ham alene. Matt 4, 10. Desuden er det og forgæves, for Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke. Es 63, 16.

 

64. Hvorledes begås det fine afguderi?

Når hjertets kærlighed, frygt eller tillid vender sig af fra den levende Gud for at hænge ved nogen ting mere end ved Gud eller lige så meget som ved ham.

 

65. Hvor mange slags hemmelige afguder er der da, som kan stjæle vore hjerter fra Gud?

Til sådanne afguder kan vi gøre enten os selv eller andre mennesker eller andre skabninger eller den udvortes gudstjeneste eller også Djævelen.

 

66. Hvorledes gør man sig selv til afgud?

Når man forelsker sig i sig selv, søger kun sig selv og sætter egen ære, egen vilje, egen nytte og egen fornøjelse til sit hovedmål, for hvilket Gud og næsten må stå tilbage. Altså sker det særdeles:

1) Ved egen ære.

Hvad har du, som du ikke har annammet? Men dersom du og har annammet det, hvi roser du dig, som du havde ikke annammet? 1 Kor 4, 7.

2) Ved egensindighed. Genstridighed er en trolddoms synd, og at blive deri er afgudsdyrkelse. 1. Sam 15, 23.

3) Ved egen lyst.

Mange omgås som Kristi korses fjender, hvis ende er fordærvelse, hvis Gud er bugen. Fil 3, 18-19.

 

67. Er da al egenkærlighed afguderi?

Nej, kun den uordentlige og umådelige, som opløfter sig over Gud, vil ikke bøje sig hjertelig under Gud og erkende sig selv at være intet, men Gud at være det højeste gode.

 

68. Hvorledes kan man gøre andre mennesker til sine afguder?

Når man af utidig frygt for dem eller kærlighed og tillid til dem enten efterlader det gode eller gør det onde.

Jer. 17, 5. Forbandet er den mand, som forlader sig på mennesket og holder kød for sin arm, og hvis hjerte viger fra Herren.

 

69. Hvorledes kan man gøre andre skabninger til sine afguder?

Når man forelsker sig således i dem, at de drager hjertets højeste glæde, trøst og tillid fra Gud til sig, hvilket særdeles kendes hos gerrige, som vil tillige tjene Gud og mammon, og kaldes derfor afgudsdyrkere.

Kol 3, 5. og Ef 5, 5. For dette må I vide, at ingen skørlevner eller uren eller gerrig, hvilken er en afgudsdyrker, har arv i Kristi og Guds rige.

1 Tim 6, 17. Byd de rige i denne verden, at de ikke hovmoder sig, heller ikke sætter håb til den uvisse rigdom, men til den levende Gud.

 

70. Hvorledes kan man bedrive afguderi med den udvortes gudstjeneste?

Når man midt i sin ubodfærdighed sætter en blind tillid til kirkegang, skriftegang, altergang, almisse, bøn, sang, læsning og deslige gerninger, som kun er gode hos de bodfærdige, men gælder intet hos hyklere.

Jer. 7, 45. Forlader jer ikke på løgnagtige ord, at de siger: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel er de, men dersom I alvorlig bedrer jeres veje og jeres idrætter.

Es 1, 15. Når I end udbreder jeres hænder, da vil jeg skjule mine øjne for jer, for jeres hænder er fulde af blod.

 

*71. Er der da i vor offentlige gudstjeneste noget afguderisk?

Intet, som i sig selv fortjener dette navn, men ved misbrug kan alle skabninger gøres dertil, som vi nylig har hørt.

 

*72. Hvad bevæger da menneskene til sådan ugudelig misbrug?

Det gør egentlig sikkerhed, som gerne vil have nogle støtter at hælde sig til. Når den ugudelige fordømmes af sin egen samvittighed og dog ikke vil omvende sig til Gud selv, så vender han sig med sin tillid desto snarere til skriftestolen, alteret og udvortes øvelser, søgende deri en trøstig tilflugt for sin vanhellige sjæl, så at det, som i sig selv er uskyldigt og godt, bliver ham en afgud, det er, et afhold og hinder fra den rette gudsdyrkelse i ånd og sandhed, da det dog skulle være ham en befordring dertil.

Luk 13, 26. 27. Da skal I begynde at sige: vi åd og drak for dig, og du lærte på vore gader, og han skal sige: jeg kender jer ikke, hvorfra I er, viger alle fra mig, som beflitter jer på uretfærdighed. Matt 7, 21-23.

 

73. Kan man og gøre Djævelen selv til sin afgud?

Ja, alle modvillige syndens tjenere er tillige Djævelens tjenere og han deres Gud og herre.

2 Kor 4, 4. Denne verdens Gud har forblindet de vantros sind. Rom 6, 16.

 

74. Vi har hørt det onde, som forbydes, sig mig og det gode, som befales i det første bud!

At vi over alle ting skal frygte og elske Gud og os på ham alene forlade.

 

75. Så ser da Gud egentlig på vort hjertelag imod ham?

Ja, for han siger:

Ordsp. 23, 26. Min søn, giv mig dit hjerte.

 

76. Kan nogen ret elske, frygte og forlade sig på Gud, så længe han ikke ret kender ham?

Nej, det er umuligt; men kender vi hans retfærdighed, da frygter vi ham, hans godhed, da elsker vi ham, og hans almagt, da forlader vi os på ham.

 

77. Sådant ved jo de fleste mennesker om Gud, mon de da også frygter, elsker og forlader sig på ham?

Nej, for de flestes kundskab er død og kraftesløs.

1 Joh 2, 4. Den, som siger: jeg har kendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed.

 

78. Hvilken er da den rette levende Guds kundskab?

Den, der bevæger vore hjerter til at elske Gud og at undse os for alt ondt i hans hellige nærværelse.

1 Joh 2, 3. Derpå ved vi, at vi har kendt ham, om vi følger hans bud.

 

79. Men er det ikke bedst at blive i enfoldighed?

Jo, men ikke i vankundighed og blindhed.

Rom 16, 19. Jeg vil, at I skal være vise til det gode, men enfoldige til det onde.

 

80. Hvad er den sande enfoldighed?

At man ligefrem i troen antager alt, hvad man er vis på, at Gud har åbenbaret, foruden at gruble derpå med kødelig fornuft.

 

81. Hvad virker nu den sande Guds kundskab?

Dette, at man visselig frygter, elsker og forlader sig på den Gud, som man ret kender.

 

82. Hvad er det at frygte Gud?

Det er, hjertelig at undse sig for Guds allerhelligste majestæt, så man er bekymret og bange for at opvække hans retfærdige vrede ved nogen synd.

Matt 10, 28. Frygter ikke for dem, som ihjelslår legemet, men kan ikke ihjelslå sjælen, men frygter hellere for den, som kan fordærve sjæl og legeme tillige i Helvede.

Fil 2, 12. Forarbejder jeres egen saliggørelse med frygt og bæven.

 

*83. Hvor mange slags gudsfrygt er der til?

To slags, en trældoms frygt og en sønlig frygt.

 

*84. Hvad er en trældoms frygt?

Når man frygter Gud alene for straffens skyld, viden kærlighed og tillid.

1 Joh 4, 18. Frygt er ikke i kærlighed, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, for frygt har pine, men den som frygter, er ikke fuldkommen i kærlighed. Job. 15, 29 og Visd 17, 11-13.

 

*85. Hvad er den sønlige frygt?

Når man af kærlighed til Gud er bange for at gøre ham imod, endskønt man ikke havde nogen straf at vente.

1 Mos 39, 9. Hvorledes skal jeg gøre denne store ondskab og synde imod Gud?

 

*86. Hvilken af disse to slags frygt findes hos sande kristne?

Den sønlige frygt tilhører dem egentlig som Guds børn, dog blandes den samme tit med noget af trældoms frygt, særdeles i anfægtelsens tid.

Rom 8, 15. For I annammede ikke atter en trældoms ånd til frygt, men I annammede en sønlig udkårelses ånd, ved hvilken vi råber: Abba, fader.

Matt 8, 26. Hvi er I frygtagtige, I lidet troende.

 

87. Hvorpå kender man da et gudfrygtigt menneske?

Derpå, at han hader og flyr synden som sin største fjende og kan umulig føre det over sit hjerte at gøre forsætlig ondt.

Ordsp. 8, 13. Herrens frygt er at hade ondt.

 

88. Er ikke også alle de gudfrygtige folk, som læser, beder og synger meget?

Ikke altid, for der er og de, som har gudfrygtigheds skin og nægter dens kraft. 2. Tim 3, 5.

 

89. Hvoraf har den sande gudsfrygt sin oprindelse?

Af tro og kærlighed, som virker sådan bekymring for at tækkes den fromme fader.

 

90. Hvad er det at elske Gud?

Det er, at vi agter ham højt, inderlig længes efter ham, søger vor rette glæde og fornøjelse i ham, og overgiver os aldeles i hans behagelige vilje.

Sl 18, 2. 3. Herre, jeg har dig hjertelig kær, min styrke.

Sl 73, 25. 26. Hvem har jeg i himmelen? Lige ved dig har jeg ikke lyst til noget på jorden. Forsmægter end mit kød og mit hjerte, så er Gud mit hjertes klippe og min del evindelig.

Sl 42, 2. 3. Ligesom en hjort skriger efter vandstrømme, så skriger min sjæl til dig, o Gud! Min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud, når skal jeg komme derhen og ses for Guds ansigt.

 

91. Hvor højt skal vi elske Gud?

Over alle ting, ligesom han er det højeste gode.

Matt 10, 37. Den som elsker fader eller moder mere end mig, han er mig ikke værd. Luk 10, 27.

 

*92. Kan man da ikke tillige elske Gud og verdens syndige væsen?

Nej.

1 Joh 2, 15. Elsker ikke verden, heller ikke de ting, som er i verden, dersom nogen elsker verden, er faderens kærlighed ikke i ham.

 

*93. Hvorfor skal vi elske Gud?

Først fordi han er fuldkommen god i sig selv, dernæst fordi han er god og kærlig imod os, som hver dag nyder hans velgerninger.

Matt 19, 17. Ingen er god uden én, som er Gud.

1 Joh 4, 19. Vi elsker ham, for han elskede os først.

 

94. Hvorpå kendes man at elske Gud?

1) På en gudelig livsførelse.

Joh 14, 21. Den som har mine befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker.

2) På kærlighed til næsten.

1 Joh 4, 20. Dersom nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin broder, han er en løgner, for den som ikke elsker sin broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set.

3) På lyst til Guds Ord og omgang med ham i bønnen.

Sl 73, 28. Det er mig godt, at jeg holder mig nær til Gud.

 

*95. Kan du elske Gud af dine egne kræfter?

Nej, Guds Ånd virker selv kærligheden i mig.

Rom 5, 5. Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Helligånden.

 

*96. Er der nogen nytte ved at elske Gud?

Ja, allerstørste nytte, for vi ved, at alle ting tjener dem til gode, som elsker Gud. Rom 8, 28.

 

*97. Kan da de, som elsker Gud, sikkert forlade sig på ham?

Ja.

Sl 84, 12. 13. Den herre Gud er sol og skjold. Herren skal give nåde og ære, han skal intet godt nægte dem, som vandre fromt. Herre Zebaoth! Saligt er det menneske, som håber på dig.

 

98. Hvad er det at forlade sig på Gud alene?

Det er, med fuld tillid at overgive sig i Guds forsyn, vente alt godt fra ham og sætte al sin sag i hans hånd.

Ordsp. 3, 5. Håb på Herren i dit ganske hjerte, og forlad dig ikke på din forstand.

 

99. Må man da ikke forlade sig på mennesker?

Nej, for tit kan eller vil de ikke hjælpe.

Sl 146, 3. 4. Forlader jer ikke på fyrster, på et menneskes barn, hos hvilket er ingen frelse.

 

*100. Hvorfor skal man da forlade sig på Gud?

Fordi han er vor almægtige og trofaste ven.

Sl 146, 5. 6. Salig er den, hvis hjælp Jakobs Gud er, hvis håb er til Herren hans Gud, som gjorde himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, han som holder love evindelig.

 

101. Skal man alene i gode dage forlade sig på Gud?

Nej, i nødens tid fornemmelig.

Sl 57, 2. Min sjæl forlader sig på dig, og jeg forlader mig på dine vingers skygge, indtil ulykken er gået over.

 

102. Må man nok forlade sig på Gud, når man styrter sig modvillig i fare?

Nej, for det er formastelse.

Matt 4, 7. Du skal ikke friste Herren din Gud.

 

103. Hvad for dyder henhører fremdeles til det første bud?

Når man frygter og elsker Gud over alle ting, forladende sig på ham alene, da følger deraf særdeles ydmyghed, tålmodighed og selvfornægtelse.

 

104. Hvad er ydmyghed?

Hjertets grundige overbevisning om og følelse af sin uværdighed for Gud til mindste nåde, ære, ros og højhed.

1 Pet 5, 5. 6. Vær beprydede med ydmyghed; for Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han nåde.

 

105. Hvad er tålmodighed?

At man for Guds skyld gerne tager mod de tilsendte lidelser, endskønt de er kød og blod tunge, så man uden knur, ja med taksigelse holder ud, indtil Gud vil gøre en forandring.

Jak. 1. 2-4. Mine brødre, agt det for al glæde, når I falder i adskillige fristelser, vidende, at jeres tros prøvelse gør tålmodighed, men tålmodighed har en fuldkommen gerning, på det I skal være fuldkomne.

 

106. Hvad er selvfornægtelse?

At et menneske sætter sig selv til side eller afsiger sin egen vilje og alt det, ham kært er i verden, for at Guds vilje i ham alene må have fremgang.

Luk 14, 26. 27. Dersom nogen kommer til mig og hader ikke (det er, fornægter eller mindre elsker) sin fader og moder, hustru og børn og brødre og søstre og tilmed sit eget liv, han kan ikke være min discipel, og den som ikke bærer sit kors og kommer efter mig, kan ikke være min discipel.

 

Det andet bud

Du skal ikke tage Herrens, din Guds navn forfængelig, for Herren vil ikke holde den uskyldig, som tager hans navn forfængelig.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ingen bande ved hans hellige navn, ikke sværge, ikke gøre trolddom, ikke lyve, ikke skuffe; men i al vor nød og modgang påkalde Guds hellige navn, bede, love og takke.

 

107. Hvorfor begynder dette og alle øvrige bud med de ord: vi skal frygte og elske Gud?

Det sker for at vise, hvorledes alle sande kristendoms dyder må ikke være en blot udvortes ærbarhed og borgerlig retfærdighed, men de må komme indefra af et kærligt og gudfrygtigt hjertelag. De må være rette troens så og kærligheds og gudfrygtigheds frugter, hvis de skal tækkes Gud og være bedre end farisæernes retfærdighed.

 

108. Hvad ondt forbydes i det andet bud?

At tage Guds navn forfængelig.

 

*109. Hvad er Guds navn?

1) De egentlige og særdeles navne, med hvilke han i skriften kaldes, som Jehova, Gud, Herren, Fader, Søn og Helligånd, Jesus Kristus og deslige.

2) Alt det, som henhører til Gud, hvoraf han kendes, ligesom en mand af sit navn. Hertil henhører da hans væsen selv, hans egenskaber, hans majestæt, hans gerninger, hans ord, hans sakramenter og alt det, der angår hans dyrkelse. Sl 48, 11.

110. Hvorledes tages nu Guds navn forfængelig?

1) Når man i daglig tale anfører Guds navn, et sprog af bibelen, et vers af en gudelig salme eller noget åndeligt på en forfængelig og letsindig måde til skæmt eller til mundheld, uden ærbødighed og andagt. Eller, når man laster Guds gerninger.

2) Når man blander dette velsignede navn med forbandede ord og gerninger, brugende det til at bande, sværge, gøre trolddom, lyve eller skuffe.

 

111. Hvad er det at bande ved Guds navn?

Når man i dette gode navn ønsker ondt over sig selv eller sin næste, ja når mangen Guds fjende tør bespotte den allerhøjeste selv.

Jak. 3, 9. Med tungen lover vi Gud og faderen, og med den forbander vi menneskene, som er gjort efter Guds lignelse; af den samme mund udgår velsignelse og forbandelse. Mine brødre, disse ting bør ikke så være.

 

112. Hvad er det at sværge?

Når man bekræfter en ting ved Guds navn, og således kalder Gud til vidne og dommer i sin sag.

 

113. Er det da aldrig tilladt at sværge?

Jo i yderste nødsfald, nemlig når øvrigheden på Guds vegne kræver det, og sandheden ikke anderledes kan komme for lyset, da er det en kærligheds-gerning.

Hebr 6, 16. Mennesker sværger vel ved en større, og eden er dem en ende på al modsigelse til en stadfæstelse.

 

114. Er da al anden sværgen i daglig tale synd?

Ja, stor synd, endskønt den ringe agtes.

Matt 5, 34. 37. Jeg siger jer, I skal aldeles intet sværge, men jeres tale skal være ja, ja, nej, nej, men hvad der er over, er af det onde.

 

115. Men hvad, om man ikke vil tro mig på ja og nej?

Da skal jeg trøste mig ved, at mit vidne er i himmelen.

 

116. Er da synden så stor, når jeg ikke sværger med forsæt, men har det mundheld af en vane, helst når jeg sværger på sandhed?

Ja visselig, for en syndig vane giver til kende, at synden hersker over mig.

Sir. 23, 11. Væn ikke din mund til at sværge, og tilvæn dig ikke at nævne den hellige, for som en svend, der bliver stedse hudstrøgen, fattes ikke ribler, så er og den, der sværger og nævner ham altid, jo ikke ren for synd. En mand, som sværger meget, skal fyldes med uret, og plager skal ikke vige fra hans hus. Forser han sig deri, da er hans synd over ham, men skøtter han det ikke, da syndede han dobbelt.

 

117. Hvad er det at gøre trolddom ved Guds navn?

Når man med Guds navn, et sprog af bibelen eller noget, som hører gudstjenesten til, vil helbrede sygdomme på mennesker eller kvæg, signe eller måle, vise igen eller øve nogen slags overtro.

5 Mos 18, 10-12. Der skal ikke findes hos dig en spåmand, en dagvælger, eller som agter på fugleskrig, eller troldkarl, eller maner, eller tegns udlægger, eller sandsiger, eller som gør spørgsmål til de døde; for den som sådant gør, er en vederstyggelighed for Herren.

 

*118. Må man vel søge råd hos heksemestre eller vise mænd, som de kaldes?

Nej, ingenlunde.

3 Mos 19, 31. I skal ikke vende jer til spåkvinder og ikke søge hen til spåmænd, at besmitte jer på dem, jeg er Herren jeres Gud. Ez 14, 10.

 

*119. Tør man ikke frygte for hekse?

Nej, for de kan uden Guds tilladelse slet intet gøre de troende.

 

120. Hvorledes misbruges Guds navn til at lyve, skuffe eller bedrage?

1) Ved falsk lærdom, når man bruger Guds Ord til at besmykke en vildfarende lærdom.

2 Tim 3, 13. De onde mennesker og svigefulde farer frem til det værre, som bedrager og bedrages. 2. Pet 3, 16.

2) Ved hykleri, når man midt i sin ondskab vil synes gudfrygtig, fordi man meget læser, synger eller taler om Guds Ord.

Sl 50, 16. 17. Hvad kommer det dig ved at fortælle mine skikke, og vil du tage min pagt i din mund, fordi du hader revselse, og kaster mine ord bag dig?

 

121. Hvad må den vente, som på nogen af disse måder tager Guds navn forfængelig?

Stor straf, både timelig og evig, fordi Herren ikke vil holde den uskyldig, som tager hans navn forfængelig.

 

122. Hvad er det gode, som befales os i det andet bud?

At vi i al vor nød og modgang skal påkalde Guds hellige navn, bede, love og takke.

 

123. Hvad er det at bede og påkalde?

Bønnen er en kristens idelige begæring til Gud.

1 Thess 5, 17. Beder uden ophør.

Men påkaldelse er en ivrigere bøn, som trykkes af hjertet ved nød og angst.

Sl 50, 15. Kald på mig i din nøds dag, jeg vil udfri dig, og du skal prise mig.

 

124. Hvad er det at love og takke Gud?

Det første er at skønne på Guds fuldkommenhed og godhed i sig selv og ophøje ham i sit hjerte. Det andet er at skønne på Guds godhed imod os og prise ham derfor.

Sl 103, 1. Min sjæl, lov Herren, og alt det i mig er, hans hellige navn, min sjæl, lov Herren og glem ikke noget af alt det gode, som han har gjort imod dig.

 

125. Er der endnu mere godt, som det andet bud forbinder os til?

Ja, nemlig ærbødig at omgås med Guds Ord, gerne tale derom med andre, flittig læse Den Hellige Skrift, at bekende Guds sandhed uforfærdet endog i den største fare.

 

Det tredje bud

Kom i hu, at du helliger hviledagen.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ikke foragte eller forsømme hans guddommelige ord, men det heller holde højt og i ære, det gerne både høre af andre og lære andre.

 

126. Hvad befales os i det tredje bud?

At vi skal hellige hviledagen.

 

*127. Hvoraf har hviledagen sit navn?

Af Guds egen hvile, det er arbejdsefterladelse på den syvende dag, efter at han i de forrige seks dage havde skabt himmel og jord. 1. Mos 2, 3.

 

128. Hvilken er hviledagen?

Hos jøderne var det den syvende dag i ugen, på hvilken Gud hvilede, men hos os er det den første, på hvilken Kristus stod op af døde.

 

129. Hvorledes skal vi hellige hviledagen?

Så, at vi anvender den ganske dag alene til hellige tanker, ord og gerninger og vor egen helliggørelses befordring.

 

130. Hvad befordrer da vor helliggørelse?

Guds Ords flittige hørelse, læsning og betragtning både i kirken og i vort eget hus.

Joh 17, 17. Hellige fader, hellige dem i din sandhed, dit ord er sandhed.

 

131. Hvorledes skal vi høre Guds Ords prædiken?

Med hjertelig andagt og et sandt forsæt, at leve efter det samme.

Jak. 1, 22. Vær ordets gørere og ikke dets hørere alene, hvormed I bedrager jer selv.

 

*132. Går vi alene i kirken for at høre prædiken?

Nej, også for at prise Gud og opvække hinanden til kærlig omgang med ham.

Kol 3, 16. Lader Kristi ord bo rigelig iblandt jer i al visdom, lærer og påminder jer selv med salmer og sange og åndelige viser, idet I synger yndelig i jeres hjerte for Herren.

 

133. Er alting afgjort, når sådan offentlig gudstjeneste er til ende?

Nej, vi må siden ved bøn, betragtning og prøvelse indtrykke sandheden kraftigere i vore hjerter og i dette indvortes tempel, som er en stille ånd, tjene Gud, takke ham, tilbede ham, og tage hans ord ret nær til hjerte.

Luk 11, 28. Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det.

 

134. Hvad ondt forbydes i det tredje bud?

At vi ikke skal foragte eller forsømme Guds Ord, heller ikke lade os hindre i vor andagt ved verdslige ting.

 

135. Hvem forsømmer Guds Ord?

Den, som uden sand fornødenhed bliver hjemme af kirken på bestemte tider.

Hebr 10, 25. Lader os ikke forlade vor egen forsamling, som nogle har for skik.

 

136. Hvem foragter Guds Ord?

Den, som ved dets hørelse og læsning sladrer, sover eller opfylder sit sind med fremmede tanker.

Præd. 4, 17. Forvar din fod, når du vil gå til Guds hus, og hold dig nærmere til at høre, end en dåre til at gøre offer.

 

137. Hvormed vanhelliger man helligdagen?

Med legemligt ufornødent arbejde samt syndige lyster, som dans, spil, komedier, krobesøg og sådant, som altid er synd i sig selv, men om hellige dage dobbelt synd.

 

138. Er da ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?

Jo, sande fornødenhedsgerninger, som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger, som altid har sted. Luk 14, 5. Matt 12, 7.

 

139. Er det da ikke nok til sabbattens helligholdelse, at man går ledig?

Nej, man må i dets sted omgås desto flittigere med Gud i hjertet, og legemets hvile må befordre sjælens arbejde.

 

*140. Trænger vi da til sådan ugentlig sabbat?

Vor egen sjæls trang tilsiger os den åndelige hviles og fælles opbyggelses høje fornødenhed.

 

 

Den anden tavle

 

141. Hvad er kortelig indholdet af den anden tavle?

Kærlighed til os selv og vor næste.

Matt 22, 39. Du skal elske din næste som dig selv.

 

142. Er det da ret at elske sig selv?

Ja, men ikke på en uordentlig og syndig måde, for da er egenkærlighed årsag til alt ondt.

 

143. Hvori består den syndige og uordentlige egenkærlighed?

Når man søger sin egen indbildte nytte, ære eller fornøjelse på en måde, som strider imod Guds vilje og støder næstens kærlighed til side.

 

144. Hvori består den ordentlige og uskyldige egenkærlighed?

I en af Gud indplantet attrå efter at befordre sin sande velfærd og salighed.

 

145. Hvad skal du da mest se på og sørge for at befordre til velfærd?

Sjælen, som den ædleste og udødelige del.

Matt 16, 26. Hvad gavner det mennesket, om han vinder den ganske verden, men tog skade på sin sjæl?

 

*146. Må jeg da også sørge for legemet?

Ja, i sin rette orden og til fornødenhed.

Ef 5, 29. Aldrig har nogen hadet sit eget kød, men føder og vederkvæger det.

 

*147. Skal da kødet ikke korsfæstes?

Jo visselig, for ellers strider det imod sjælen, fordi synden også bor i kødet, og kaldes kød.

1 Kor 9, 27. Jeg undertvinger mit legeme og fører det i trældom.

Kol 3, 5. Så døder nu jeres lemmer, som er på jorden.

Rom 13, 14. Haver ikke omsorg for kødet til at opvække begærligheder.

 

148. Hvad lærer mig den anden tavle i henseende til min næste?

Jeg skal være sindet imod ham på samme måde og ved al lejlighed bevise ham det samme, som jeg selv ville hændes og have.

Matt 7, 12. Aldeles som I vil, at menneskene skal gøre jer, således gører I og dem, for sådan er loven og profeterne.

 

149. Hvorledes kan jeg da efter denne regel finde, hvad ret eller uret er i omgang med min næste?

Når jeg sætter mig i næstens sted og betænker, om jeg af ham ville slås, bandes, bedrages, bestjæles, bagtales, og idet min egenkærlighed siger nej, er den mig en regel for kærlighed imod min næste, viser og, hvad godt jeg bør gøre ham i det ondes sted.

 

150. Hvem er da min næste?

Alle mennesker, være sig ædle eller uædle, kristne eller hedninger, onde eller gode, venner eller fjender, særdeles de vi ved at lide nød og kan hjælpe.

ApG. 17, 26. Al menneskenes slægt bor på den ganske jordens kreds af ét blod. Luk 10, 29.

 

*151. Er der da ingen forskel eller grad i den kærlighed, man skal have til sin næste?

Jo, for jo nærmere og mere min næste er forbunden med mig, enten i det legemlige ved slægtskab, svogerskab, venskab, naboskab og beviste velgerninger, eller i det åndelige ved fælles tro, håb, kærlighed og alvorlighed i at søge Guds rige, jo nøjere er jeg sådanne frem for andre forbunden til kærligheds øvelse.

Gal 6, 10. Den stund vi har tid, lader os gøre godt mod alle, men mest mod troens egne.

 

152. Er jeg da og skyldig at elske min fjende som mig selv?

Ja.

Matt 5, 44. Elsker jeres fjender, velsigner dem, som jer bander, gører dem godt, som jer hader, og beder for dem, som overfalder jer og forfølger jer, for at I skal vorde jeres faders børn, som er i himmelen.

 

*153. Må jeg da ikke hade en ugudelig?

Nej, jeg bør sørge for hans bedste såvel som for nogen andens, men dog vogte

Mig, at jeg ikke bifalder hans synd, og mest elske hans sjæl samt sørge for den.

 

*154. Er det nok, at vi med ord og miner beviser os kærlige imod vor næste?

Nej, gerning og sandhed må endelig komme dertil.

1 Joh 3, 18. Lader os ikke elske med ord, heller ikke med tunge alene, men med gerning og sandhed.

 

*155. Hvorfor skal vi elske vor næste?

For Guds skyld, som med sit ord og eksempel lærer os det.

1 Joh 4, 11. I elskelige, har Gud så elsket os, da er vi skyldige at elske hinanden.

 

156. Hvor forklares mig næstens kærlighed fremdeles?

I de syv sidste bud, som hører til den anden tavle.

 

157. Hvilket er det første bud i den anden tavle?

Det fjerde.

 

158. Hvorledes lyder det fjerde bud?

 

 

Det fjerde bud

Hædre din fader og din moder, at det kan gå dig vel, og du må længe leve på jorden.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke foragte vore forældre; og dem, som har at byde og råde over os, og ikke fortørne dem: men gøre dem ære, tjene, adlyde, agte og ære dem.

 

159. Hvad godt befales os i det fjerde bud?

At gøre vore forældre ære, tjene, adlyde og agte dem.

 

160. Hvad forbydes os i det fjerde bud?

At foragte og fortørne vore forældre.

 

161. Hvem forstås under faders og moders navn?

Først vore naturlige forældre, dernæst alle de, som på nogen måde har at byde og råde over os, som øvrighedspersoner, formyndere, husbonder, præster, skolemestre og deslige, som alle er forældre, hver efter sin stand.

 

*162. Hvor mange hovedstænder er der til?

Tre, nemlig:

1) Regeringsstanden, i hvilken konger, fyrster og andre øvrighedspersoner er forældre, men undersåtterne deres børn.

2) Lærestanden, i hvilken præster og skolemestre er forældre, men deres disciple og tilhørere børn.

3) Husstanden, i hvilken fader og moder, husbonder, hustruer, formyndere, velyndere og ærlige gamle folk bør agtes som forældre af børn, børnebørn, stedbørn, tjenestefolk, myndlinge og andre unge.

 

163. Hvorfor skal et barn, en tjener eller discipel ære disse forældre?

Fordi det er Guds Orden og tjener til deres egen velfærd.

 

164. Hvem har sat øvrighed over os?

Gud selv.

Rom 13, 1. Der er ingen øvrighed uden af Gud.

 

165. Er vi da for Guds skyld pligtige at adlyde endogså en ugudelig øvrighed?

Ja, det var en hedensk øvrighed, Peter ville, at de første kristne skulle være underdanige, da han sagde:

Vær underdanige al menneskelig orden for Herrens skyld. 1. Pet 2, 13.

 

166. Hvorledes bør undersåtterne forholde sig imod deres øvrighed?

1) Skal de villig adlyde dem.

Rom 13, 5. Så er det fornødent at være underdanige, ikke alene for vredens skyld, men også for samvittighedens skyld.

2) De skal ære dem.

Rom 13, 7. Giver den, som I er ære skyldige ære.

3) De skal bede for dem.

1 Tim 2, 1. Jeg formaner først for alle ting, at der gøres ydmyge begæringer, bønner, forbønner, taksigelser for alle mennesker, for konger og alle dem, som er ypperlige, at vi må leve et roligt og stille levned i al gudfrygtighed og ærbarhed.

4) De skal redelig betale dem skat, told og tiende.

Matt 22, 21. Så giver kejseren det, som kejserens er, og Gud, det Guds er.

 

*167. Er da toldsvig og deslige underslæb stor synd?

Ja visselig.

Rom 13, 6. 7. For derfor giver I dem og skat, fordi de er Guds tjenere, som bliver varagtige i det samme, giver derfor alle, hvad I er dem skyldige, den som I er skat skyldige, skat, den som told, told, den som frygt, frygt, den som ære, ære.

 

*168. Må man aldrig være øvrigheden ulydig eller forsømme dens befaling?

Aldrig uden der befales det, som er åbenbar synd imod Guds bud, for da bør man at adlyde Gud mere end menneskene. ApG. 5, 29.

 

169. Hvad er øvrighedens skyldighed imod undersåtterne?

At elske dem, søge deres timelige og evige velfærd, holde fred og god orden med at straffe det onde og belønne det gode.

Rom 13, 4. Han er Guds tjener dig til gode, men gør du det, som er ondt, da frygt dig, for han bærer ikke sværdet forgæves.

 

170. Af hvem er lærere og prædikanter forordnede?

Af Gud.

2 Kor 5, 20. Vi er sendebud i Kristi sted, ligesom Gud selv formaner jer ved os.

 

171. Bør tilhørere adlyde deres sjælesørgeres formaning?

Ja, visselig.

Hebr 13, 17. Lyd jeres ledsagere, og vær dem underdanige, for de våger over jeres sjæle som de, der skal gøre regnskab, at de gør det med glæde og ikke med suk, for det er jer ikke gavnligt.

 

*172. Skal man også adlyde og følge en ugudelig lærer?

Ikke hans gerninger, men vel hans ord, såfremt han bliver ved skriftens sandhed, hvilket må prøves efter eksemplet i Berøa.

ApG. 17, 11. 1 Joh 4, 1. Siden det hedder Matt 23, 2-3. På Moses stol sidder skriftkloge og farisæere. Alt det derfor, som de siger jer, at I skal holde, det holder og gører, men gører ikke efter deres gerninger, for de siger det vel, og gører det ikke.

 

173. Hvad er tilhørere deres lærere skyldige?

At elske, ære, adlyde, belønne dem og bede godt for dem.

Gal 6, 6. Den, som undervises i ordet, skal dele alle hånde godt med den, ham underviser.

 

174. Hvad er en lærers pligt mod sine tilhørere?

Af et kærligt, sagtmodigt og omhyggeligt hjerte at lære, formane og straffe, samt idelig at bede for dem og foregå dem med et godt eksempel.

1 Pet 5, 2-3; 1 Kor 1, 11; 1 Kor 4, 16.

2 Tim 4, 2. Prædik Ordet, hold ved i tide og i utide, overbevis, straf og forman med al langmodighed og lærdom.

 

175. Er en præst ikke sat til at trøste alle mennesker?

Nej, kun de bodfærdige. For de sikre er trøsten en sjælegift.

Ez 3, 18. Når jeg siger til den ugudelige: du skal visselig dø, og du ikke påminder ham, da skal den ugudelige dø i sin misgerning, men jeg vil kræve hans blod af din hånd.

 

*176. Hvilke er de falske profeter iblandt lærerne, som man skal vogte sig for?

Næst mange andre, som ikke kan opregnes, er fornemmelig, efter frelserens ord, de som gør himmelens vej bred og bedrager sjælene med saligheds håb, indtil de vågner i Helvede.

Matt 7, 14. 15. Den port er snæver og den vej er trang, som fører til livet, og de er få, som finder den. Men vogter jer for falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men er indvortes rivende ulve; af deres frugter skal I kende dem.

Es 3, 12. Mit folk, de som priser dig salig, de forfører dig.

 

177. Hvad er de naturlige forældres så og formynderes pligt imod de unge?

At bede for dem og bære omsorg for deres timelige, åndelige og evige velfærd.

Ef 6, 4. Opføder jeres børn i tugt og Herrens formaning.

 

178. Hvad skal da forældre gøre imod ulydige børn?

De skal straffe dem på en fornuftig og kærlig måde, ikke til forbitrelse, men til forbedring.

Ordsp. 13, 24. Den, som sparer sit ris, hader sin søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.

 

*179. Straffer Gud da de forældre, som lader børnene råde sig selv?

Ja, det ser vi i Elis eksempel. 1. Sam 2, 31.

 

*180. Kan man og straffe børnene for meget?

Ja.

Ef 6, 4. I fædre, opirrer ikke jeres børn.

 

181. Hvad er børnenes pligt imod forældrene?

Med hjerte, ord, gebærder og gerning at ære, elske, tjene og adlyde dem, endogså da, når børnene er myndige, vise, rige og anselige; samt og at bede for dem.

Sir. 3, 7. Ær din fader med gerning og ord, at velsignelse kan komme over dig fra ham.

v. 11. Kære barn, hjælp din fader i alderdom, og du skal ikke bedrøve ham, mens han lever.

v. 15. Den som forlader sin fader, han er som en gudsbespotter, og den som gør sin moder vred, er forbandet af Herren.

 

*182. Må et barn vel gifte sig uden sine forældres vilje og samtykke?

Nej, for det er at gøre dem stor bedrøvelse.

 

*183. Skal man da og adlyde forældrene i det, som ondt og syndigt er?

Nej.

Matt 10, 37. Hvo som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.

 

184. Hvad er husbonders og madmødres pligt imod deres tjenestefolk?

1) At give dem deres tilbørlige kost og løn i rette tid.

3 Mos 19, 13. Lad ikke daglønnerens arbejdsløn blive hos dig natten over indtil om morgenen.

2) At styre og regere dem med kærlig tålmodighed.

Ef 6, 9. Og I herrer gører de samme ting imod dem, og lader trussel fare, vidende, at og jeres egen herre er i himlene, og persons anseelse er ikke hos ham.

3) At antage sig deres legemlige nød, særdeles i sygdomstid, såvel som og deres åndelige ved undervisning, formaning og forbøn, som høvedsmanden af kapernaum gjorde, Matt 8, 6. 1 Mos 18, 19.

 

185. Hvad er tjenestefolks pligt imod deres husbonder og madmødre?

De bør elske, ære og adlyde dem, se i alle ting på deres bedste, være flittige og tro såvel i deres fraværelse som nærværelse samt flittigt bede for dem.

Ef 6, 5-8. I tjenere, lyder jeres herrer efter kødet med frygt og rædsel i jeres hjertes enfoldighed ligesom Kristus, ikke efter øjentjeneste, som I ville tækkes menneskene, men som Kristi tjenere, så I gør Guds vilje af hjertet, tjenende med en god vilje som Herren og ikke som menneskene, vidende, at hvad godt enhver gør, det skal han få med sig af Herren, hvad heller han er en tjener eller fri.

 

*186. Men hvad om husbonden er underlig at komme til rette med?

Så skal en kristelig tjener øve tålmodighed.

1 Pet 2, 18-19. 1 tjenere, vær herrerne underdanige i al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de fortrædelige, for det er en nåde, dersom nogen fordrager sorg for samvittigheds skyld til Gud, når han lider uret.

 

187. Må tjenestefolk af lydighed lade sig bruge til syndige gerninger?

Nej ingenlunde, for højt er herrebud, men højere er Guds bud.

ApG 5, 29. Man bør at adlyde Gud mere end menneskene.

 

188. Hvad lover Gud lydige børn og tjenere, som holder det fjerde bud?

Det skal gå dem vel, og de skal leve længe på jorden.

 

*189. Giver Gud da alle fromme mennesker et langt og lyksaligt levned?

Ja, dersom han finder det tjenligt til deres salighed, ellers ikke.

 

*190. Hvorfor lader han de ugudelige da også tit blive gamle?

Fordi han vil give dem desto mere tid og lejlighed til omvendelse.

 

*191. Straffer Gud da børnenes ulydighed, ligesom han belønner deres lydighed imod forældrene?

Ja, derpå har vi et stort eksempel i Absalon, Davids genstridige søn, som ved sit hår blev hængende i en eg, og gennemstukket med tre spyd. 2 Sam 18, 9-15.

 

 

Det femte bud

Du skal ikke slå ihjel.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ikke skade vor næstes legeme og ikke gøre ham uret derpå; men hjælpe ham og stå ham bi i al livsfare.

 

192. Hvad ondt forbydes i det femte bud?

Alle hånde mord og manddrab, som ikke sker efter øvrighedens dom og befaling, men af egen hævngerrighed.

 

193. Hvor mange slags mord er der til?

To slags, nemlig det grove, ved virkelig gerning, og det finere, ved hjertets had, mundens ord og ansigtets miner.

 

194. Hvorledes slår man sin næste ihjel ved gerning?

1) Enten på engang med slag, stik, skud, forgift og deslige.

1 Mos 9, 6. Den som udøser menneskets blod, ved mennesker skal hans blod udøses.

Eller og det kan ske

2) Langsomt og hemmeligt, ved at påføre næsten stor hjertesorg eller unddrage ham hans næring.

Sir. 34, 23. Den som borttager næring, han dræber sin næste, og den som berøver en daglønner sin løn, udgyder blod.

 

195. Men når man ikke skiller sin næste ved livet, kan man dog dræbe ham med et hadsk hjerte og hård mund?

Ja, det lærer Jesus Matt 5, 21. 22, hvor han forklarer dette buds åndelige forstand:

I har hørt, at der er sagt af de gamle: du skal ikke ihjelslå, men den som ihjelslår, skal være skyldig for dommen; men jeg siger jer, at hver den, som er vred på sin broder uden skyld, skal være skyldig for dommen, men hver, som siger til sin broder: raka, skal være skyldig for rådet, men den som siger: du dåre, skal være skyldig til Helvedes ild.

 

196. Er da et hadsk og hævngerrigt menneske en morder?

Ja visselig, for Gud anser hjertet mere end hånden.

1 Joh 3, 15. Hver, som hader sin broder, er en manddræber, og I ved, at ingen manddræber har det evige liv blivende i sig.

 

197. Er en skændegæst, som udøser grumme, bitre og bespottelig ord, også en morder?

Ja, Jesus kalder det en synd, som fortjener Helvedes ild, og David siger Sl 64, 4:

De skærper deres tunge som et sværd, og spænder bue og skyder deres pil, som er et bittert ord.

 

198. Er da bitterhed, arrighed og ondskab sådan farlig synd?

Ak ja; hvor den hersker, der er nådens ånd og Jesu venlige sind ikke.

Ef 4, 31. 32. Al bitterhed og hastighed og vrede og skrig og bespottelse blive langt fra jer med al ondskab; men vær fromme mod hinanden, godhjertede, så I tilgiver hinanden, ligesom og Gud har tilgivet jer i Kristus.

 

199. Hvad skal da en vredagtig gøre for at styre og dæmpe sit heftige sind?

Han skal væbne sig med Kristi kærlige sind, våge over hver tanke, bede, at han ikke må falde i fristelse, og selv vogte sig for lejlighed til fristelse.

 

*200. Er da slet ingen slags vrede tilladt?

Ingen vrede mod personer, men vel mod synd og ondskab, hvilken rette vrede kaldes nidkærhed og går af kærlighed til Gud og næsten.

Jak. 1, 19. 20. Sl 119, 139. Ef 4, 26.

 

*201. Kan man og dræbe sin næste på sjælens vegne?

Ja ved forførelse og forargelse.

Matt 18, 6. Den som forarger en af disse mindste, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var nedsænket i havets dyb.

 

202. Må man da tage livet af sig selv?

Nej, det er at dræbe legeme og sjæl tillige, og lukke nådens dør til, ligesom judas, det fordærvelsens barn.

 

203. Hvad godt befales os i det femte bud?

1) At hjælpe og stå vor næste bi i al livsfare.

1 Joh 3, 17. Den som har verdens gods og ser sin broder have behov og lukker sit hjerte for ham, hvorledes bliver Guds kærlighed i ham?

2) At omgås venligt og sagtmodigt med vor næste.

Matt 5, 5. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

3) At sørge for vor næstes sjæl, når vi ser den i evig dødsfare, så vidt vi som åndelige præster kan befordre den til salighed ved kærlig advarsel og formaning.

Jak. 5, 19. 20. Brødre! Dersom nogen iblandt jer farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, den vide, at hvo som har omvendt en synder fra sin vejs vildfarelse, han skal hjælpe en sjæl fra døden og skjule synders mangfoldighed.

 

*204. Hvem var den første morder?

Kain, som slog sin broder Abel ihjel af misundelse.

 

*205. Er og ubarmhjertighed mod de umælende skabninger synd?

Ja.

Ordsp. 12, 10. Den retfærdige kender med omsorg sit dyrs liv, men de ugudeliges barmhjertigheder er som den grummes.

 

 

Det sjette bud

Du skal ikke bedrive hor.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: leve et kysk og tugtigt levned, intet utugtigt enten sige eller gøre, hver elske og agte sin hustru.

 

206. Hvad er ægteskab?

Den ældste stand og orden, indstiftet i paradis af Gud selv, som ville, at mand og kvinde skal være ét kød.

 

207. Er da denne stand ikke syndig og vanhellig?

Nej, når den kun holdes efter Guds Orden og vilje.

Hebr 13, 4. Ægteskabet være hæderligt hos alle, og sengen ubesmittet.

 

*208. Til hvilken ende har Gud indstiftet ægtestanden?

1) Til det menneskelige køns forplantning.

1 Mos 1, 28. Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder jorden.

2) Til de onde lysters afværgelse.

1 Kor 7, 2. For adskillig skørlevneds skyld har hver mand sin egen hustru, og hver hustru sin egen mand.

3) Til indbyrdes hjælp, trøst og rådføring.

1 Mos 2, 18. Gud Herren sagde: det er ikke godt, at mennesket er for sig alene, jeg vil gøre ham en hjælp ligesom for ham.

 

209. Hvorledes skal en ægtemand forholde sig imod sin hustru?

Han skal trolig elske, ære, styre, regere og forsørge hende, så og med tålmodighed bære hendes skrøbelighed, bede for hende og søge hendes sjæls salighed.

Kol 3, 19. I mænd, elsker jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem. 1 Kor 7, 16.

 

210. Hvorledes skal en ægtehustru forholde sig imod sin mand?

Hun skal være ham underdanig i kærlighed, troskab og omhyggelighed for husvæsenet, bede for ham og søge hans sjæls salighed.

1 Mos 3, 16. Din attrå skal være til din mand, men han skal herske over dig.

1 Kor 7, 34. Den, som er gift, har omhyggelighed for det, som hører verden til, hvorledes hun kan behage manden. 1 Kor 7, 16. 1 Pet 3, 1.

 

211. Hvad er fromme enkers og faderløses trøst?

Den himmelske faders særdeles nådige omhu og forsvar.

Sl 68, 6. Herren er de faderløses fader og enkers dommer.

Se mere 2 Mos 22, 22. 24. 5 Mos 27, 19. Sir. 35, 14. 15. osv.

 

212. Hvad er fromme enkers pligt?

At leve ærbart og andægtigt.

1 Tim 5, 5-6. Den, som er en ret enke og er sat i enlighed, har sat sit håb til Gud og bliver i ydmyge begæringer nat og dag, men den, som er vellystig, er levende død.

 

213. Hvad ondt forbydes os i det sjette bud?

Horeri, ukyskhed, blodskam, dyrisk utugt, legemets besmittelse, ægtestands foragt, lyst til fremmed dejlighed og alle hånde urenlighed i tanker, ord, gebærder og gerninger, både i og uden ægteskab.

 

214. Hvad er horeri i tanker?

Urene og letfærdige begæringer som ikke er skjulte for Gud, der kender hjertet.

Matt 5, 28. Jeg siger jer, at hver den, som ser på en kvinde at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.

 

215. Hvad er horeri i ord?

Al liderlig og ublufærdig tale, liderlige bøger, romaner, viser og sange, gækkeri og narreri, som går ud på utugt eller i det mindste strider imod ret kristen alvorlighed.

Ef 4, 29. Ingen slem snak udgå af deres mund.

Ef 5, 3. 4. 5. Horeri og al urenlighed eller gerrighed nævnes end ikke iblandt jer, som det bør de hellige, og slemhed og gækkelig snak og letfærdig skæmt, hvilke ikke sømmer, men hellere taksigelse; for det må I vide, at ingen skørlevner eller uren eller gerrig, hvilken er en afgudsdyrker, har arv i Kristi og Guds rige.

 

216. Hvad er horagtige gebærder?

Alle hånde udvortes tegn, som forråder et ublu hjerte, være sig øjnenes og ansigtets miner, legemets uanstændige blottelse, uanstændig klædedragt, letfærdig kyssen, dansen, springen og deslige.

Sir. 26, 10-12. Hold stærk vagt over en ublufærdig datter, at hun ikke skal bruge sin vilje, når hun finder efterladelse dertil. Giv vel agt efter et uforskammet øje, og forundre dig ikke, om hun forser sig imod dig. Sir. 9, 7. 11.

 

*217. Er da utugtige ord og gebærder så stor synd?

Ja, ikke alene i sig selv er de for kristne meget uanstændige, men også drager de farlige virkninger efter sig og tjener til ydermere at opvække den onde lyst, indtil samme frembryder i gerningen.

Jak. 1, 14. 15. Hver fristes, når han drages og lokkes af sin egen begærlighed. Derefter, når begærligheden har undfanget, føder den synd, men når synden er fuldkommen, føder den død.

 

*218. Hvad gør denne synd afskyelig og strafværdig frem for andre?

At den besmitter og fordærver tillige både sjæl og legeme, som skulle være Guds tempel, men bliver den urene ånds bolig.

1 Kor 6, 15-18. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer af? Det være langt fra. Eller ved I ikke, at den som bliver ved skøgen, er ét legeme med hende? For de to skal være, siger han, til ét kød; men den som bliver ved Herren, er én ånd med ham. Flyr skørlevned. Al synd, som mennesket gør, er uden legemet, men den som bedriver skørlevned, synder imod sit eget legeme.

 

219. Hvad befales i det sjette bud?

At bevare både legeme og sjæl i sand kyskhed, enten man er gift eller ugift, så man altid må være skikket til omgang med Gud.

Matt 5, 8. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

 

220. Hvad middel skal man bruge for at bevare sig for ukyskhed?

Når ånden er villig, men kødet dog skrøbeligt, skal man våge og bede og dernæst vogte sig for alt det, der optænder de onde lyster.

 

221. Hvad er det da, som optænder de onde køds lyster?

Særdeles frådseri og drukkenskab.

 

222. Er da frådseri og drukkenskab så farlig og stor synd?

Ja visselig, for de udelukker os fra Guds rige, lige så vel som hor, mord eller tyveri.

Gal 5, 19-21. Kødets gerninger er åbenbare, som er hor, skørlevned, urenhed, uterlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, nid, vrede, trætte, tvedragt, partier, had, mord, drukkenskab, frådseri og sådanne som disse: om hvilke jeg siger jer forud, som jeg og før sagde, at de, som gør sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.

Luk 21, 34. Vogter jer selv, at jeres hjerter ikke nogen tid besværes med frådseri og drukkenskab.

 

223. Men skulle det være så farligt af og til at drikke sig en rus, når man dog ikke gør daglig håndværk deraf?

Ja, når det sker med forsæt, er det altid en fordømmelig synd, som aldrig kan bestå med Guds nåde og saligheds håb.

 

224. Men om man er så stærk i hovedet, at man kan tåle meget, må man da ikke drikke meget?

Nej, intet enten æde eller drikke over nødtørft. Se 1 Pet 4, 3, hvor der gøres forskel på fylderi og drukkenskab, og dog agtes såvel det første som det sidste for en hedensk synd.

 

225. Hvad er der mere, som kan friste til ukyskhed?

Ørkesløshed, liderligt selskab, romaner og løsagtige elskovsbøger eller billeder, letfærdige lege, dans, skuespil og alt det, som føder øjenslyst, kødslyst og et overdådigt levned.

 

226. Hvad for gode tanker kan være bekvemme til at dæmpe de kødelige fristelser?

At man ihukommer den allerhelligste Guds åsyn og nærværelse, den korsfæstede Jesus i sin legemlige pine, de fordømtes gruelige smerte i Helvede, og den urene synds korte glæde efter det bekendte vers: Du skal og ikke bedrive hor, det mon så mangen dåre, ukyskheds synd den snart forgår, men pinen længe varer.

 

*227. Hvem har således bevaret sin kyskhed imod anfægtelse?

Josef, da han sagde til Potifars hustru:

Hvorledes skulle jeg gøre denne store ondskab og synde imod Gud? 1 Mos 39, 9.

 

 

Det syvende bud

Du skal ikke stjæle.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke tage andres gods og penge fra dem med vold og heller ikke tilvende os dem med falske varer eller nogen svig; men befordre andres gavn, dem dertil beskærme og forsvare.

 

228. Hvad ondt forbydes i det syvende bud?

At stjæle eller begå tyveri.

 

229. Hvad er det at stjæle?

Det er at skille næsten ved noget, endog det allermindste af hans gods, imod hans vilje.

 

230. Sker det på mere end én måde?

Ja, enten med vold eller list.

 

231. Hvem stjæler med vold?

De grove tyve, som foruden mindste rettens skin borttager fremmed gods, ligesom det var deres eget.

Ef 4, 28. Den som har stjålet, stjæle ikke mere, men arbejde hellere.

 

232. Hvem stjæler med list?

Det gør alle de, som enten tager eller og tilbageholder næstens gods på en fin og hemmelig måde, hvilket kan være mange slags, for enhver tyv har sine underfundige trækker og rænker.

 

233. Sig mig nogle af de almindeligste tyverænker?

En hemmelig tyv for verden, skønt åbenbar i Guds øjne er

1) Den købmand, som i køb og salg foruretter sin næste således, at han ikke får fuld værdi for sit, enten at varerne, vægten, målet eller pengene er ringere, end næsten ved af at sige, hvilket ikke er at elske sin næste som sig selv.

1 Thess 4, 6. Ingen skal undertrykke eller forfordele sin broder i handelen, for Herren er hævner over alt dette.

3 Mos 19, 35. I skal ikke gøre uret i dommen, i målet, i vægten og i måden. Ret vægt, rette pundstene skal være hos jer.

2) Den tjener, håndværksmand eller daglønner er en tyv, som for fuld betaling ikke gør fyldest i arbejdet eller slår noget under.

2 Thess 3, 30. Dersom nogen ikke vil arbejde, han æder heller ikke.

Så og den husbond, som for tro tjeneste ikke giver tilbørlig kost og løn.

Jak. 5, 4. Se, arbejdernes løn, som høstede jeres land, som blev forholden af jer, skriger, og høstfolkenes megen råb er kommen ind for den herre Zebaoth øren.

3) Den ågerkarl er en tyv, som med ubillige renter udsuger sin trængende næste.

3 Mos 25, 36. Du skal ikke tage åger eller overgift af din broder, men du skal frygte for din Gud, at din broder kan leve med dig.

4) Den skyldner er en tyv, som kan betale sin gæld, men vil ikke, og ved forsætlig bankerot eller anden underslæb holder fremmed gods hos sig.

Sl 37, 21. En ugudelig tager til låns og vil ikke give igen.

5) Den dommer eller anden øvrighed er en tyv, som misbruger sin magt til at udsuge næsten eller og lader sig bestikke for at bøje retten.

Ordsp. 17, 23. En ugudelig tager gave af skødet til at bøje rettens stier.

6) Den underdaner er en tyv, som besviger kongens told, tiende, skatter eller deslige.

Rom 13, 7. Så giver nu hver mand, hvad I er skyldige, den skat, som I er skat skyldige, den told, som told.

7) Endelig er og alle de tyve, som søger at nære sig af andres skade, af voveligt lykkespil, enten de vinder eller taber, eller af unyttige kunster og modvilligt tiggeri.

2 Thess 3, 11. 12. Vi hører, at nogle omgås iblandt jer uskikkelig, som arbejder ikke, men driver ufornøden handel. Men sådanne byder vi og formaner ved vor herre Jesus Kristus, at de arbejder med stilhed og æder deres eget brød.

 

234. Er alle disse tyve i en fordømmelig tilstand?

Ja visselig, endskønt de ikke alle bliver hængte, så kommer de dog alle i Helvede, uden de alvorlig omvender sig.

1 Kor 6, 10. Farer ikke vild, hverken tyve, eller gerrige, eller drankere, eller skændegæster, eller røvere skal arve Guds rige.

 

235. Hvad skal da en tyv gøre, som vil omvende sig og søge nåde hos Gud?

Når han lader af at stjæle, skal han også lade af at eje og beholde det, han har stjålet, så han erstatter og gengiver enhver sit, om han endnu formår det.

2 Mos 22, 3. Tyven skal aldeles gøre vederlag.

Luk 19, 8. Dersom jeg har bedraget nogen noget fra, da giver jeg det fire fold igen.

Tob. 2, 18. Giv det ejermændene igen, for vi må ikke æde det, som er stjålet.

 

*236. Men hvad om den rette ejermand eller hans arvinger ikke er at finde?

I sådant fald, men ikke før, må stjålet gods gives de fattige.

Luk 16, 9. Gører jer venner af den uretfærdige mammon, at når jer fattes, de skal modtage jer i de evige boliger.

 

237. Kan præsten ikke afløse mig fra den synd, endskønt jeg beholder det uretfærdige?

Nej ingenlunde; for afløsningen for Gud gælder kun de sande bodfærdige, og så længe en tyv beholder det stjålne, er han ikke bodfærdig.

 

238. Er det og synd at stjæle en ringe ting?

Ja, det er en stor synd imod Gud at ville overtræde hans bud for en ringe tings skyld, dog er det større synd imod næsten, når man stjæler ham mere fra.

 

*239. Er det synd at stjæle fra en rig?

Ja dette bud har slet ingen undtagelse, og næstens rigdom gør ikke min uret til ret.

 

240. Er det synd at hæle med en tyv?

Ja, det er at gøre sig delagtig i fremmede synder.

Ordsp. 29, 24. Den som deler med en tyv, hader sin sjæl.

 

*241. Kan og nogen stjæle fra sig selv?

Ja, for det sker

1) Ved ødselhed og ørkesløshed.

Ordsp. 23, 21. En dranker og en frådser skal blive arm, og søvn skal gøre, at en bærer revne klæder.

2) Ved karrighed imod sit eget legeme.

Sir. 14, 5. 6. Den som er sig selv ond, hvem skulle han være god? Og han skal jo ikke blive glad af sine penge. Der er ingen værre end den, som er nidsk imod sig selv, og det er hans ondskabs vederlag.

 

242. Kan da ikke enhver gøre med sit gods, hvad han vil?

Nej, for vi er husholdere over Guds gaver, og skal en gang gøre regnskab derfor. Luk 16, 12.

 

243. Hvad godt befales i det syvende bud?

At vi skal befordre vor næstes gavn.

 

244. Hvorledes befordrer vi vor næstes gavn i næringssager?

Når vi låner ham noget af vort gods eller og giver ham en almisse, om han har den behov.

1 Joh 3, 17. Dersom nogen har denne verdens gods og ser sin broder have behov og lukker sit hjerte for ham, hvorledes bliver Guds kærlighed i ham.

Hebr 13, 16. Glemmer ikke at gøre vel og meddele, for sådanne ofre behager Gud vel.

 

*245. Hvem kan og skal hjælpe den trængende næste?

Fornemmelig de rige og ellers enhver, som har noget over dagligt behov.

1 Tim 6, 17-19. Forkynd dem, som er rige i den nærværende verden, at de gører godt, bliver rige i gode gerninger, gerne give, meddele, samle sig selv som et liggendefæ, en god grundvold til det tilkommende gode, at de kan fatte det evige liv.

 

246. Hvorledes skal man give almisse?

Efter sin evne af et kærligt hjertelag.

Tob. 4, 9. Som du har efter mangfoldighed til, så gør almisse deraf; har du lidet, så frygt dig dog ikke at gøre almisse efter det lidet.

 

247. Straffer Gud de ubarmhjertige?

Ja.

Jak. 2, 13. Der skal gå en ubarmhjertig dom over den, som ikke gør barmhjertighed.

Sl 41, 1. Salig er den, som handler forstandigt med den ringe, Herren skal redde ham på en ond dag.

 

 

Det ottende bud

Du skal ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke falskelig bedrager andre, ikke forråde andre, ikke bagtale andre, ikke berygte andre; men dem undskylde, mene og tale vel om dem, tage alle ting i den bedste mening.

 

248. Hvad ondt forbydes i det ottende bud?

At sige falsk vidnesbyrd imod sin næste.

 

249. Hvad er et falsk vidnesbyrd?

Al usandfærdig og ukærlig tale om næsten i eller uden retten.

 

*250. Hvorledes siges falsk vidnesbyrd i retssager?

1) Når anklageren gør løgnagtig beskyldning.

Ordsp. 19, 5. Hvo fortrædelig taler løgn, skal ikke undkomme.

2) Når vidnet stadfæster løgn.

Ordsp. 19, 5. Et falsk vidne bliver ikke ustraffet.

3) Når forsvareren forsvarer løgn imod sin samvittighed.

2 Mos 23, 1. Du skal ikke optage falsk kæremål, at du ikke gør den, som har uret, bistand, at være et falsk vidne.

4) Når dommeren forsætligvis eller af uskønsomhed dømmer løgn at være sandhed og ret at være uret.

Ordsp. 17, 15. Hvo som siger en ugudelig at have ret og fordømmer en retfærdig, de er begge Herren en vederstyggelighed. 2 krøn. 19, 6-7; Ef 10,1-2.

 

*251. Må kristne nok føre processer imod hinanden?

I vigtige sager og i yderste nødsfald må de tage deres tilflugt til dommerembedet, som er Guds Orden, og klage deres nød uden had til modstanderen, men for en ringe sags skyld at yppe trætte, så og overalt at bevise sig egensindig og hævngerrig, er meget ugudeligt.

1 Kor 6, 7. Så er jo nu aldeles en fejl iblandt jer, at I har sager imod hinanden. Hvi lider I heller ikke uret? Hvi lader I jer heller ikke berøve? Ordsp. 20, 22. Matt 5, 39. Rom 12, 19.

 

252. Hvorledes siges falsk vidnesbyrd uden for retten?

Når man sætter sin næste en løgn på og fører ham falskelig i et ondt rygte.

Sir. 5, 16. Lad dig ikke kaldes en øretuder og forråd ingen med din tunge.

 

253. Men må man ikke sige det onde om næsten, som er sandt?

Nej, ikke uden det allerede er åbenbart for hver mand, og endda bør man ikke søge sin fornøjelse deri, som er ukærligt.

 

254. Hvorledes kan man forråde sin næste?

1) Når man åbenbarer det, han hemmelig har betroet os.

Ordsp. 11, 13. En bagvasker åbenbarer hemmeligt råd, men den, som er trofast i sin ånd, skjuler sagen.

2) Når man udstrør hans skjulte fejl til hans skade og andres forargelse.

Sir. 19, 7. 8. Igentag ikke ord nogen sinde. Du skal hverken fortælle ven eller uven andres levned, og uden det er dig synd, da åbenbar det ikke.

 

*255. Må man da ikke angive næstens synd for øvrigheden eller præsten?

Jo, når det sker af kærlighed og omsorg for næsten, og til synd at afvende, såsom da Josef førte sine brødres synder for deres fader. Se og Matt 18, 17, hvor Kristus befaler at sige menigheden sin næstes synd, når hemmelig advarsel ikke vil frugte. Men når det sker af hævn eller sladderagtighed, er det synd.

 

256. Kan man og på andre måder forsynde sig i at tale?

Ja, alle unyttige ord er syndige.

Matt 12, 36. Jeg siger jer, at menneskene skal på dommens dag gøre regnskab for ethvert unyttigt ord, som de har talt.

 

257. Hvad godt befales i det ottende bud?

At undskylde, mene og tale vel om vor næste og tage alting i den bedste mening.

 

*258. Kan man da have gode tanker om alle mennesker?

Når de ikke ved kendelige kødets gerninger forråder deres indvortes ondskab, må man efter kærlighed håbe det bedste og ikke fatte mistanke eller ond grund til nogen.

1 Kor 13, 5-7. Kærlighed tænker ikke ondt, den fordrager alle ting, tror alle ting, håber alle ting.

Men når ondskaben er åbenbar, må man ikke kalde den god.

Es 5, 20. Ve dem, som siger om det onde godt.

 

259. Bør man og undskylde sin næste, når andre fortaler ham?

Ja, om man med sandhed kan, særdeles når han ikke selv er til stede og kan redde sig.

Sir. 6, 6. En sød strube gør sig mange venner.

1 Pet 4, 8. Kærlighed skal skjule synders mangfoldighed.

 

 

Det niende bud

Du skal ikke begære din næstes hus.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke med svig eller list ville komme til vor næstes arv eller gods, og ikke tilvende os det, endog der kunne synes nogen ret at være på vor side, men hellere hjælpe ham, at han må beholde sit ubeskåret.

 

260. Hvad ondt forbydes i det niende bud?

De syndige lyster og begæringer, særdeles efter fremmed gods.

 

261. Lyder ikke det tiende bud næsten ligeså?

Jo?

 

 

Det tiende bud

Du skal ikke begære din næstes hustru, eller svend, eller pige, eller okse, eller asen, eller noget af alle de ting, som ham tilhører.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke ville tilvende os vor næstes hustru eller tjenere eller fæ med nogen underfundighed, ikke at skille andre af med den, enten med vold eller nogen list, men heller påminde og tilråde, at de bliver til stede i den tjeneste, som de er deres herrer skyldige.

 

262. Hvad forskel er der vel imellem det niende og tiende bud?

Forskellen består ikke så meget i de begærede ting, som i begæringens eller lystens måde.

 

263. Hvor mange slags ond lyst er der da?

To slags.

1) En arvelig eller oprindelig lyst, som er den fordærvede natur selv eller tilbøjelighed til det onde.

2) En gørlig eller virkelig lyst, som oprinder af arvelysten ligesom en frugt af sin rod og af menneskets vilje enten antages og vedligeholdes eller modstås og dæmpes.

Jak. 1, 14. 15. Hver fristes, når han drages og lokkes af sin egen begærlighed: derefter når begærligheden har undfanget, føder den synd, men når synden er fuldkommen, føder den død.

 

264. Hvor forbydes den virkelige lyst?

I det niende bud, hvilket i 5 Mos 5, 21, udtrykkes således: lad dig ikke lyste, det er: lad din vilje ikke hendrages af de onde begærligheder, som bor i dig.

 

265. Hvor forbydes den arvelige lyst?

I det tiende bud, hvilket udtrykkes således: du skal ikke begære, det er: der skal ingen ond begærlighed være i dit hjerte. Du skal ingen arvelig synd have.

 

266. Findes vel noget menneske på jorden, som ingen arvelig ond begærlighed har?

Nej.

1 Joh 1, 8. Dersom vi siger, vi har ikke synd, da forfører vi os selv, og sandheden er ikke i os.

 

267. Fordømmer da den arvelige lyst Guds troende børn, som føler den til deres bedrøvelse?

Nej, hos dem har synden tabt sin fordømmende kraft, fordi de er i Kristus og står ikke længere blotte for Guds retfærdighed.

Rom 8, 1. Så er nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.

 

268. Men hvad, om et menneske følger sin arvelige lyst med virkelig lyst, vilje og behag?

Hvor denne virkelige lyst hersker, der hersker ikke Kristi nåde, og altså er man under forbandelsen.

Rom 8, 13. Lever I efter kødet, da skal I dø, men dræber I legemets gerninger ved ånden, da skal I leve.

 

269. Er da en ond lyst synd, endskønt den bliver i forsættet og kommer ikke videre?

Ja, hos Gud er viljen antagen i gerningens sted.

Matt 5, 28. Hver den, som ser på en kvinde osv.

 

270. På den måde kan man da overtræde alle Guds bud med blotte tanker og begæringer?

Ja visselig, for Guds lov er åndelig, og hvem som vil adlyde de andre bud, må idelig våge over sit hjerte efter disse sidste bud, der er som nøglen til den hele lov.

 

271. Er da al lyst og begæring ond?

Der er en uskyldig begærlighed i sjælen efter legemets fornødenheder, som lyst til at æde, drikke, sove, bevæge sig og deslige; den var hos mennesket i uskyldigheds stand og er så vidt ikke syndig.

 

272. Men kommer der dog ikke mangfoldige synder af sådanne naturlige begærligheder?

Jo visselig, og det volder naturens dybe fordærvelse, som vil blande sig i alle ting og gøre den ordentlige lyst uordentlig, umådelig, uren, hvis vi ikke nøje våger og strider derimod.

 

*273. Hvilke er de syndige ting, som mest drager begærligheden til sig?

De er

1) De overflødige, overdådige og vellystige ting.

1 Pet 2, 11. Holder jer fra kødelige begæringer, som strider imod sjælen.

2) De fremmede ting, som Gud ikke har givet mig, men min næste, og jeg derfor ikke må misunde ham, såsom hans hustru, svend, pige eller noget af alt det, ham tilhører.

 

*274. Men kan jeg ikke nok begære noget af min næstes gods foruden misundelse eller uret?

Jo, for betaling må jeg begære en købmands vare, såsom Abraham begærede at købe en ager.

1 Mos 23, 4. Men med rettens falske skin, svig eller magt må jeg ikke begære at drage min næstes gods til mig, som akab begærede Nabots vingård. 1 Kong 21, 2.

 

275. Hvad godt befales nu i det niende bud?

At vi skal våge over og stride imod hjertets onde lyster.

 

276. Hvad godt befales i det tiende bud?

At vi ikke engang skal have den ringeste onde begærlighed i hjertet.

 

*277. Hvortil tjener da det tiende bud, som kræver af mennesker en ganske fuldkommen uskyldighed, der dog er umulig?

Det viser

1) Guds fuldkomne retfærdighed, som ikke taber sin fordring og tiltale, endskønt samme er over de faldne menneskers kræfter.

2) At Gud ikke er årsag til menneskets fald, for da kunne han ikke forbyde dets frugter.

3) At alle, endogså de helligste mennesker, er i grunden syndere, som ikke kunne bestå for Gud med deres egen retfærdighed, for om de end ved Guds nåde overvandt alle virkelige synder og lyster, så bliver dog den arvelige synd dem til en ydmygelses årsag.

 

278. Hvad siger Gud om alle disse bud?

Jeg er Herren, din Gud, en stærk, nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes ondskab på børnene i tredje og fjerde led iblandt dem, som hader mig: og gør miskundhed på mange tusinder mod dem, som elsker mig og holder mine bud. 2 Mos 20, 5-6.

Det er:

Gud truer her hårdt alle dem, som disse bud krænker og overtræder. Derfor skal vi frygte for hans vrede og holde disse bud. Derimod lover han dem også nåde og alt godt, som holder disse bud. Hvorfor det er billigt, at vi elsker og forlader os på ham og følger hans befalinger.

 

279. Hvad er det korteste indhold af disse ord?

To årsager, som skal bevæge os til at holde Guds bud eller sky det onde og gøre det gode.

 

280. Hvilken er den første årsag?

Guds retfærdige vrede og nidkærhed, som truer at straffe alle modvillige overtrædere.

 

281. Hvilken er den anden årsag?

Guds faderlige nåde og barmhjertighed, som lover at gøre godt mod dem, der holder hans bud.

 

282. Hvad er overtrædelse eller synd?

Alt det, der strider mod Guds bud.

 

283. Hvor mange slags er synden i almindelighed?

To slags, den arvelige og gørlige.

 

284. Hvad er den arvelige synd?

Naturens vanart, dybe fordærvelse og onde tilbøjelighed, om hvilken er handlet ved det tiende bud.

 

285. Hvorfor kaldes den arvelig?

Fordi den er os medfødt som et ondt arvegods af Adam.

Rom 5, 12. Synden kom ind i verden ved et menneske.

Sl 51, 7. Se, jeg er født af misgerning, og min moder har undfanget mig i synd.

 

286. Hvad er den gørlige synd?

Alle onde tanker, ord og gerninger, der ligesom en ond frugt frembryder af arvesyndens onde rod.

 

287. Er det lige så vel synd at forsømme og efterlade det gode som at gøre det onde?

Ja visselig.

Jak. 4, 17. Den som ved at gøre godt og gør ikke, ham er det synd.

 

288. Hvor mange slags er den gørlige synd i særdeleshed?

To slags, nemlig skrøbeligheds synd og ondskabs synd.

 

289. Hvad er skrøbeligheds synd?

Når en sand kristen, som af hjertet er alle synders fjende, forser sig af uvidenhed, ubetænksomhed, overilelse eller deslige, men mærker straks sin synd ved åndens tugtelse i samvittigheden, fortryder den hjertelig, af beder den hos Gud og tragter desto mere efter forbedring.

Gal 6, 1. Dersom et menneske bliver overilet i nogen brøst, hjælper sådan en til rette med sagtmodigheds ånd.

Jak. 3, 2. Vi falder alle i mange stykker. 1. Joh 1, 8.

 

290. Hvad er ondskabs synd?

Når et menneske med vidende, vilje og velbehag gør det onde eller efterlader det gode og fremturer deri.

1 Joh 3, 8. 9. 10. Den som gør synd, er af Djævelen, for Djævelen synder af begyndelsen: dertil er Guds søn åbenbaret, at han skulle løse Djævelens gerning. Hver den, som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er født af Gud. Deri er Guds børn og Djævelens børn åbenbare, hver den, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, og den som ikke elsker sin broder. Joh 8, 34. 2 Pet 3, 3. 4 Mos 15, 30.

 

291. Ligger der og nogen magt på at kende denne forskel imellem skrøbeligheds og ondskabs synder?

Ja, stor magt, for just deraf kommer allerstørste sikkerhed, at man ikke gør sådan forskel, så kan og deraf rejse sig ufornøden ængstelse.

 

292. Hvorledes kan deraf komme sikkerhed?

Således, at den, der lever i ondskabs synd, trøster sig ved, at alle mennesker er syndere.

 

293. Er det ikke sandt, at de er alle syndere?

Jo visselig, men med stor forskel, som foran er vist.

 

294. Sig mig den forskel endnu med andre ord, fordi sagen er så vigtig!

Forskellen er så stor som på nat og dag, for Guds børn har vel svagheds synd, føler synd, lider synd, overiles af synd imod deres vilje, og aflægger daglig jo mere og mere deres syndige fejl og brøst, hvilken er dem meget smertelig, så de dog vandrer efter ånden og sigter til fuldkommenheds mål. Men verdens og Djævelens børn gør synd, lægger vind på synd, glæder sig i synd, ja synder på nåde og vandrer således efter kødet, hvorfor de skal dø.

 

295. Begår da et Guds barn aldrig nogen ondskabs synd?

Nej, det kan umulig bestå med hans nådestand og nye fødsel, så længe som han deri bliver bestandig, men falder han ved forsætlig synd deraf, så er han ikke længere et Guds barn.

1 Joh 3, 9. Hver den som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde.

 

*296. Men fordi Guds børn dog har syndig fejl og brøst tilovers, kan samme da ikke fordømme dem?

Nej, aldeles ikke. Vel var deres mindste synder fordømmelsen værd, men deres samfund med Kristus befrier dem derfra.

Rom 8, 1. Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, der ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.

 

297. Skader da skrøbeligheds synd en kristen slet intet?

Jo, den formindsker nåden, hindrer den sønlige ånds dristighed i omgang med Gud og baner altså vej til affald i ondskabs synder.

 

298. Hvad virker ondskabs synd?

Den fordømmer alle sine elskere, gør en bedrøvet skilsmisse mellem Gud og dem, ja gør dem Djævelen lige både her og hisset.

1 Joh 3, 8. Den som gør synd, er af Djævelen.

1 Kor 6, 9. Ved I ikke, at de uretfærdige skal ikke arve Guds rige? Farer ikke vild, hverken skørlevnere, eller afgudsdyrkere, eller horkarle, eller blødagtige, eller de, som synder imod naturen, eller tyve, eller gerrige, eller drankere, eller skændegæster, eller røvere skal arve Guds rige.

     

299. Er én eneste af disse eller andre ondskabs synder nok til at fordømme mennesket?

Ja, for endskønt et menneske kun begår en eller anden vis synd, som han fristes af eller får lejlighed til, så dog viser den ene herskende synd hans uomvendte tilstand, og at han i sit hjertes grund er en gudsforagter.

Jak. 2, 10. For den som holder den ganske lov, men støder an i ét bud, er blevet skyldig i alle.

 

300. Er der nogen forskel på ondskabs synder?

Ja, hos nogle hersker de med forhærdelse og stor sikkerhed, som hos farao, hos andre hersker de uden forhærdelse og bedrives med samvittigheds angst og modsigelse, som hos David i den handel med urias.

 

*301. Hvilken er den yderste grad i ondskab?

Når den, der har været i sit hjerte tilstrækkelig overbevist om sandheden, uden tvang eller tillokkelse modvillig og forsætlig nægter, bespotter og forfølger sådan sandhed og lærdom om gudsfrygt i bestandig ubodfærdighed, hvilket kaldes synd imod Helligånden eller hans embede og forlades ikke. Matt 12, 31. Hebr 6, 4. 5. 6.

 

*302. Er da Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste ikke kraftig nok til at forlade også denne synd?

Mangelen er ikke hos Gud og Kristus, hvis nåde og fortjeneste i sig selv er tilstrækkelig nok og går over alle synder, men skylden er på menneskets side, som indtil enden bliver ved i den erkendte sandheds fjendtlige bespottelse og forfølgelse.

 

303. Kan man og gøre sig delagtig i andres synder og altså tillige i deres straf?

Ja, og det sker, når man har behag i dem, giver samtykke, lejlighed, båd eller befaling til dem og ikke forhindrer eller straffer dem, om man kan.

3 Mos 19, 17. Du skal straffe din næste, at du ikke skal bære synd over ham. 1 Tim 5, 22. Åb 18, 4.

 

304. Hvilke er de almindeligste store synder imod Guds lov?

Disse er: vantro, hykleri, ærgerrighed, pengegerrighed, vellyst, vrede og utålmodighed.

 

305. Hvilke er de fornemmeste og største dyder efter Guds lov?

Disse er: tro, kærlighed, redelighed, ydmyghed, nøjsomhed, mådelighed, sagtmodighed og tålmodighed, og over alt et gudeligt og himmelsk sind.

 

306. Hvad truer Gud dem med, som overtræder hans bud?

At han vil hjemsøge deres ondskab med straf.

 

*307. Sker det altid i denne verden?

Nej, undertiden tager vel den ugudelige en ende med forskrækkelse, men ofte lykkes ham ondskaben så vel, at han prises lyksalig, dog vågner omsider hans straf i Helvede og i pinen. Luk 16, 23.

 

*308. Falder den timelige straf alene på den ugudeligt selv?

Nej, Gud straffer også forældrenes ondskab på børnene indtil tredje og fjerde led.

 

*309. Er det retfærdigt at straffe sønnen for faderens synd?

Ja, når han med lige synd træder i sin faders fodspor, for ellers hedder det:

Ez 18, 19, 20. Sønnen skal ikke bære faderens misgerning. Ja, sønnen, som gjorde ret og retfærdighed og har holdt alle mine skikke og gjort derefter, skal visselig leve.

 

310. Hvor mange slags er Guds straf i almindelighed?

Tre slags, nemlig:

1) Den legemlige, som krig, dyrtid, pest eller anden ulykke i landet og huset.

2) Den åndelige, som Guds vrede, hans ånds og nådes unddragelse og overgivelse i et forvendt sind, ja i forhærdelses dom.

3) Den evige, som er fordømmelsen til Helvede. Ligeledes er det godes belønning tre slags, legemlig, åndelig og evig.

 

311. Hvad godt lover Gud derimod dem, som holder hans bud?

At han vil gøre miskundhed imod dem indtil tusinde led.

 

312. Hvad forstås her ved miskundhed?

Alle hånde godt for legeme og sjæl i tid og evighed.

1 Tim 4, 8. Gudfrygtighed er nyttig til alle ting, som har forjættelse på dette liv, som nu er, og det tilkommende.

 

313. Hvem lover Gud sin miskundhed?

Dem, som elsker ham og holder hans bud.

 

314. Elsker da ingen Gud, uden den, der holder hans bud?

Nej.

Joh 14, 21. Den som har mine befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker.

 

315. Hvad er det da, at man holder Guds bud?

Det er, at en genfødt og sand benådet kristen har Guds vilje stedse for øjne og af et oprigtigt hjerte i bestandig tilvækst retter sine tanker, ord og gerninger derefter.

Joh 14, 23. Om nogen elsker mig, skal han holde mit ord.

1 Joh 2, 3. 4. Derpå ved vi, at vi kender ham, om vi holder hans bud: den som siger:

Jeg har kendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed, men den som holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed fuldkommen.

Matt 28, 20. Lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer; og se! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

 

316. Kan man da holde Guds lov eller bud?

Ja, dersom man ret elsker Gud, da både må og kan man ved Kristi kraft holde Guds bud i en evangelisk ånds oprigtighed, endskønt ikke efter lovens yderste strenghed og derfor ikke til nogen fortjeneste, men til sin tros og kærligheds bevisning. Johs. 14, 23. 1 Joh 5, 3.

 

317. Kan vi da fortjene salighed ved lovens holdelse?

Nej; for

1) Vor lydighed er en gæld eller skyldig pligt.

Luk 17, 10. Når I har gjort alle ting, som jer er befalede, da siger: vi er unyttige tjenere, for vi gjorde det, vi var pligtige at gøre.

2) Loven holdes ikke ved vor egen naturs, men ved Guds nådes kraft, og hvad Gud virker i os, er ikke vor fortjeneste.

Fil 2, 13. Gud er den, som udretter i jer både at ville og at udrette det efter sin behagelighed.

3) Loven holdes aldrig så fuldkommen, at jo den villige ånds lydighed er blandet med kødets skrøbelighed: dog anser og belønner Gud i nåde for Kristi skyld vor ufuldkomne lydighed.

Sl 130, 3. Herre, dersom du vil agte ondskaber, Herre! Hvem kan da blive bestandig?

 

318. Men kan man ikke med apostelen vel komme så vidt, at man ved intet med sig selv af forsætlige synder efter sin omvendelse?

Jo, for apostelen var også et skrøbeligt menneske; men når man end kommer så vidt, er man dog dermed ikke retfærdig for Gud.

 

319. Hvorfor ikke?

Fordi loven er åndelig, og Gud, som os dømmer, ser grangivelig indtil tanker og begæringer, det er, videre end alle mennesker, ja videre end vi selv ser ind i vort vanartige hjertes grund, og derfor er udvortes ærbarhed og retfærdighed, som vel kunne findes hos hedninger, ikke lovens holdelse.

 

*320. Er der da ingen fuldkommenhed at vente i dette liv?

Så fuldkommen er ingen, at synden ganske udryddes, eller al kødets og åndens strid ophæves, og ingen fejl mere findes. Dog kaldes og er en kristen fuldkommen:

1) I henseende til hans retfærdiggørelse ved Kristus, hvilken har fuldkommen borttaget al hans synd, og fuldkommen beklædt barn med al sin egen retfærdighed.

2) I henseende til hans helliggørelse. Men da betyder ordet ikke en syndfri fuldkommenhed efter loven, men det ganske hjertes oprigtighed og redelighed.

3) I henseende til andre svagere og ufuldkomnere efter deres alders måde i Kristus.

Fil 3, 12-15; Kol 1, 28; Matt 5, 48; 2 Kor 7, 1.

 

321. Når vi nu beflitter os på at holde Guds bud, hvad gør vi da?

Da gør vi gode gerninger.

 

322. Hvilke er sande gode gerninger?

Ikke alene andægtigheds, retfærdigheds og kærligheds udvortes gerninger, men også indvortes hellige og gode bevægelser, som Guds Ånd virker hos genfødte Guds børn efter lovens regel, dog ikke af lovens tvang, men frivillig af troen og nådens drift til Guds ære og næstens bedste.

Gal 5, 22. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, fromhed, godhed, tro, sagtmodighed, mådelighed.

 

*323. Er da hedningernes og de ugenfødte kristnes bønner, almisser og sådanne øvelser og gode gerninger?

Nej ikke sandelig gode for Gud, for hvad som ikke går af troen, er endogså synd.

 

324. Er det ganske fornødent at gøre sande gode gerninger?

Ja, det er ganske fornødent for alle dem, der vil blive salige; for det er et øjemærke af Kristi genløsning, det flyder af troens natur, og deri vises den nye lydighed.

Hebr 12, 14. Uden hellighed skal ingen se Herren. Luk 1, 74-75; Tit. 2, 11-14.

 

325. Men er gode gerninger fornødne som en virkende årsag til retfærdighed og salighed?

Nej, dertil duer vore bedste gerninger slet intet.

Fil 3, 6. Jeg var ustraffelig efter den retfærdighed i loven, men de ting, som var mig både, dem har jeg agtet at være skade for Kristi skyld.

 

326. Hvorved bliver da et menneske retfærdig og salig?

Alene ved troen, som fatter Guds nåde i Kristus.

Rom 3, 28. Vi slutter, at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger.

 

327. Er da troen så vigtig i vor kristendom?

Ja, den er det allervigtigste, for uden den er det umuligt at behage Gud. Hebr 11, 6.

 

328. Hvor finder jeg i min katekismus videre underretning om troen?

I den anden part, der handler om vore kristelige tros-artikler.

 

 

 

Den anden part

Om troen

329. Kan et menneske blive saligt ved at vide troens artikler?

Nej, for dem ved også Djævelen. Jak. 2, 19.

 

330. Hvad forskel er der da på troens artikler og troen selv?

Troens artikler er uden for mennesket de sandheder, som han skal tro og antage, men troen selv er inden i mennesket den tillid og tilegnelse, med hvilken han antager alle sandheder, som indeholdes i troens artikler.

 

331. Hvorom handler troens artikler?

Om Guds væsen, vilje og gerninger.

 

332. Er der da og en Gud til?

Ja visselig.

 

333. Hvad forsikrer dig derom, fordi du ikke ser Gud?

Jo, jeg kan se ham, endskønt ikke med legemlige øjne, så dog med sindet, i min egen samvittighed, i hele verdens skabning og i Den Hellige Skrifts lys.

 

*334. Hvorledes lærer dig disse, at der er en Gud til?

1) Samvittigheden, som er Guds domstol i hjertet, lærer mig det ved hemmelig frygt, når jeg gør ondt, og ved trøst, når jeg gør godt.

Rom 2, 15. Hedningerne viser lovens gerning skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med dem, og tanker, som anklager eller undskylder dem iblandt hinanden.

2) Hele verdens skabning og opretholdelse vidner daglig for mig om det samme.

Rom 1, 19. 20. Det, som man kan vide om Gud, er åbenbaret dem, for Gud har åbenbaret dem det, for hans usynlige ting fra verdens skabelse, når de forstås af gerningerne, da beskues de, som er både hans evige magt og guddom, så at de har ingen undskyldning.

3) Den hellige skrift taler tydeligere herom, og Helligånden besegler ved ordet den sandhed i de troendes hjerter.

Joh 1, 18. Ingen har nogen tid set Gud, den enbårne søn, som er i faderens skød, har forklaret det.

 

*335. Er den naturlige kundskab, som en hedning kan have om Gud, af fornuften, samvittigheden og verdens skabelse, ikke nok til salighed?

Nej, for den ved slet intet af Kristus og Guds nåde i ham, hvilket kød og blod ikke åbenbarer; Matt 16, 17, dog kan den vejlede til at søge nærmere efter Gud, og gør, at dens foragtere er uden undskyldning på dommens dag.

 

336. Hvad er Gud?

Et åndeligt, uendeligt og ubegribeligt væsen, som er almægtig, alvidende, allestedsnærværende, god, barmhjertig, hellig, sanddru og retfærdig.

 

337. Fordi Gud er et åndeligt væsen, har han da intet legeme eller nogen skikkelse?

Nej; for en ånd har ikke kød eller ben. Luk 24, 39.

 

*338. Hvorfor taler da skriften om Guds øjne, hans hænder eller andre lemmer?

Deri retter sig Guds Ånd efter vort menneskelige begreb og forstår ved lemmerne Guds kræfter og egenskaber, som ved øjnene hans visdom, ved hånden hans kraft osv.

 

339. Hvad erindring gør mig Guds Åndelige væsen?

Denne, at Gud, som er en ånd, bør tilbedes i ånd og sandhed. Joh 4, 24.

 

340. Hvad forstår du ved de opregnede Guds egenskaber?

Hans almagt er, at han kan gøre alting; alvidenhed, at han ser og kender alting; allestedsnærværelse, at han er ingensteds indelukt eller udelukt, men overalt til stede; godhed, at der er intet ondt i ham, og han vil os vel; barmhjertighed, at han ynkes over vor jammer; hellighed, at al synd er langt fra ham; sandhed, at han ikke kan lyve eller bedrage; og retfærdighed, at han vil straffe det onde og belønne det gode.

 

341. Hvad formaning kan man tage af Guds egenskabers betragtning?

Man bør undse sig for hans allestedsnærværelse og alvidenhed, efterfølge hans hellighed, lade sig bevæge af hans godhed og barmhjertighed, forlade sig på hans sandhed og almagt, og lade hans retfærdighed afholde sig fra al uret.

 

342. Hvad trøst kan man tage af Guds egenskabers betragtning?

Stor trøst giver os dette, at Gud efter sin allestedsnærværelse og alvidenhed ser vor nød, efter sin almagt kan, efter sin godhed og barmhjertighed vil og efter sin sandhed og retfærdighed viselig skal hjælpe os, når vi hjertelig søger ham i troen.

 

343. Hvor mange guder er der til?

Kun én eneste Gud.

5 Mos 6, 4. Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.

 

344. Hvorledes har det guddommelige væsen åbenbaret sig i skriftens ord?

Som et eneste væsen, fader, søn og Helligånd, der dog alle er ét og kaldes den hellige treenighed.

1 Joh 5, 7. Der er tre, som vidner i himmelen, faderen, ordet og Helligånden, og disse tre er ét. Matt 3, 16-17. kap. 28, 19. 2 Kor 13, 13.

 

345. Kan vi vel med vor fornuft begribe dette, at Gud er én og dog tillige tre?

Nej, det er langt over, skønt ikke imod vor fornuft, derfor er det en tros- og ingen fornufts-artikel, og Gud var ikke Gud, dersom han af vor fornuft kunne begribes.

 

*346. Er da de ord: Gud fader, søn og Helligånd kun tre adskillige navne eller egenskaber i Gud og intet andet?

Jo, der er mere end blot navnes eller egenskabers adskillighed, for enhver af dem tillægges noget særdeles, som ikke tilkommer de andre.

 

*347. Hvori består denne adskillighed?

Ikke i væsenet, som sagt er, men i visse personlige indvortes gerninger, som tilkommer enhver af dem for sig, nemlig: faderen, som er af ingen, føder sin søn af evighed, sønnen fødes af faderen, og Helligånden udgår fra dem begge. Alt dette er troens dybe hemmeligheder, som vor fornuft ikke kan ransage.

Sl 2, 7; Joh 15, 26; Rom 8, 9.

 

348. Er faderen ældre eller ypperligere end sønnen, og sønnen end Helligånden?

Nej, de tre er ét og derfor i væsen og værdighed ikke over eller under hinanden, men fuldkommen lige.

 

349. Hvad for andre gerninger tillægges enhver i særdeleshed?

Faderen tillægges skabelsen, sønnen genløsningen, og Helligånden helliggørelsen, dog har de alle del deri, og ingen af dem er udelukt i de gerninger, som hensigter til verden.

 

350. Hvor handles i katekismus om skabelsen?

I den første artikel.

 

 

Den første artikel

Om skabelsen

Jeg tror på Gud fader, almægtige himmelens og jordens skaber.

Det er:

Jeg tror, at Gud har skabt mig, endogså med alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, dertil øjne, øren og alle andre lemmer, ja fornuft og disse sanser; og ikke det alene, men jeg tror også, at han opholder alle de ting, som ellers måtte forgå; at han forstrækker overflødigt til dette liv daglig at opholde klæder, sko, mad og drikke, visse værelser, hus og hjem, hustru, børn, mark, fæ og alt det, som godt er. Jeg tror også, at han forsvarer mig mod al fare, at han afvender og forhindrer alt ondt. Og det gør han alt sammen ikke af nogen min fortjeneste, men af sin blotte faderlige godhed og barmhjertighed. Hvorfor jeg er skyldig til, at jeg derimod takker ham, lover ham, adlyder hans vilje allesteds og tjener ham. Det er alt sammen vist og sandt i alle måder.

 

351. Hvad er det at skabe?

Det er at gøre noget af intet eller af en ubekvem materie.

Hebr 11, 3. Formedelst troen forstår vi, at verden er bleven beredt ved Guds Ord, at de ting, som ses, er blevne af dem, der ikke er til syne.

 

352. Hvad har Gud skabt?

Himmel og jord, og alt det, der er i, nemlig sol, måne, stjerner, planeter, elementer, dyr, fugle, fisk, orme og en utallig mængde af andre ting, som tjener til Guds ære og vort gavn; skønt vi ikke kender dem alle. 1 Mos 1.

 

353. I hvor mange dage skabte Gud verden?

I seks dage, og på den sjette dag skabte han mennesket.

 

354. Opholder Gud endnu de ting, som han i begyndelsen skabte?

Ja visselig.

Hebr 1, 3. Han bærer alle ting med sit krafts ord. Sl 104, 27-30.

 

355. Hvortil skal denne sandhed opmuntre dig?

Til at ære Gud i alle ting og opofre ham mig selv med alle ting, som er af ham og består ved ham. 1 Kor 10, 31.

 

356. Er det da Gud alene, som opholder og forsørger alle mennesker?

Ja, menneskene i særdeleshed tager alt opholds-middel af Guds hånd, være sig mad, drikke, klæder, sko osv.

 

*357. Men kan de rige ikke opholde og forsørge sig selv?

Nej, ikke et øjeblik, for de har intet uden af Guds hånd, som giver og tager, når han vil. På hans vilje og velsignelse ligger det alt sammen.

1 Kor 3, 7. Så er nu hverken den noget, som planter, heller ikke den, som vander, men Gud, som giver vækst.

 

358. Opholder Gud også de ugudelige mennesker?

Ja, for han lader sin sol opgå over onde og gode, og lader regne over retfærdige og uretfærdige.

 

359. For hvem sørger Gud allermest?

For sine troende børn.

1 Pet 3, 12. Herrens øjne ser på de retfærdige.

 

*360. Styrer og opholder Guds forsyn alle andre ting i den ganske verden?

Ja.

ApG 17, 28. I ham er, lever og røres vi.

 

*361. Styrer da Guds forsyn også menneskene i deres synder?

Guds forsyn styrer ingen til at synde, for det gør deres egen onde vilje tvært imod Guds vilje, men han tåler, at de synder, sætter deres synd grænser og styrer sagens udfald ved sin visdom, således at alting må tjene dem til gode, som elsker ham. Rom 8, 28. Hvilket vi ser i Josefs eksempel.

 

362. Hvor mange slags er Guds skabninger eller skabte ting?

I almindelighed to slags, nemlig de usynlige og synlige.

 

363. Hvilke er de fornemmeste usynlige skabninger?

Englene, hvilket navn betyder et sendebud, og derfor også tillægges Kristus den uskabte engel, som er sendt af sin fader, og i Det Gamle Testamente åbenbaredes ofte således. 1 Mos 22, 11. 2 Mos 3, 2.

 

364. Hvor mange slags er englene?

To slags. Gode engle, som egentlig beholder dette navn, og onde engle, som ellers kaldes djævle.

 

*365. Hvad er de gode engle?

De er hellige, vise, hastige og mægtige ånder, som stedse lover Gud, udretter hans befalinger og særdeles tjener de troende. Hebr 1, 14.

 

*366. Hvad er de onde engle eller djævlene?

I begyndelsen var de af samme slags som de gode, men er ved hovmod og ulydighed affaldne fra Gud og blevne både Guds og menneskenes argeste fjender, hvis bolig er Helvede.

2 Pet 2, 4. Gud sparede ikke englene, som syndede, men stødte dem til Helvede med mørheds lænker og overgav dem hen at bevares til dommen.

 

367. Hvilke er de fornemmeste iblandt de synlige skabninger?

Menneskene.

 

368. Hvad er et menneske?

En meget ædel Guds skabning og herre over alle dyr.

 

369. Hvoraf består et menneske?

Af to væsentlige dele, nemlig sjæl og legeme.

 

370. Hvad er et menneskes sjæl?

Den er en usynlig og udødelig ånd, begavet med adskillige kræfter, særdeles med forstand til at begribe og vilje til at udvælge eller forskyde.

 

371. Hvad er et menneskes legeme?

Sjælens hus og bolig, bestående af adskillige lemmer og forsynet med sine sanser, som er: hørelse, syn, lugt, smag og følelse.

 

*372. Hvilket er det ædleste på mennesket, enten legeme eller sjæl?

Sjælen er meget ædlere end legemet, for den er en udødelig ånd, kan have samfund med Gud og regere legemet. Hvor og sjælen farer hen, der følger omsider legemet efter, enten til himmerig eller Helvede.

 

373. Hvor mange mennesker skabte Gud i begyndelsen?

En mand, kaldet Adam, skabt af jord, og en kvinde af den sovende Adams ribben, kaldet Eva. 1 Mos 2, 7, 22.

 

374. Var de første mennesker i samme tilstand, da de blev skabte, som vi deres børn nu er?

Nej, deres tilstand var langt lyksaligere.

 

375. Hvor mange slags er da menneskets tilstand?

Fire slags, nemlig: 1) uskyldighedsstand, 2) syndestand, 3) nådestand, 4) herlighedsstand for de salige, men fordømmelsens stand for de usalige.

 

376. Hvad var uskyldighedsstand?

Da mennesket var højstsalig uden synd og sorg skabt lige efter Guds billede.

1 Mos 1, 27. Gud skabte mennesket i sit billede, han skabte ham i Guds billede, mand og kvinde skabte han dem.

 

377. Hvad var dette Guds billede hos mennesket?

I almindelighed en lighed og overensstemmelse med Gud selv, men særdeles var det i forstanden et guddommeligt visdoms lys, som ret kendte Gud og al hans skabning, i viljen var det en kraftig kærlighed, som hængte fast ved Gud, begærlighederne og sindets bevægelser stod i en hellig orden, legemet med sine lemmer brugtes da og ret, og derfor var tillige i samvittigheden et himmerig fuldt af fred og glæde.

 

*378. Bar ikke mennesket dette Guds billede fornemmelig i sjælen?

Jo, dog havde legemet også deraf stor herlighed, som var fuldkommen sundhed, udødelighed og herredømme over alle skabninger. Dets bolig var og et herligt paradis, den lystige og frugtbare have.

 

379. Er nu intet menneske mere i denne uskyldighedsstand?

Nej, des værre! Det lærer forfarenhed, at Adam og med ham alle hans børn er faldne af uskyldighedsstand i syndestanden.

Visd. 2, 23-24. Gud skabte mennesket i uforkrænkelighed og gjorde ham til sin egen lignelses billede, men af Djævelens avind er døden indkommen i verden.

 

380. Hvordan gik det til med vore første forældres syndefald?

De lod sig ved Djævelens træskhed forføre til at æde af kundskabs-træets frugt, som var det eneste, Gud strengt havde forbudt dem.

 

*381. Var da den synd så farlig stor?

Ja visselig, for den bestod ikke alene i det udvortes æblebid, men især i deres hjertes modvillige afvigelse fra Gud til sig selv, verden og Guds fjende Djævelen, og det i en tilstand, da Guds billede gav dem fuldkommen kraft til at modstå alt ondt.

 

*382. Hvad var da frugten af dette første syndefald?

Alt ondt, Guds billedes tab, Satans afskyeligste lighed og herredømme, med fordærvelse både på sjæl og legeme, det er kort sagt: døden både åndelig, legemlig og evig.

1 Mos 2, 17. På hvilken dag du æder af det, skal du dø døden.

 

*383. Hvorledes har synden tilredt menneskets sjæl i særdeleshed?

1) Den har formørket forstanden, som er bleven halv blind i menneskelige ting, og hel blind i guddommelige, ja tilbøjelig til alle vildfarelser og falske domme om det, som hører Gud til.

2) Den har berøvet viljen sin hellighed og gjort den fjendsk mod Gud.

3) Den har forstyrret begærlighederne, sindets bevægelser og tillige samvittighedens fred.

Rom 8, 7. Kødets sans er fjendskab imod Gud. Ef 4, 18. 1 Kor 2, 14.

 

*384. Hvorledes har synden tilredt menneskets legeme i særdeleshed?

Den har gjort det syndigt, nødlidende, forkrænkeligt, dødeligt og utallige smerter underkastet.

 

*385. Har det faldne menneske da i sin naturlige stand ingen fri vilje til det gode?

Ikke til det åndelige gode, som er ham ganske imod, men dog har han fri vilje til naturlige gode ting og udvortes gode øvelser, som at læse, synge, gå i kirke.

 

386. Er da Guds billede således ved synden tabt og borte?

Ja.

 

387. Får vi det aldrig mere igen?

Jo, Guds børn, som genfødes og fornyes til dette billede, får det igen, endskønt ufuldkommen her på jorden, men i himmelen skal de bære det ganske fuldkommen.

 

388. Har alle mennesker del i dette første syndefald?

Ja visselig.

Rom 5, 12. Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden så gennemtrængte til alle mennesker, idet de syndede alle.

 

389. Fra hvem er nu synden og alt ondt kommen i verden?

Fra Djævelen og menneskets frie viljes misbrug.

 

390. Er Gud da ikke årsag i synden?

Nej, det var en løgnagtig gudsbespottelse at tænke eller sige.

Sir. 15, 12. Sig ikke: han har forvildet mig, for han har ingen syndig mand behov.

 

391. Kunne Gud dog ikke have forhindret syndefaldet?

Ikke uden at betage menneskene deres frie vilje og således omskabe dem imod sit vise forsæt til andre skabninger, af hvilke ingen lydighedsprøver kunne bevises.

 

392. Hvad har mennesket fortjent med sin frivillige synd?

Guds vrede og unåde, timelig død og evig fordømmelse.

 

393. Skal da alle de, som bliver i deres syndestand og naturlige fordærvelse, udstå sådan straf i evighed?

Ja, visselig.

Joh 3, 3. Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.

 

394. Vil da Gud således lade menneskene evig omkomme?

Nej, han har af en forbarmende kærlighed besluttet at tage dem igen til nåde og oversætte dem af syndestanden til nådestanden.

Joh 3, 16. Så har Gud elsket verden, at han har givet sin søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.

1 Tim 2, 4. Gud vil, at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkendelse.

 

395. Hvad er nådestanden?

Et saligt samfund og forening med Gud, som for Kristi skyld ved sin ånd genføder den syndige sjæl, forlader den sine synder, beklæder den med Kristi retfærdighed, udfrier den af syndens og Satans strikker og daglig fornyer den til sit billedes lighed igen.

Ef 2, 4-6. Gud, som er rig på barmhjertighed, formedelst sin store kærlighed, med hvilken han elskede os, da vi og var døde i synder, gjorde han os levende med Kristus. I er blevne salige af nåde: og han oprejste os med og satte os med i himmelen i Kristus Jesus.

 

396. Hvem har da erhvervet menneskene Guds nåde, så de kan oprejses af faldet og føres tilbage i en salig stand?

Det har alene Jesus Kristus, Guds egen søn, hvilken straks efter syndefaldet blev lovet og i tidens fylde sendt al verden til en saliggører og oprejser af faldet.

Rom 5, 17. Dersom døden regerede ved ens fald ved den ene Adam, da skal de meget mere, som modtager nådens og retfærdighedens gaves overflødighed, regere i livet ved den ene Jesus Kristus.

1 Mos 3, 15. Kvindens sæd skal sønderknuse slangens hoved.

 

397. Hvor lærer jeg da nærmere at kende og elske denne dyre frelser Jesus Kristus?

I den anden artikel, som handler om genløsningen.

 

Den anden artikel

Om genløsningen

Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn vor Herre, som er undfanget af Helligånden, født af Jomfru Maria; pint under Pontius Pilatus; korsfæstet, død og begravet; nedfor til Helvede; tredje dag opstod fra de døde; opfor til Himmels; siddende hos Gud faders almægtiges højre hånd; derfra han skal komme igen at dømme levende og døde.

Det er:

Jeg tror, at Jesus Kristus er en sand Gud, født af faderen fra evighed. Jeg tror også, at han er et sandt menneske, født af Jomfru Maria, at han er min Herre, som har genløst mig, som var fortabt og fordømt til den evige død: som har friet mig fra synd, fra død og fra Satans rige, hverken med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin ubillige og uskyldige død. Og det har han gjort alt sammen derfor, at jeg skulle være hans egen, som en synderlig ting: og på det jeg skulle tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, stedse i hans rige leve og regere med ham, ligesom han også opstod fra de døde, lever og regerer i evighed. Det er alt sammen vist og sandt i alle måder.

 

398. Hvad er indholdet af den anden artikel?

Kundskab om Kristi ene persons to naturer, tredobbelte embede, dobbelte stand og særdeles om vor dyre genløsning ved ham.

 

*399. Ligger der stor magt på at kende Kristus?

Ja, for der er ikke salighed i nogen anden. ApG 4, 12.

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den ene sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus. Joh 17, 3.

1 Joh 5, 11. 12. Gud har givet os det evige liv, og dette liv er i hans søn. Den som har sønnen, har livet, den som ikke har Guds søn, har ikke livet.

 

400. Hvem er Jesus Kristus?

Guds og Marias søn, en sand Gud og tillige et sandt menneske.

 

401. Er da Kristus to personer?

Nej.

1 Tim 2, 5. Der er én Gud og én midler imellem Gud og menneskene, det menneske Kristus Jesus.

Men i Kristi ene guddommelige person er to naturer nær forenede, nemlig den guddommelige og menneskelige natur.

 

402. Har disse to naturer altid været forenede i Kristus?

Nej, den guddommelige natur har han af faderen fra evighed.

Sl 2, 7. Du er min søn, jeg fødte dig i dag.

Men den menneskelige natur har han antaget af sin moder Maria.

Gal 4, 4. Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde.

 

403. Hvoraf beviser du, at Kristus er en sand væsentlig Gud?

Foruden hans evige fødsel af faderen samt guddommelige egenskaber og gerninger vidner skriften derom med klare ord.

1 Joh 5, 20. Jesus Kristus er den sande Gud og det evige liv. Tit. 2, 13.

 

404. Kan du ydermere bevise, at Kristus er Gud og mand i én person?

Ja.

Joh 1, 14. Ordet blev kød og boede iblandt os. Rom 9, 5. Kristus er af fædrene efter kødet, som er Gud over alting, velsignet i evighed.

 

405. Hvorfor måtte Guds søn blive et sandt menneske?

At han for os mennesker og i vor dødelige natur kunne smage dødens bitterhed.

 

406. Hvorfor måtte han derhos være en sand Gud?

For at hans død og offers blod kunne have en uendelig forsoningskraft.

 

*407. Er Jesus af nazaret den sande messias og forjættede verdens frelser?

Ja, for alle de kendetegn, som skriften anfører om den sande messias, findes hos Jesus af nazaret. Han er født af Judas stamme, 1 Mos 49, 8. 10. Af Davids slægt, 2 Sam 7, 12. I Betlehem, Davids stad, Mik 5, 2. Af en jomfru. Es 7, 14. se mere Hag 2, 7-9. Dan 9, 24. Ja alt andet, som er spået om den sande Messias fornedrelse og ophøjelse, passer sig aldeles og alene på vor Jesus af Nazaret. Sl 21; Es 53.

 

408. Af hvem er Jesus født?

Af Maria, en ren og hellig jomfru, som vel var trolovet med Josef, Jesu plejefader, men vidste ikke af nogen mand at sige.

 

409. Er han da ikke undfanget og født af syndig sæd?

Nej, for endskønt Maria havde arvesynden i sin natur, så blev den dog ikke arvet på Kristus, men i undfangelsen udrenset ved Helligånden.

Luk 1, 35. Den Helligånd skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig, derfor også det hellige, som skal fødes af dig, skal kaldes Guds søn.

 

*410. Hvorledes kan man føre sig de tanker om Jesu hellige manddoms antagelse til nytte?

Den dejlige sandhed kan trøste os med en forsikring om Guds alvorlige kærlighed til os arme mennesker, om vor forsonings sandhed og fuldkommenhed og om den høje adel og ypperlighed, hvortil vor menneskelige natur ved forening med Gud i Kristi person er opløftet, så vi og derfor må rense os desto mere fra kødets og åndens besmittelse.

 

411. Hvad bemærkning har din frelsers to navne?

1) Det navn Jesus betyder en frelser.

Matt 1, 21. Hans navn skal du kalde Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.

2) Det navn Kristus er det samme som Messias og betyder en salvet.

 

*412. Hvormed blev Kristus salvet?

Med Helligånden og kraft. ApG 10, 38. Ikke efter måde Joh 3, 34. Den guddommelige natur meddelte den menneskelige natur sine guddommelige egenskaber i det øjeblik, da den personlige forening imellem begge naturerne skete.

 

*413. Efter hvilken natur blev Kristus salvet?

Efter den menneskelige, for den guddommelige havde af evighed alting.

 

*414. Brugte Kristus altid sine guddommelige egenskaber?

Nej, i sin fornedrelsesstand udtømte han sig fra deres brug, undtagen når han ved mirakler ville vise, hvem han var.

 

*415. Hvorfor skulle vor frelser være en Guds salvede og have guddommelige egenskaber?

At han kunne forrette sit tredobbelte embede, nemlig det præstelige, profetiske og kongelige, til hvilke embeder man i Det Gamle Testamente ved salvelse blev indviet. Dette hans tredobbelte embede kaldes ellers med ét navn hans midlerembede.

 

416. Hvori består Kristi ypperstepræstelige embede?

At han én gang har ofret Gud sig selv på korset for vore synder, uden ophør endnu beder for os og velsigner os.

Hebr 7, 24. 25. 26. Men denne har et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver til evig tid. Deraf kan han og altid gøre dem salige, som kommer til Gud ved ham, efter at han altid lever til at bede for dem. For sådan en ypperstepræst sømmede os, som skulle være hellig, uskyldig, ubesmittet, afskilt fra syndere, og som er bleven højere end himlene. 1 Joh 2, 1. Ef 1, 3.

 

417. Hvori består Kristi profetiske embede?

I at lære os Guds vilje til vor salighed, hvilket han før har gjort i egen person, men nu ved sin ånd og sine tjenere.

Joh 6, 14. Denne er visselig den profet, som kommer til verden. Mark 1, 15; 5 Mos 18, 18-19.

 

418. Hvori består Kristi kongelige embede?

I at regere, opholde og beskærme sine troende imod deres fjender.

 

*419. Har denne konge da også et kongerige?

Ja, men et åndeligt, som er hans kirke eller nådes rige her på jorden, hvorfra han forflytter sine troende omsider til herlighedens rige i himmelen.

Joh 18, 36. Mit rige er ikke af denne verden.

 

420. Hvortil skal Kristi embeders betragtning opmuntre dig?

Til at elske ham som min ypperstepræst og genløser, at tro ham som min profet, at ære og adlyde ham som min konge, da jeg og kan have størst trøst af hans embeder.

 

421. Hvorledes kaldes de troende af Kristus?

Kristne, det er salvede, fordi han har salvet dem med sin ånd.

1 Joh 2, 20. I har en salvelse af den hellige og ved alle ting. ApG 11, 26.

 

422. Er da alle mennesker i disse kristne lande sådanne kristne?

Navnet har de vel alle, men salvelsens ånd og nåde fattes de fleste.

 

*423. Er da de sande kristne også salvede til åndelige præster, konger og profeter?

Ja, og det beviser de, som præster, i at opofre sig Gud, velsigne og bede for sig selv og andre. Som konger, i at regere sig selv ved Guds Ånd, samt stride imod deres åndelige fjender. Som profeter, i at lære, straffe, formane og trøste sig selv og andre.

 

*424. Må da enhver kristen som en åndelig præst påtage sig det offentlige læreembede?

Nej, dertil hører Guds kald ved øvrigheden. Men i daglig omgang og ved lejlighed at lære, trøste og opbygge hinanden er alle kristnes kald og pligt.

1 Thess 5, 11. Derfor formaner hinanden og opbygger den ene den anden, ligesom I og gør. Og v. 14. Vi formaner jer, brødre, påminder de uskikkede, trøster de klejnmodige, og hjælper de skrøbelige, vær langmodige mod alle.

Hebr 3, 13. Formaner jer selv hver dag, så længe det kaldes i dag, at der ikke bliver nogen forhærdet iblandt jer ved syndens bedrag.

 

425. Hvilket af de tre embeder hensigter egentligst til vor genløsning?

Hans ypperstepræstelige embede, hvorefter han er vor forsoner og talsmand, dog kan ingen antage Kristus som sin ypperstepræst og blive delagtig i hans genløsning, uden han tillige antager og følger ham som sin profet og konge. 1 Kor 1, 30.

 

426. Fordi Kristi ypperstepræste-embede er grunden til vor salighed, da sig mig nøje og tydeligt alt, hvad der henhører til vor genløsnings kundskab!

Her må jeg vel kende den, der har genløst os, de, som han har genløst, det middel, han har genløst os med, det onde, han har genløst os fra, og det mål, til hvilket han med sin genløsning har sigtet.

 

427. Står disse tings beskrivelse ikke i katekismus?

Jo, deres korteste sum sammenfattes i de ord: han er min herre, der har genløst mig, som var fortabt og fordømt til den evige død: som har friet mig fra synd, fra død og fra Satans rige: hverken med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin ubillige og uskyldige død. Og det har han gjort alt sammen derfor, at jeg skulle være hans egen, som en synderlig ting, tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, stedse i hans rige leve og regere med ham.

 

428. Hvem har nu genløst os?

Vor herre Jesus Kristus, Guds og Marias søn, sand Gud og sandt menneske, har genløst os, og det efter begge naturer.

ApG 20, 28. Gud erhvervede sig en menighed med sit eget blod.

 

429. Har faderen og Helligånden da ikke genløst os?

De har vel elsket os og befordret vor genløsning. Joh 3, 16; 1 Kor 6, 11. Men genløsningen selv med lidelse og død kunne de ikke udføre.

 

430. Hvorfor ikke?

For faderen er alene Gud, som ikke kan dø, Helligånden også, men sønnen er sand Gud og sandt menneske, som er død og har udøst sit blod for vore synder.

 

431. Hvem har Kristus genløst?

Mig arme, fortabte og fordømte menneske.

 

432. Hvad forsikring har du derom, at du er genløst?

Denne forsikring, at alle mennesker er genløste, og altså jeg i deres tal.

1 Tim 2, 6. Kristus Jesus gav sig selv til en genløsning for alle.

 

*433. Bevis endnu mere, at alle mennesker er genløste ved Kristus!

At oprejsningen i Kristus gik lige så vidt som faldet i Adam, nemlig til alle, det lærer Paulus vidtløftigt Rom 5, 15-21.

Og 1 Joh 2, 2. Den samme er en forligelse for vore synder, dog ikke alene for vore (nemlig de troendes), men også for den ganske verdens.

Og 1 Tim 4, 10. Gud er alle menneskers frelser, mest deres, som tror.

 

*434. Har da Kristus og genløst dem, som ved ubodfærdighed og vantro styrter sig selv i fordømmelse?

Ja.

2 Pet 2, 1. De nægter den herre, som dem købte, som skal føre over sig selv en hastig fordærvelse.

 

435. Hvormed har Kristus genløst os?

Hverken med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin ubillige og uskyldige død, ja ikke med lidelse alene, men også med lydighed og lovens opfyldelse.

1 Pet 1, 18. 19. Vid, at I ikke med forkrænkelige ting, sølv eller guld er genløste fra jeres forfængelige omgængelse, men med Kristi dyrebare blod som et ustraffeligt og ubesmittet lams.

Rom 5, 19. For ligesom ved ét menneskes ulydighed er blevne mange syndere, så skal og mange vorde retfærdige ved den enes lydighed. Gal 4, 4.

 

*436. Var det da højt fornødent at bruge sådant dyrebart middel til vor genløsning?

Ja, Kristi offerblod var fornødent til vor renselse og forsoning.

Hebr 9, 22. Uden blods udgydelse sker ikke forladelse.

 

437. Hvad er det onde, som Kristus har genløst os fra?

Fra synd, fra død og fra Satans rige.

 

438. Hvorledes har Kristus genløst os fra synd?

Således, at

1) Syndens skyld og straf borttages.

1 Joh 1, 7. Jesu Kristi Guds søns blod renser os af al synd.

Kol 1, 14. I hvilken vi har forløsning ved hans blod, som er syndernes forladelse.

2) At syndens magt og herredømme brydes, ja omsider syndens rod i døden udryddes.

Rom 6, 14. Synden skal ikke regere over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.

1 Pet 2, 24. Kristus opofrede vore synder på sit legeme på træet, at vi døde fra synden skal leve i retfærdighed, ved hvis sår I er lægte.

 

*439. Kan jeg ikke nok være forløst fra syndens straf og dog blive bunden ved syndens herredømme?

Nej, det viser de anførte sprog, og alle ubodfærdige farer vild deri, idet de forvender evangelium til en kødelig frihed, ikke fra synden selv, hvilken de vil tjene i åndelig død, men fra syndens straf, den de alene vil fries fra ved Kristus.

 

440. Hvorledes har Kristus genløst os fra døden?

Så, at den timelige død er bleven en indgang til livet, den åndelige har tabt sin magt, og den evige død ikke mere er at frygte for de troende.

Joh 11, 25. 26. Jeg er opstandelsen og livet, den som tror på mig, om han end dør, skal han dog leve, og den som lever og tror på mig, han skal ikke dø evindelig.

 

441. Hvorledes har Kristus genløst os fra Satan og hans rige?

Så, at han ingen magt har over os, men vi kan gøre ham modstand og skal ikke frygte ham, når vi frygter Gud.

Hebr 2, 14. At han formedelst døden skal afskaffe den, som havde dødens kraft, det er Djævelen, og befri dem, så mange som formedelst dødens frygt var skyldige til trældom al deres livs tid.

 

442. Hvorfor har Kristus genløst dig?

For at jeg skulle være hans egen som en synderlig ting, stedse leve under ham i hans rige og tjene ham.

 

*443. Giver da Kristi genløsning dig slet ingen forlov at tjene synden, Satan og verden eller være deres egen?

Nej, det er at stjæle Kristus, min rette herre, det fra, som han så dyrt har tilkøbt sig.

Luk 1, 74. 75. At når vi var forløste af vore fjenders hånd, da skulle vi tjene ham uden rædsel i hellighed og retfærdighed for ham alle vore livsdage.

Rom 6, 18. Nu I er blevne friede fra synden, da er I blevne retfærdigheds tjenere.

Tit. 2, 14. Han gav sig selv for os, på det at han skulle forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et folk til ejendom, som skulle være såre flittigt til gode gerninger.

1 Kor 6, 20.

 

444. Er det da at kende på verdens børn, at Kristus har genløst dem?

Nej, for de har på ny solgt sig hen til synden og Satan, Guds fjende.

 

445. Er Kristus vor genløser altid bleven i én stand?

Nej, hans stand er to slags, nemlig: fornedrelsens og ophøjelsens stand. Om begge taler Paulus.

Fil 2, 6–11. Da han var i Guds skikkelse, holdt han det ikke for et rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig, og blev funden i skikkelse som et menneske, han fornedrede sig, så han blev lydig indtil døden, ja korsets død. Derfor har og Gud højt ophøjet ham og skænket ham et navn, som er over alle navne: at i det navn Jesus skal hvert knæ, deres i himmelen og på jorden og under jorden, bøje sig. Og hver tunge bekende, at Jesus er en herre til Gud faders ære.

 

*446. Hvad er Kristi fornedrelses stand?

Det er den stand, i hvilken han efter sin menneskelige natur udtømte sig fra en fuld og bestandig brug af de guddommelige egenskaber, som manddommen var meddelte, og på tog sig en tjeners skikkelse for at kunne med sin lydighed forsone Gud for os.

 

*447. Hvad er Kristi ophøjelses stand?

Det er den stand, i hvilken Kristus efter sin menneskelige natur, da lidelsen var forbi, er ophøjet til en fuld og bestandig brug af de guddommelige egenskaber og herligheder for at gøre os delagtige i den af ham os erhvervede salighed.

 

448. Hvor mange trin er der i Kristi dybe fornedrelse?

Den apostoliske tro opregner fem, nemlig: 1) den fattige fødsel, 2) lidelsen, 3) korsfæstelsen, 4) døden og 5) begravelsen.

 

*449. Hvorfor begyndte Kristus sit levned med den fattige fødsel i stalden?

At han tidlig ville vise, han søgte ikke verdens riger og herligheder, men kun at gøre os rige med sin fattigdom. 2 Kor 8,9.

 

450. Hvori bestod Kristi lidelse?

Hans hele liv fra ungdom af blev ført i armod, foragt, forfølgelse, arbejde og uro, men til sidst blev han smerteligt pint under pontius pilatus, den romerske landsherre, som lod ham hudstryge, tornekrone, bespotte og ilde medhandle.

 

451. Led Kristus alene udvortes på legemet?

Nej, hans allerstørste lidelse var en Helvedes sjæleangst over vore synder, hvis tunge byrde udtrykte en blodig sved og fik ham til at sige:

Min sjæl er ganske bedrøvet indtil døden. Matt 26, 37.

 

452. Hvorfor led Jesus så meget ondt?

For vore synder og til vor salighed.

Es 53, 4. 5. Visselig bar han vore sygdomme og tog vore piner på sig, han er såret for vore overtrædelser, er knust for vore misgerninger, straffen ligger på ham, at vi skal nyde fred, og vi har fået lægedom ved hans sår.

 

453. Hvorledes forholdt Jesus sig i sin lidelse?

Meget tålmodigt.

Som et lam, der ledes til slagterbænken. Es 53, 7.

 

454. Hvad er Kristi korsfæstelse?

En meget pinagtig, forsmædelig og forbandet dødsstraf, som brugtes til de allerstørste misdædere.

Gal 3, 13. Kristus har forløst os af lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os, for der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger på et træ.

 

455. Er Kristus og sandelig død på korset?

Ja.

Luk 23, 46. Jesus råbte med stor røst og sagde: fader, jeg vil befale min ånd i dine hænder! Og som han det sagde, udgav han sin ånd.

 

456. Havde sådan Kristi død stor kraft til vort liv og salighed at befordre?

Ja, allerstørste kraft, for dermed var døden som syndens sold betalt af vor midler, og vi ved ham løsgivne.

Rom 5, 10. Vi blev forligte med Gud ved hans søns død, da vi var fjender.

 

457. Hvad var Kristi begravelse?

Ikke nogen fornødenhed, fordi han ikke længe ville være død, men et vidnesbyrd om, at han sandelig var død, så og en trøstig erindring, at vore synder er begravede, vore grave helligede og deres fælhed dem betagen.

 

458. Hvorledes skal man anse Kristi hele liv og lidelse i denne fornedrings stand?

Dels og fornemmelig som en forsoning for os, dels som et helligheds og tålmodigheds eksempel i levned og lidelse.

1 Pet 2, 21. Kristus har og lidt for os, som efterlod os et eksempel, at I skal efterfølge hans fodspor. 1 Joh 2, 6; Joh 13, 15; Matt 10, 38; kap. 11, 29; Luk 9, 23.

 

459. Hvad fulgte efter begravelsen som det sidste trin i Kristi fornedrelses stand?

Hans ophøjelses stand, hvortil henhører atter fem trin, nemlig: 1) hans nedfart til Helvede, 2) opstandelse, 3) himmelfart, 4) sæde hos faderens højre hånd, og 5) genkomst til dommen over levende og døde.

 

460. Hvad er Kristi nedfart til Helvede?

At han kort før sin opstandelse har begivet sig til de fordømtes sted, triumferet over Satans magt og prædiket for ånderne.

1 Pet 3, 18-20. Kristus blev dødgjort efter kødet, men levendegjort efter ånden, i hvilken han og gik bort og prædikede for ånderne i forvaring, som fordum ikke troede.

 

461. Hvad er Kristi opstandelse?

At han på tredje dag efter sin død har taget sit liv igen, forklaret sit legeme, og deri ladet sig åbenbart til syne.

ApG 2, 24. Gud opvakte Jesus, efter at han havde løst dødens smerter, eftersom det var umuligt, at han kunne holdes af den.

 

462. Hvad nytte har vi af Kristi opstandelse?

Allerstørste nytte.

1) Til vor tros stadfæstelse om en fuldkommen betaling for vore synder, da vor midler er sluppen af dødens fængsel.

Rom 4, 25. Hvilken er hengiven for vore synder og oprejst for vor retfærdiggørelse.

2) Til vor åndelige opstandelse og hellige vandring i et nyt levned, og endelig til vore legemers opstandelse i salighed.

Rom 6, 4-5. Ligesom Kristus er oprejst fra døde ved faderens herlighed, så skal og vi vandre i et nyt levned. For dersom vi er blevne plantede med ham efter hans døds lignelse, da skal vi og være efter opstandelsens lignelse.

 

463. Blev Kristus stedse på jorden efter sin opstandelse?

Nej, da han i fyrretyve dage havde omgået her med sine disciple i adskillige åbenbarelser og talt med dem om det, som hørte Guds rige til, forlod han verden med sin synlige nærværelse og for op over alle skabte himle til Guds herligheds himmel og hans majestæts højre hånd.

ApG 1, 9. Og da han dette havde sagt, blev han optagen, som de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Hebr 9, 24.

 

*464. Hvad nytte har vi af Jesu himmelfart?

1) En trøst, at Jesus er gået hen at berede os sted i sin faders himmelske hus og der vil hente os til sig.

Joh 14, 2. I min faders hus er mange værelser: jeg går hen at berede jer sted.

2) En formaning til at være himmelsksindet, ja have lyst til at fare herfra og være med Kristus.

Kol 3, 1. Er I nu opstandne med Kristus, da søger de ting, som er oven til, der som Kristus er, siddende hos Guds højre hånd.

 

465. Hvad betyder Kristi sæde hos faderens højre hånd?

At Kristus efter sin menneskelige natur med fuldkomment og uafladeligt herredømme hersker og regerer over alle ting.

Ef 1, 20-21. Gud har oprejst Kristus fra døde, og sat ham hos sin højre hånd i himmelen, langt over alle fyrstendømmer og vælde og magt og herredømme.

 

*466. Hvad nytte har vi af Kristi sæde hos Guds højre hånd?

Vi ved deraf til vor trøst, at han på sin guddoms trone styrer sin kirke, tæmmer sine fjender, beder for os, sender os sin Helligånd, og således i sin ophøjelses stand søger at gøre os delagtige i det, som han i sin fornedrelses stand har erhvervet os. Hvorimod vor pligt er at ære, adlyde og tilbede et så højt opløftet hoved.

Sl 110, 1. Herren sagde til min herre: sid hos min højre hånd, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders skammel. Rom 8, 34.

 

467. Er Kristus da ikke mere til stede her på jorden?

Jo, på en kraftig, skønt usynlig måde.

Matt 28, 20. Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

 

468. Hvornår vil han anden gang komme synlig igen til verden?

På den yderste dag, hvilken alene er Gud bekendt.

ApG 1, 11. Denne Jesus, som er optagen fra jer til himmelen, skal komme igen, lige som I har set ham fare til himmelen.

Luk 21, 27. Da skal de se menneskenes søn komme i skyen med kraft og megen herlighed.

 

469. Hvorledes skal det gå til på dommedag?

Alle mennesker, som enten da lever eller forud er døde og igen opvakte, skal stilles for Kristi domstol, og deres tanker, ord og gerninger dømmes efter Guds Ord. Djævlene skal da og dømmes.

ApG 17, 31. Han har sat en dag, på hvilken han vil dømme jorderige med retfærdighed ved en mand, som han har beskikket til det.

1 Kor 4, 5. Dømmer ikke noget før tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til lyset det, som er skjult i mørket, og åbenbare hjerternes råd, og da skal hver vederfares lov af Gud.

2 Kor 5, 10. Os bør alle at åbenbares for Kristi domstol, at enhver kan få det, som sket er ved legemet, efter det, som han har gjort, enten ondt eller godt.

2 Thess 1, 6. 7. 8. Det er retfærdigt hos Gud at betale dem trængsel, som trænger jer, men at give jer, som trænges, ro med os i den herres Jesu åbenbarelse af himmelen med sin magts engle, med ilds-lue at give hævn over dem, som ikke kender Gud, og over dem, som ikke er vor herres Jesu Kristi evangelium lydige.

1 Kor 6, 2. 3. Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Ved I ikke, at vi skal dømme englene?

Joh 12, 48. Det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.

 

470. Er det nu nok, at du ved alle disse ting om Kristus og holder dem for sande?

Nej, ikke uden Helligånden ved en levende tro forklarer Kristus i mit hjerte og således helliggør mig i sandheden.

 

 

Den tredje artikel

Om helliggørelsen

Jeg tror på Helligånden, én hellig, almindelig, kristelig kirke, som er hellige menneskers samfund, syndernes forladelse, legemets opstandelse, og efter døden det evige liv. Amen.

Det er:

Jeg tror, at jeg ikke af min styrke eller fornuft kan tro på Kristus eller komme til Kristus min herre, men det er Helligåndens gerning, som har kaldet mig ved evangelium, som har oplyst mig med sine gaver, som har helliggjort mig i den sande tro og opholdet: ligesom han også alle andre, som er i menigheden, kalder, forsamler, oplyser, helliggør og i den sande og eneste tro til Kristus opholder. Fremdeles skænker han mig og alle dem, som tror i samme menighed, daglig en fuld syndernes forladelse, og på den yderste dag skal han opvække mig med alle andre af døde og sætte mig med alle andre, som tror, til det evige liv. Det er alt sammen vist og sandt i alle måder.

 

473. Tror du på den hellige, almindelige, kristelige kirke?

Nej, men jeg tror, at der er en hellig, almindelig, kristelig kirke til.

 

472. Tror du da på Helligånden?

Ja, jeg tror på ham, ligesom på faderen og sønnen, med hvilke han er ét guddommeligt væsen.

 

*473. Bevis mig, at Helligånden er en guddommelig person?

Det bevises ikke alene af de guddommelige egenskaber og gerninger, som ham ofte i skriften tillægges, men også af det udtrykkelige guddomsnavn.

ApG 5, 3. 4. Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, at du skulle lyve imod Helligånden? Du har ikke løjet for menneskene, men for Gud.

1 Kor 3, 16. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? 1 Joh 5, 7.

 

*474. Hvorfor kaldes han en ånd?

Fordi han på en guddommelig måde som Guds munds ånde (Sl 33, 6.) Udgår af evighed fra faderen og sønnen.

Joh 15, 26. Når den talsmand kommer, som jeg skal sende jer fra faderen, den sandheds ånd, som udgår fra faderen, han skal vidne om mig.

 

475. Hvorfor kaldes han en Helligånd?

Ikke alene fordi han selv er hellig i sit væsen, men også, fordi han virker helliggørelsens gerning i menneskene.

 

476. Hvilke er Helligåndens fornemmeste virkninger?

At kalde, oplyse, helliggøre og opholde.

 

477. Ligger der og magt på at kende disse Helligåndens virkninger i sjælen?

Ja, for derefter må enhver prøve sig selv, om han er et ret lem af Guds kirke.

 

478. Hvad er da Guds kald?

At han ved sit ord rører menneskenes hjerter, ved evangelium i særdeleshed åbenbarer dem sin nåde, tilbyder den alvorlig og giver med det samme kraft til at antage den.

2 Tim 1, 9. Gud gjorde os salige og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore gerninger, men efter sit eget forsæt og nåde.

 

479. Hvad for andre hjælpemidler bruger Gud for at opvække og kalde menneskene til at søge salighed?

Hertil bruger han snart lidelser, snart velgerninger, snart andres eksempler og sådant mere, som kan føre mennesket til eftertanke.

 

480. Antager også alle mennesker sådant Guds kald?

Nej, mange modstår Helligåndens forekommende og tilberedende nåde, hvorfor de heller ikke nyder den iboende nåde.

 

*481. Men kan et menneske vel modstå Guds kald?

Ja.

ApG 7, 51. I modstår altid Helligånden.

Es 65, 2. Jeg udbredte mine hænder den ganske dag til et genstridigt folk.

 

*482. Hvem antager da Guds kald?

De, som modtager ordet i et villigt hjerte og bærer frugt i tålmodighed, det er, de som omvender sig og tror evangelium, der er en Guds kraft til saliggørelse, men kun hos dem, som tror. Rom 1, 16.

 

483. Når man nu ikke modstår evangeliets kald, men giver det rum hos sig, hvad virker det da i hjertet?

Oplysning, det er en levende kundskab og kraftig overbevisning om de guddommelige sandheder, hvori man da først får ret indsigt og smag. Joh 7, 17.

 

*484. Er da et ugudeligt menneske ikke oplyst, fordi han er klog og lærd i skriften?

Nej, han er endnu et mørkheds barn og kender ikke lysenes fader.

1 Sam 2, 12. Eli sønner var Belials sønner, de kendte ikke Herren.

Jer. 2, 8. Præsterne sagde ikke: hvor er Herren, og de, som omgikkes med loven, kendte mig ikke, og hyrderne gjorde overtrædelser imod mig.

Joh 8, 54. I siger, at han er jeres Gud, og I har ikke kendt ham.

1 Joh 2, 3. 4. Og derpå ved vi, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den som siger: jeg har kendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed.

Ef 5, 8. For I var fordum mørkhed, men nu et lys i Herren, omgås som lysets børn.

 

485. Sig mig den egentlige forskel på menneskelig lærdom og guddommelig oplysning!

Hin læres ved menneskelig fornuft og flid af Guds Ord, hvis kraft da modstås. Denne virkes ved samme ord af Helligånden, som da får sted og bor i sjælen. Hin er kun i hjernen alene, og en blot historisk kundskab, denne indtager hjertet og er samlet med en levende forfarenhed. Hin lader mennesket blive i sin ondskab, denne begynder at borttage viljens genstridighed.

 

486. Hvad forstås ved det ord helliggørelse?

I en vidtløftig mening begriber det i sig disse tre uadskillelige ting, genfødelsen, retfærdiggørelsen og fornyelsen. Ellers betegner det ofte alene den daglige fornyelse.

 

487. Hvad er genfødelsen eller den nye fødsel?

Det samme som en levende tros meddelelse eller opvækkelse af den åndelige død, omvendelse og oversættelse fra mørket til lyset, fra Satans magt til Gud.

Ef 2, 4. Gud levendegjorde os med Kristus, da vi var døde i synder.

 

*488. Sig mig endnu tydeligere, hvad genfødelsen er!

Den er ikke efter Nikodemus' tanke, at et menneske skulle gå i sin moders liv, når han er gammel, og fødes på ny, men genfødelsen er en åndelig og indvortes Guds gerning i menneskets hjerte, hvilket da fødes på ny, når deri, på en os ubegribelig måde, skabes en ny guddommelig art og beskaffenhed, i forstanden et nyt lys, i viljen en ny længsel, lyst og kraft, og altså et ganske nyt liv i den, som ellers var åndeligt død, hvilket skriften kalder et nyt hjerte, en ny ånd, et nyt menneske eller en ny skabning.

Ez 36, 26. Jeg vil give jer et nyt hjerte, og jeg vil give en ny ånd inden i jer, og jeg vil borttage det stenhjerte af jeres kød og give jer et kødhjerte.

Joh 3, 6. Hvad som er født af kødet, er kød, og hvad som er født af ånden, er ånd.

 

489. Ved hvilke midler virkes genfødelsen.

Hos de små børn ved vand og ånd i dåbens sakramente, men hos de gamle, som ved sikkerhed eller ondskabs synd er faldne fra dåbens nåde og genfødelsens stand, fås den på ny ved Guds Ord, den uforkrænkelige sæd. 1. Pet 1, 23.

 

490. Er det ganske fornødent til salighed at være genfødt?

Ja visselig.

Joh 3, 3. Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.

Gal 6, 15. I Kristus Jesus formår hverken omskærelse eller forhud noget, men en ny skabning. 2 Kor 5,17.

 

491. Hvorpå kan et menneske kende, om han er genfødt?

Det kendes på hans hjertes alvorlige forandring og de nye nådegaver, som gør ham til et kendelig nyt og andet menneske.

 

492. Hvad får da egentlig et menneske ved genfødelsen, som han ikke før havde?

Han får den sande levende tro, som fatter Kristus, og i ham en sønlig udkårelses ånd med ret til Guds rige samt lyst og kraft til at gøre Guds vilje.

Joh 1, 12-13. Så mange, som ham annammede, dem har han givet magt at vorde Guds børn, dem, som tror på hans navn, hvilke ikke er fødte af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud.

 

493. Hvad er den sande levende tro, som skænkes ved genfødelsen?

Troen er en bodfærdig sjæls tilflugt til Guds nåde i Kristi fortjeneste, hvilken begærlig antages, tilegnes og bygges på med fortrolig tillid.

 

*494. Hvorledes beskriver Luther den sande tro?

Troen er en levende dristende fortrøstning om Guds nåde; den er en Guds gerning i os, som omskifter og nyføder os af Gud, dræber den gamle Adam, gør os til ganske andre mennesker af hjerte, mod, sind og alle kræfter og fører Helligånden med sig. O hvor er det en levende, kraftig, mægtig og flittig ting med troen!

Se Luthers fortal, over epistelen til de romere.

 

495. Hvor mange stykker henhører da egentlig til den sande tro?

Tre, nemlig:

1) En levende kundskab om Gud og hans vilje, som er åbenbaret i ordet.

Joh 17, 3. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus.

Rom 10, 14. Hvorledes skal de tro på den, om hvem de ikke har hørt?

2) Et levende bifald eller samtykke og overbevisning om sandheden, af det man ved af Guds Ord.

Joh 3, 33. Den, som modtager hans vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru.

Hebr 11, 1. Troen er en bestandighed på de ting, som håbes, en fast overbevisning om de ting, som ikke ses.

3) En levende tilegnelse af Guds nåde i Kristus, samt tillid og fortrøstning på den samme, enten den nu ytrer sig i sand brændende længsel og hunger efter Kristus eller i større forsikring om nåden og hvile i Kristus.

Matt 5, 6. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.

Rom 8, 33-34. Hvem vil klage på Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, og oprejst, som og er i Guds højre hånd, som og træder frem for os.

 

496. Hvorfor kaldes denne kundskab, bifald og tilegnelse en levende tro?

Fordi disse ting ikke alene er virkede af Guds Ord, som er liv og ånd, men også beviser sig levende og kraftige i hjertet, hvilket den døde tro ikke gør.

 

497. Hvad er en død tro?

Den døde tro er en falsk indbildning, som ubodfærdige syndere gør sig selv om at få nåde, endskønt de ikke vil omvende sig og søge nåden i den rette orden, men bliver uforandrede, da dog troens art er at forandre mennesket.

Jak. 2, 26. Ligesom legemet er dødt uden ånd, så er og troen død uden gerninger.

 

498. Har da de ubodfærdige ingen sand tro?

Nej, slet ingen, om de end ved alt Guds Ord, holder det for sandt og trøster sig derved, så er dog deres tro død og deres tilstand fordømmelig, så længe troen bliver alene i hovedet og ikke kommer i hjertet, eller dræber den gamle Adam og genføder dem til nye mennesker.

 

499. Hvorpå kan jeg da kende, om min tro er levende eller død?

På dens kraftige virkning i hjertet, som er kærlighed til Gud og næsten, had imod synden og sejr over verden, nådemidlernes rette brug og sådant mere.

Jak. 2, 18. Vis mig din tro af dine gerninger.

Luk 6, 43. Der er intet godt træ, som bærer rådden frugt.

ApG 15, 9. Gud rensede deres hjerter ved troen.

1 Joh 5, 4. Alt det, som er født af Gud, overvinder verden, og denne er den sejr, som har overvundet verden, nemlig vor tro. 1 Pet 2, 2.

 

500. Er den sande tro altid og hos alle lige stærk?

Nej, for når den anfægtes af vantro, da er den undertiden meget svag, som en skælvende og bævende hånd, der knap tør tage fat på Guds nåde eller tilegne sig den, men er dog udstrakt derefter i hjertelig længsel og begærlighed.

Mark 6, 24. Jeg tror, herre! Hjælp min vantro.

 

*501. Er Gud vel tilfreds med sådan svag tro?

Ja, når den kun er sand og oprigtig i sin svaghed, som da bedst kan mærkes på alvorligt had mod synden og længsel efter mere bestyrkelse, endskønt troens frimodighed da ikke føles.

Matt 5, 3–6. Salige er de fattige i ånden, for himmeriges rige er deres osv. 1 Joh 3, 19.

 

502. Hvad gavn har et menneske af sådan tro, som han får ved genfødelsen?

Allerstørste gavn, for troen alene er det, som fatter Kristus og gør synderen retfærdig, det er, delagtig i Kristi retfærdighed.

Rom 5, 1. Vi som er retfærdiggjorte af troen, har fred med Gud ved vor herre Jesus Kristus.

 

503. Hvad er da retfærdiggørelsen?

Den er genfødelsens allernærmeste frugt og består deri, at den treenige Gud af idel nåde for sin dom frikender en sand bodfærdig og troende synder, både fra hans synd og dens fortjente straf, og derimod tilregner ham Kristi retfærdighed, ja anser ham i Kristus, ligesom han aldrig havde syndet.

2 Kor 5, 21. Den, som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi skal vorde Guds retfærdighed i ham.

Rom 3, 28. Så slutter vi nu fornuftigvis, at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger.

Gal 2. 16. Fordi vi ved, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovens gerninger, men ved Jesu Kristi tro, så troede og vi på Jesu Kristus, at vi skulle blive retfærdiggjorte af Kristi tro, og ikke af lovens gerninger, for intet menneske skal blive retfærdiggjort af lovens gerninger.

Rom 4, 2-8. Fil 3, 8-9. Ef 2, 8-10.

 

504. Er nu sådan en retfærdiggjort sjæl i en ret salig og bedre tilstand end før?

Ja visselig, for den er nu nær forenet med den treenige Gud, der bor i hjertet, som i sit tempel, den er nu i Kristus beriget med de åndelige velsignelser, de himmelske gode ting, med evangeliets uvurderlige herligheder, med nådens og salighedens rige skat og liggendefæ.

Sl 32, 1-2. Saligt er det menneske, som er befriet fra overtrædelse, hvis synd er skjult. Saligt er det menneske, som Herren ikke tilregner misgerning, og i hvis ånd er ikke falskhed.

 

*505. Hvilke er da sådanne evangeliets nådegaver?

Det er Kristi retfærdighed, syndernes forladelse, den børnlige udkårelse, Guds faderlige forsorg, arverettigheden, fred med Gud, sønlig tillid, Guds kærligheds søde smag, tilgang til Gud og dristighed til at bede, forsikring om Guds nåde, om bønhørelse og hjælp i al nød, særdeles kraftig beskærmelse imod alle synlige og usynlige fjender, tålmodighed med vor svaghed og nådig skånsel i vort ganske levned, det evige livs forsmag, glæde i Helligånden, styrelse, lys, drift og kraft af samme ånd, befrielse fra syndens straf og herredømme, fra Guds vrede og lovens forbandelse og tvang, fra Satans, Helvedes og dødens magt, fra verden og en ond samvittighed, alle tings, endog de bitreste lidelsers udfald til de troendes bedste; et levende håb om saligheden, hvorpå endelig følger den uudsigelige evige glæde og herlighed i Himmelen osv.

Ef 1, 3. Lovet være Gud og vor herres Jesu Kristi fader, som velsignede os med al åndelig velsignelse i de himmelske gode ting i Kristus!

Ef 3, 8. Mig, den allerringeste iblandt alle hellige, er denne nåde given for hedningerne i evangelium at prædike Kristi uransalige rigdom.

Rom 10, 15. Hvor dejlige er deres fødder, som forkynder fred i evangelium, de som forkynder de gode ting i evangelium.

 

*506. Smager enhver retfærdiggjort altid og i lige grad disse saligheder?

Nej, helst i bedrøvelser og anfægtelser.

En troende må derfor søge ved troens tilvækst at tilegne sig dem med største omhyggelighed, i frygt og glæde at bevare dem, og deraf få lyst og kraft til at fare fort i den daglige fornyelse eller helliggørelse, som følger på retfærdiggørelsen.

Ef 1, 16-19. Jeg lader ikke af at takke for jer, idet jeg ihukommer jer i mine bønner: at vor herres Jesu Kristi Gud, den herligheds fader, skal give jer visdoms og åbenbarelses ånd i hans kendelse, som er jeres forstands oplyste øjne, at I kunne kende, hvilket det håb er, som han kaldte jer til, og hvilken hans arvs herlige rigdom er i de hellige; og hvilken er hans magts overvættes storhed imod os, vi som tror efter hans kraftige styrkes gerning. 2 Kor 4, 3-4.

 

507. Hvad er egentlig fornyelsen?

Det gamle menneskes idelige afførelse, eller syndens aflæggelse, og det nye menneskes iførelse eller daglig fremgang i det gode, som i oplysning og Guds kundskab, tro, håb, kærlighed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed, fornægtelse, lyst til bøn og Guds Ord, kraft til at modstå synden og jage efter helliggørelse osv.

Ef 4, 22. Aflægger det gamle menneske efter den første omgængelse, som fordærves efter vildfarelses begæringer. Men fornyes i jeres sinds ånd og ifører det nye menneske, som er skabt efter Gud i retfærdighed og sandheds hellighed.

 

*508. Hvorfor kaldes denne fornyelse daglig?

Fordi den ikke som retfærdiggørelsen er straks fuldkommen, men må ved daglig øvelse fortsættes alle vore livsdage, så Guds billede, sind og art jo mere og mere kendes hos hans genfødte børn.

Fil 3, 12. Ikke at jeg har allerede grebet ham eller er allerede fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg og kan gribe ham, eftersom jeg og er grebet af Kristus.

 

509. Hvilken er Helligåndens sidste velgerning ved et menneske?

Det er opretholdelsen, for når han har helliget os ved genfødelsen, retfærdiggørelsen og fornyelsen, da opholder han os også i alle fristelser ved den sande tro til enden, om vi ikke modvillig falder fra.

Fil 1, 6. Den, som har begyndt en god gerning i jer, skal fuldkomme den indtil Jesu Kristi dag. Fra 1 Pet 1, 5. kap. 5, 10.

 

510. Hvorledes opholder Helligånden de troende?

Idet han indvortes overbeviser eller straffer, lærer, leder og trøster deres hjerter.

 

511. Hvad er Helligåndens overbevisnings- eller straffeembede?

At han gør samvittigheden øm og lader alle, endogså de mindste synder smertelig føles til ydmygelse.

Joh 16, 8. Når talsmanden kommer, skal han straffe verden for synd og for retfærdighed og for dom.

 

512. Hvad er Helligåndens læreembede?

At han ved Guds Ord jo mere og mere åbner og oplyser menneskets forstand og bekræfter i hjertet sandheden imod al vildfarelse.

1 Joh 2, 20–27. I har en salvelse af den hellige, og ved alle ting osv.

 

513. Hvad er Helligåndens ledsageembede?

At han ved sin hemmelige tugt og advarsel afholder mennesket fra synd, men opmuntrer, bevæger og skynder ham til det gode.

Rom 8, 14. Så mange som drives af Guds Ånd, disse er Guds børn.

Gal 5, 16. Omgås i ånden, og I skal ikke fuldkomme kødets begæring.

 

514. Hvad er Helligåndens trøsteembede?

At han, særdeles i nødens og fristelsens tid, erindrer en sand kristen om Guds nådige bistand, lader ham smage evangeliets trøstende kraft og opholder ham i tålmodighed ved et levende håb.

Rom 15, 13. Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred, idet I tror: at I kunne være overflødige i håbet i Helligåndens kraft.

Rom 8, 16. Den samme ånd vidner med vor ånd, at vi er Guds børn.

 

515. Når nu Guds Ånd således helliggør og opholder menneskene, hvad kaldes og er de da?

Helgener eller hellige mennesker.

Ef 1, 1. De hellige, som er i Efesus og tror i Kristus Jesus.

Sl 86, 2. Bevar min sjæl, for jeg er din hellige.

 

516. Hvor findes disse helgener?

I den hellige, almindelige, kristelige kirke.

 

517. Hvad forstås her ved kirken?

Ikke et hus bygget af træ og sten, men kirken er hellige menneskers samfund, sammenbindelse og forening i ånden.

 

518. Hvor mange sådanne kirker eller samfund er der til?

Kun én, som er almindelig, det er, ikke bunden til noget vist sted, men adspredt over den ganske verden, hvor den er stridende, men skal i himmelen blive triumferende.

 

*519. Hvorfor kaldes kirken kristelig?

Fordi den bekender sig til Kristi lærdom og har Kristus selv alene til hoved og herre.

 

*520. Er det da altid en sand kristen kirke, som bekender Kristi navn og beråber sig på ham?

Nej, ikke uden den derhos lærer Kristi ord uforfalsket og bruger de hellige sakramenter efter hans indstiftelse, hvilket er kirkens kendetegn.

Joh 8, 31-32. Dersom I bliver hos min tale, er I sandelig mine disciple, osv.

 

521. Bliver da alle de salige, som lever og dør i den synlige kirke?

Nej, ikke alle den synlige, men alene den usynlige kirkes lemmer bliver salige.

Matt 22, 14. Mange er kaldede, men få er udvalgte.

 

522. Jeg mente, kirken var kun én eneste, hvorledes er der da forskel på den synlige og usynlige?

Den er kun én, men i den ene udvortes og synlige hob er to slags lemmer, nemlig hyklere og sande kristne.

 

523. Hvilke er hyklere og alene udvortes lemmer?

De som med blot bekendelse råber: herre! Herre! Men gør ikke faderens vilje, som er i himmelen. Matt 7, 21.

 

524. Hvilke er sande kristne og kirkens rette lemmer?

De som i troen gør Guds vilje, så de bliver ved Herren og er én ånd med ham. 1 Kor 6, 17.

Rom 8, 9. Dersom nogen ikke har Kristi ånd, den er ikke hans.

 

525. Kan man altid kende disse sidste fra de første?

Herren kender altid sine, men i menneskenes øjne er forskellen ikke altid åbenbar, derfor kaldes kirken usynlig, fordi dens lemmer er skjulte midt iblandt den udvortes store hykleriske hob.

 

*526. Må de sande kristne have samfund med hyklere?

Ikke i deres ondskab, for lyset har ikke samfund med mørket eller Kristus med Belial, men i købmandskab, arbejde eller anden fornøden omgang kan de ikke undslå sig, for ellers måtte de gå ud af verden. 1 Kor 5, 10.

 

527. Har de sande kristne da noget nært samfund imellem sig selv indbyrdes?

Ja visselig, for da de alle er lemmer på ét legeme, grene på ét træ og børn fødte af én faders sæd, så har de broderligt fællesskab og delagtighed i sorg og glæde, i åndelige gaver og velgerninger, i bønner og forbønner, ligesom i troen og den evige arvedels håb.

Ef 4, 3–6. Vær flittige til at holde åndens enighed i fredens bånd. ét legeme og én ånd, ligesom I og er kaldede i ét håb i jeres kald. én herre, én tro, én dåb, én Gud og alles fader, som er over alle og ved alle og i jer alle. 1 Kor 12, 26.

 

*528. Kan Guds kirke gå til grunde?

Den usynlige og almindelige kirke forgår ikke, men opholdes af sit hoved Kristus imod alle Helvedes porte; dog tilsteder Gud tit, at tyranner og kættere på visse steder ødelægger den.

 

529. Hvad er endnu tilovers i den tredje artikel?

Tre ting, nemlig: syndernes forladelse, legemets opstandelse og det evige liv.

 

530. Hvem forlader synden?

Gud selv, som synden begås imod.

Mark 2, 7. Hvem kan forlade synder, uden én, som er Gud?

 

531. Hvad er det at forlade synden?

Det er at udslette og borttage al syndens skyld og straf, så synderen regnes for retfærdig, ligesom han ikke havde syndet.

2 Sam 12, 13. Herren har borttaget din synd, du skal ikke dø.

 

532. Vil Gud vel således forlade synden?

Ja, så ofte som nogen omvender sig og tror evangelium, vil Gud forlade ham synden af idel nåde for Kristi skyld, som med sit blod på korset har forsonet al verdens synder.

Ef 1, 7. I hvem vi har forløsning ved hans blod, som er syndernes forladelse.

 

533. Hvilke mennesker vil Gud forlade synden?

Alle i sandhed bodfærdige og troende sjæle, men ikke de ubodfærdige og vantro.

ApG 2, 38. Omvender jer, og hver af jer lader sig døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse. Ez 18, 21. 22.

 

534. Hvilke eller hvor mange synder vil Gud forlade?

Alle synder, de største med de mindste, når synderen kun omvender sig af hjertet.

1 Joh 1, 7. Dersom vi omgås i lyset, ligesom han er i lyset, da har vi samfund med hinanden, og Jesu Kristi hans søns blod renser os af al synd. Es 1, 18; Rom 5, 20.

 

535. Ved hvilket middel meddeler Gud menneskene deres synders forladelse?

Ved sit hellige evangelium, som han har givet sine tjenere magt og myndighed i sit sted her på jorden at forkynde for alle bodfærdige til syndernes forladelse.

Luk 24, 47. At prædikes i hans navn omvendelse og syndernes forladelse for alle folk.

 

536. Hvilket er på menneskets side det middel, hvorved vi får syndernes forladelse?

Intet andet end troen, som antager den herre Jesus og i ham retfærdighed af idel nåde.

ApG 13, 38. 39. Ved denne kundgøres jer syndernes forladelse, og af alle de synder, af hvilke I kan ikke vorde retfærdiggjorte ved mose lov, retfærdiggøres ved ham hver, som tror. Gal 2, 16.

 

537. Tjener sådan lærdom om syndernes forladelse ikke til sikkerhed?

Mange misbruger den vel dertil og falder i desto større fordømmelse, men Guds børn opmuntres ved nåden til kærlig taknemmelighed og mere gudsfrygt.

Sl 130, 4. Hos dig er forladelse, på det du må frygtes.

 

538. Hvad er legemets eller kødets opstandelse, som den tredje artikel fremdeles handler om?

At alle de afdødes legemer på den yderste dag skal ved Guds kraft forenes igen med sjælen, som fordum boede deri, og oprejses, nogle til evig glæde, andre til evig pine.

Joh 5, 28-29. Den time kommer, på hvilken alle de, som er i gravene, skal høre hans røst. Og de skal gå ud, som har gjort godt, til livets opstandelse, men de som har gjort ondt, til dommens opstandelse. Joh 6, 40. Dan. 12, 2.

 

539. Kan dette vel ske?

Ja, for hos Gud, som har skabt jorden af intet og det første menneske af jord, er ingen ting umulig. Luk 1, 37.

 

*540. Er det fornødent at tro dødes opstandelse?

Ja, for Guds belønnende og straffende retfærdigheds skyld, for dertil hensigter de troendes håb og de ugudeliges forskrækkelse.

1 Kor 15, 13-14. Dersom dødes opstandelse ikke er, er heller ikke Kristus opstanden. Men er Kristus ikke opstanden, er vor prædiken jo forgæves, så er og jeres tro forgæves.

2 Thess 1, 6–8. 2 Kor 5, 10.

 

*541. Skal legemerne i opstandelsen have samme egenskaber som nu?

Nej, de skal da have åndelige egenskaber og være udødelige, uforkrænkelige og skikkede enten til himmelens glæde eller Helvedes pine evig at modtage.

1 Kor 15, 42-44. Der sås et naturligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Og v. 53.

 

542. Hvor kommer da de opstandne legemer med sjælene hen?

Efter at dommen er holden, går de fordømte i Helvedes evige ild, kval og pine, men de udvalgte i det evige, himmelske og salige liv. Matt 25, 34. 41. 46.

 

543. Hvad er det evige liv?

Et fuldkomment samfund med Gud, da de salige, på sjæl og legeme aldeles befriede fra synden og alt ondt, nyder en uendelig og ubeskrivelig fryd, fred, glæde og herlighed, og med alle udvalgte engle uafladelig lover Gud.

Sl 17, 15; 1 Kor 13, 12; 1 Thess 4, 17; Rom 2, 6-7.

 

544. Hvad er den evige død?

En skammelig og angstfuld udelukkelse fra Guds salighed, men i dens sted en bidende og brændende ilds og orms pine for legeme og sjæl.

Matt 25, 41. Går bort fra mig, I forbandede, i den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle. Visd. 5, 2. Rom 2, 8. 9. 2 Pet 2, 4. Åb. 20, 10.

 

545. Hvem kommer i Helvedes evige død og pine?

Alle de, som har levet i forsætlige synder og er hendøde i ubodfærdighed, vantro, sikkerhed og falsk indbildning om Guds nåde, hvilke kaldes evig forskudte af Gud.

 

*546. Hvad er denne forskydelse?

At den alvidende Gud ikke af et absolut råd, men for menneskenes egen modvillige genstridigheds skyld, har besluttet at forskyde og fordømme alle dem, som han af evighed har set at ville bestandig forskyde hans nåde og blive i deres ubodfærdighed og vantro.

Joh 3, 18. Den som tror på ham, dømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede dømt, for han har ikke troet på Guds enbårne søns navn.

 

547. Hvem bliver delagtige i det evige livs glæde og salighed?

Alle de, som sandelig har troet på Kristus, levet kristeligt og er blevne bestandige deri indtil enden, hvilke kaldes udvalgte.

 

*548. Hvad er udvælgelsen?

At Gud har beskikket alle dem til det evige liv, som han af evighed har set at ville antage den tilbudte nåde, tro på Kristus og i denne tro blive bestandige til enden.

Rom 8, 28–30. Men vi véd, at alle ting tjener dem til gode, som elsker Gud, de, som er kaldede efter forsættet. For hvilke han havde kendt forud, dem har han og beskikket forud at være hans søns billede ligedannede, på det han skal være den førstefødte iblandt mange brødre. Men hvilke han har beskikket forud, disse har han og kaldet, og hvilke han har kaldet, disse har han og retfærdiggjort, men de han har retfærdiggjort, disse har han og gjort herlige.

 

 

 

Den tredje part

Om bønnen

 

Herrens bøn

Fader vor, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, tilkomme dit rige, ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere, led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde, for riget er dit, magten og æren i evighed, amen.

 

549. Hvad skal en troende kristens stadige øvelse være?

At omgås med Gud ved bøn og hellige betragtninger, ligesom man omgås og taler fortroligt med sin ven. Sl 19, 15. Ef 6, 18.

 

550. Hvad er det at bede?

Det er at tale enfoldig med Gud i sit hjerte, udøse sin begæring for ham, klage ham sin åndelige og legemlige trang og af sjælens inderste grund med alvorlig længsel søge noget. 1 Tim 2, 1–3.

 

551. Hvem bør således at bede?

Alle mennesker, endogså de små børn, Sl 8, 3, da det ikke alene er en pligt, befalet i det andet bud, og ellers ofte, at vi bør bede, men det er og en nåde og velgerning, at vi ringe og urene må og tør bede.

Luk 11, 1-13. kap. 18, 1-8; Sl 50, 15.

 

552. Men kan alle mennesker bede på en Gud behagelig måde?

Nej, ikke de ubodfærdige, hvis bøn er Gud en vederstyggelighed, men de, som enten er omvendte eller på omvendelsens vej.

Joh 9, 31. Vi ved, at Gud hører ikke syndere, men dersom nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, den hører han.

Sl 50, 15-17; Sl 66, 18; Sl 145, 18-19; Ordsp. 28, 9; Es 1, 15. osv.

 

553. Hvem skal man bede til?

Alene til den treenige Gud, som ene kan høre og gøre vor begæring.

 

554. Hvorpå skal man grunde sin bøn?

På Jesu fortjeneste og forbøn hos faderen.

Joh 16, 23. Sandelig, sandelig jeg siger jer, at hvad som helst I beder faderen om i mit navn, det skal han give jer.

 

555. Hvorledes skal man berede sig til bønnen?

Man skal i hjertelig bodfærdighed fatte fortsæt oprigtigt at ville tjene Gud og alvorligt stride imod al synd, afdrage sit hjerte fra verdslige ting, betænke sin store trang, forestille sig Guds hellige og nådige nærværelse, og så vende, med suk om bønnens ånd, al sin sjæls attrå til Gud som godheds rige kilde.

 

*556. Hvorledes skal vor bøn eller samtale med Gud være beskaffen?

Den skal ske med en sønlig tillid, med andagt, ærbødighed og et forsonligt hjerte. Deraf må og flyde ydmyghed og ærbødighed i legemets skikkelse og gebærder for den majestætiske Gud efter Guds egen søns og de helliges eksempler.

Sl 95, 6. Kommer, lader os tilbede og lader os bøje knæ for Herrens ansigt, som os gjorde.

1 Tim 2, 8. Så vil jeg, at mændene skal bede i hvert sted, opløftende hellige hænder uden vrede og tvivl.

Joh 4, 23. 24. Matt 26, 39. Ef 3, 14.

 

*557. Når og hvor skal man bede?

Altid og alle vegne, dog helst i enrum.

Luk 18, 1. Han sagde en lignelse til dem dertil, at man altid bør bede og ikke blive træt.

Matt 6, 6. Når du beder, gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i løndom, og din fader, som ser i løndom, skal betale dig åbenbar.

 

558. Skal man alene bede af bønnebøger?

Også af hjertet og med egne ord.

 

559. Kan børn og enfoldige folk vel udtrykke deres hjertes tanker med egne ord?

Ja, for med Gud kan man tale lige så, ja mere enfoldigt end med menneskene, og dertil giver han sine børn nådens og bønnens ånd. Sak. 12, 10. Rom 8, 15. 26.

 

*560. Hvor mange slags er da bønnen?

To slags. Den indvortes, når hjertet taler alene i suk, længsel og stille opløftelse til Gud, hvilket kaldes den stedsevarende bøn, som kan og bør have sted under arbejde og forretninger. Den udvortes, når munden taler af hjertets overflødighed og på visse tider fremfører sine tanker og begæringer i ord.

Sl 19, 15. Lad min munds tale behage dig, og mit hjertes tanke for dig: herre, min klippe og min genløser.

Sl 55, 17-18. Jeg vil råbe til Gud, og Herren skal frelse mig. Jeg vil tale og hyle aften og morgen og middag, så skal han høre min røst.

Dan. 6, 11. Daniel knælede tre gange hver dag på sine knæ og bad og bekendte for Gud.

Sl 119, 164; Sl 38, 10; Es 29, 13-14.

 

561. Skal vi alene bede for os selv?

Nej, for alle, om det end var vore fjender, særdeles skal vi bede for øvrigheden, for lærerne, så og for vore åndelige brødre og søstre.

Jak. 5, 16. Beder for hinanden, at I kan læges.

Matt 5, 44. Beder for dem, som overfalder jer og forfølger jer.

 

562. Hvorom skal vi bede?

Ikke alene om legemlige gaver, såsom næring, fred, sundhed, hvorved skal sættes dette vilkår: herre, om du vil! Men fornemmelig om åndelige gaver, såsom syndernes forladelse, troens bestyrkelse, et rent hjerte, en god beredelse til døden og den evige salighed. Dog de åndelige gaver, som er ikke aldeles fornødne til salighed, såsom en højere grad i åndelig bedrøvelse, følelse af troens frimodighed, stor åndelig glæde osv. Bør uden vilkår ikke bedes Matt 6, 9. Luk 11, 1. osv.

 

563. Hvilken er den allerfuldkomneste og bedste bøn?

Det hellige fader vor, som Jesus selv har lært sine disciple og os alle at bede. Matt 6, 9–13. Luk 11, 2–4.

 

564. Hvorledes inddeles denne Herrens bøn?

I indgangen, de syv bønner og slutningen.

 

565. Hvad er indgangen?

Den fortrolige tiltale: fader vor, du som er i himlene.

 

566. Hvorfor tiltales Gud i bønnen som en fader?

Gud indbyder os kærligt med denne lille fortale, at vi sandelig skal tro, at han er vor rette fader, og vi hans rette børn, på det vi des trøsteligere med fuld tillid skulle bede, ligesom vi ser børn at bede noget med vis tillid af deres forældre.

 

567. Kan da ubodfærdige også have den tillid at kalde Gud deres fader i himmelen?

Han er vel alles fader efter skabelsen, opretholdelsen og sin kærlige vilje til at omvende og frelse dem, men dog kan de ubodfærdige ikke kalde ham fader, så længe de ikke genfødes og får en sønlig ånd, for ellers er deres rette fader i Helvede.

Joh 8, 44. I er af en fader Djævelen, og vil gøre jeres faders begæringer.

 

568. Hvem kan kalde Gud sin fader?

De genfødte og sande, endskønt svage Guds børn.

Gal 4, 6. Fordi I er børn, har Gud udsendt sin søns ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, fader.

 

569. Hvorfor siges vor og ikke min fader?

Fordi enhver kristen skal bede i åndens og nådens samfund med andre og for andre så vel som for sig selv.

 

*570. Hvorfor kalder vi Gud en fader, som er i himmelen?

For at opløfte hjertet og desto mere opvække en ærbødig tillid til den allerhøjeste, som ser og formår alle ting.

Matt 6, 32. Jeres himmelske fader ved, at I har alle disse ting behov.

 

571. Hvor mange bønner indeholdes i fader vor?

Syv, af hvilke de fire første sigter til det gode, vi begærer, men de tre sidste til det onde, vi ønsker at undgå.

 

 

Den første bøn

Helliget vorde dit navn.

Det er:

Guds navn er vel ved sig selv aldeles helligt, men vi beder her, at det hos os måtte også helliges, hvilket da sker:

Når Guds Ord læres purt og rent, og vi, som det sømmer sig Guds børn, lader det udtrykkelig til syne i vort levned; hvilket at må ske, giv du os, o fader i himmelen! De som ikke lærer andre Guds Ord og ikke lever efter det foreskrevne Guds Ord, de vanhelliger Guds navn iblandt os; hvilket ikke at skulle ske, forhindre du, o himmelske fader.

 

572. Hvad betyder Guds navn?

Hans egenskaber, ord, sakramenter og alt det ham i særdeleshed tilhører. (Se mere ved det andet bud.)

 

573. Bliver dette Guds navn helligere, fordi vi beder derom?

Guds navn er vel ved sig selv aldeles helligt, men vi beder her, at det hos os måtte også helliges.

 

574. Hvorledes bliver Guds navn helliget?

Når Guds Ord læres purt osv.

Matt 5, 16. Lader så jeres lys skinne for menneskene, at de ser jeres gode gerninger, og priser jeres fader, som er i himlene.

 

575. Hvorledes bliver Guds navn vanhelliget?

Ved vrang lærdom og ugudeligt eller hyklerisk levned; for de, som ikke lærer andre Guds Ord og ikke lever efter osv.

Rom 2, 23. Du som roser dig af loven, vanærer du Gud ved lovens overtrædelse? Ez 36, 22. 23.

 

576. Kan en ubodfærdig synder vel bede denne første bøn?

Nej, ikke af et sandt hjerte, for han er selv den, som beskæmmer og vanærer dette hellige navn.

 

 

Den anden bøn

Komme dit rige.

Det er:

Guds rige kommer vel ved sig selv, endog ingen af os beder derom: men vi beder her, at det må og komme til os; hvilket da sker: når vor himmelske fader giver os sin Helligånd, hvilken der gør det ved sin nåde, at vi både tror Guds Ord og lever et helligt og gudeligt levned her og i det tilkommende liv.

 

577. Hvor mange slags er Guds rige?

Tre slags, nemlig:

1) Naturens rige, hvori han ved sin almagt styrer alle skabte ting efter sin vilje.

2) Nådens rige, det er kirken eller de helliges samfund, hvor han ved sin Helligånd i ordet og sakramenterne regerer sine troende børn.

3) Ærens eller herlighedens himmelske rige, i hvilket de, der hører Kristus til, evindelig skal herske med ham i fuldkommen glæde og salighed.

 

578. Hvilket af disse riger beder vi om i den anden bøn?

Om nådens og herlighedens rige.

 

579. Hvorledes kommer Guds rige til os?

Når vor himmelske fader giver os sin Helligånd, hvilken osv.

 

580. Kan en ubodfærdig synder vel bede den anden bøn?

Nej, ikke af et sandt hjerte, for han er bange for Helligåndens regimente, støder Guds rige fra sig og lever med forsæt i Satans rige.

 

*581. Har Satan da også et rige?

Ja, denne verdens Gud og fyrste er mægtig i vantroens børn, og under hans herredømme står alle ugenfødte, så længe indtil de omvendes.

Kol 1, 13. Han friede os fra mørkets magt og oversatte os i sin elskelige søns rige.

 

*582. Hvorpå kendes da de, der står i Djævelens rige?

Derpå, at de tjener synden og gør Djævelens som deres herres vilje.

1 Joh 3, 8. Den som gør synd, han er af Djævelen.

 

 

Den tredje bøn

Ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden.

Det er:

Guds gode vilje sker i himmelen, endog vi aldrig beder; men vi beder her, at den også må ske hos os på jorden: hvilket da sker, når Gud forhindrer alle vore onde råd, alle vore ugudelige idrætter, med hvilke vi forhindres, at vi ikke helliger Guds navn; og, at hans rige ikke kommer til os; og det er Djævelens, verdens og vort køds vilje. Derimod er det Guds gode og barmhjertige vilje, at han kan styrke og opholde os i ordet og i troen, indtil vi dør.

 

583. Hvad er Guds vilje?

Guds vilje er vor helliggørelse ved tro og kærlighed efter loven og evangelium.

1 Joh 3, 23. Det er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden, som han gav os et bud.

1 Thess 4, 3. Det er Guds vilje, jeres helliggørelse.

 

584. Sker denne Guds vilje altid og hos alle?

Nej, for hvor Guds rige ikke kommer hen, der sker heller ikke hans, men Djævelens, verdens og kødets vilje.

 

585. Hvorledes sker da denne Guds vilje?

Når Gud forhindrer alle vore onde råd og alle osv.

 

586. Gør da menneskets vilje intet godt, om den må råde sig selv?

Nej, for vort køds sans er fjendskab imod Gud, hverken kender vi vort sande gavn, heller ikke har vi lyst at søge det, uden Gud oplyser vor forstand og bøjer vor vilje til at underkaste sig hans vilje, som er alene vis, god og fuldkommen.

 

*587. Kan Guds vilje ske på jorden af menneskene, ligesom den sker i himmelen af englene?

Ja, skønt ikke i lige sådan fuldkommenhed, dog med sådan hjertelig oprigtighed, med glæde og alvorlighed.

 

588. Er det nok, at vi i lydighed gør Guds vilje?

Nej, vi bør også lide Guds vilje tålmodig og overgive os i hans hånd, ligesom den syge i sin læges.

1 Sam 3, 18. Eli sagde: han er Herren, han gør, hvad som godt er for hans øjne!

 

589. Kan verdens børn med et sandt hjerte bede den tredje bøn?

Nej, for de strider forsætlig imod Guds vilje og vil, at den skal rette sig efter deres dårlige vilje og syndige egensind.

 

 

Den fjerde bøn

Giv os i dag vort daglige brød.

Det er:

Gud giver vel endogså de onde mennesker det daglige brød, endog de ikke beder. Men vi beder her, at han vil give os den forstand, at vi visselig må finde, at det brød, som vi fødes med, gives os af Gud, og at vi må være Gud taknemmelige for så stor en velgerning. Fremdeles ved det, at der nævnes dagligt brød, forstås alle de ting, som til dette liv at opholde gøres behov, såsom: mad, drikke, klæder, sko, visse værelser, agre, fæ, penge, gods, en god hustru, lydige børn, tjenestefolk, som gør deres embede, runde og milde herrer, god og forstandig øvrighed, sund luft, almindelig fred, sundhed, gode sæder, hæder, gode venner, gode naboer og sådanne ting.

 

590. Hvad forstås ved dagligt brød?

Alle ting, som til dette liv at opretholde osv. Og derom bedes ikke alene, at vi må få det, men at det og må være velsignet for os.

 

591. Hvorfor kaldes alle disse ting brød?

Fordi brødet er det almindeligste og mest fornødne middel til legemets opretholdelse.

 

592. Hvorfor beder du om dagligt brød?

Fordi jeg må være tilfreds med nødtørftig underholdning uden at stræbe efter overflødighed.

1 Tim 6, 8. Når vi har føde og klæder, skal vi dermed lade os nøje.

 

593. Hvorfor lægges hertil det ord i dag?

Fordi jeg ikke må sørge for den anden morgen, men lade hver dag sin plage. Matt 6, 34.

 

594. Hvorfor siger du: giv os vort brød?

Fordi vi indslutter vor næste med i bønnen, så og fordi vi må begære at æde vort eget brød og ikke stjålet brød i uretfærdighed eller dovenskab, som føder betleri.

2 Thess 3, 12. Sådanne byder vi og formaner ved vor herre Jesus Kristus, at de arbejder med stilhed og æder deres eget brød. 1 Thess 4, 11. 12.

 

595. Skal da den, som beder om sit daglige brød, tillige arbejde derfor?

Ja,

1 Mos 3, 19. I dit ansigts sved skal du æde dit brød.

 

596. Må den rige da ikke være ganske ørkesløs?

Nej, fordi han vil æde, bør han arbejde, det er, gøre noget godt, hvad det er, til Guds ære og næstens nytte.

1 Pet 4, 10. Efter som hver har fået en nådegave, tjener hinanden dermed som gode husholdere over Guds adskillige nåde. 2 Thess 3, 10. 11. 12.

 

 

 

Den femte bøn

Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.

Det er:

Vi beder her, at vor himmelske fader ikke vil hense til vore synder og derfor ikke forskyde denne vor bøn, for når vi beder om alle disse ting, da bekender vi os ikke at have fortjent, at vi skal bekomme end det ringeste, men at han vil give os dem ved sin barmhjertighed, for fordi vi daglig synder, da fortjener vi hellere straf end syndernes forladelse. Men at vi den må bekomme, da skal vi derimod af hjertet tilgive, hvad som helst andre har syndet imod os, og for ilde gjort give velgerninger igen.

597. Hvad er det for en skyld eller gæld, som vi beder Gud forlade os?

Vore synder med deres fortjente straf timelig og evig.

 

598. Vil Gud forlade den gæld uden betaling?

Kristus har betalt den sidste skærv for os, som ikke kunne betale, derfor beder vi i hans navn om nåde og forladelse.

 

599. Når Gud én gang har taget en synder til nåde, har han da behov at bede daglig om synds forladelse?

Ja, ligesom vi daglig trænger til brød, så trænger vi og daglig til nåde og forladelse, fordi vi, desværre! Synder daglig af skrøbelighed, endskønt Guds børn ikke mere synder forsætlig og af ondskab.

Sl 19, 13. Hvem kan mærke vildfarelser? Rens mig af mine lønlige brøst.

 

600. Hvad lover vi Gud i denne bøn, når vi søger forladelse hos ham?

At vi igen vil forlade og tilgive vore skyldnere, det er andre mennesker, som kan have syndet imod os, skønt vi dermed ikke fortjener synds forladelse af Gud.

Kol 3, 13. Tilgiver indbyrdes jer selv, dersom nogen har klagemål imod nogen, ligesom og Kristus gav jer til, så gør og I.

Luk 6, 37. Forlader, så skal jer forlades.

 

*601. Kan da den hadske og hævngerrige bede denne femte bøn sig til noget gavn?

Nej, for som det ikke er sandt, at han forlader dem, der har gjort ham imod, så beder han, at Gud heller ikke vil forlade ham sine synder, hvilket heller ikke sker, men Guds vrede bliver over ham, ligesom hans vrede bliver over næsten.

Sir. 28, 1. 2. Hvo sig hævner, skal finde hævn fra Herren, og han skal flittig give agt på hans synder. Forlad din næste, det han har gjort med uret, og når du da beder, skal dine synder løses.

Matt 6, 15. Forlader I menneskene ikke deres fald, skal og jeres fader ikke forlade jeres fald.

 

 

Den sjette bøn

Led os ikke i fristelse.

Det er:

Gud frister vel ingen, men vi beder her, at han vil os bevare og forsvare imod Djævelens, verdens og vort køds bedrageri, at vi ikke skal besviges af dem og henkastes i vantro, mishåb eller andre laster, at dersom vi fristes dermed, at vi da som de, der bliver overmænd, måtte sejr beholde.

 

602. Frister Gud aldrig noget menneske?

Han er ikke en frister til det onde, for det er hans hellighed imod. Jak. 1, 3.

 

603. Er der da mere end ét slags fristelser til?

Ja, nogle er af Gud til det gode, andre af Djævelen, verden og vort eget kød til det onde.

 

604. Hvad er egentlig de guddommelige fristelser?

De er visse legemlige eller åndelige omstændigheder, som Gud lader menneskene komme i for at prøve dem og åbenbare, om der er sand tro, kærlighed eller tålmodighed i deres hjerte.

 

*605. Sig noget til eksempel om sådanne fristelser!

Således prøves eller fristes den rige med sin rigdom, om han er barmhjertig, den fattige med sin fattigdom, om han er fornøjet, den mægtige med sin magt, om han er ydmyg, den elendige med sin jammer, om han er tålmodig, den som ikke ser og føler trøst, om han dog kan tro.

 

*606. Kender Gud da ikke desforuden menneskets hjerte?

Jo, Gud kender hans inderste tanker langt fra, men han vil, at mennesket skal blive sig selv og andre ret bekendt.

Joh 6, 6. Han sagde det for at forsøge ham, for han vidste selv, hvad han ville gøre.

Eksempler: Se Abrahams 1 Mos 22, 1. osv. Israels i ørken 2 Mos 16, 4. Ezekias 2 Krøn 32, 31.

 

607. Beder vi da i den sjette bøn, at Gud aldeles ikke skal friste os?

Nej, for det er os ofte meget gavnligt.

Jak. 1, 2-3. Mine brødre, agter det for al glæde, når I falder i adskillige fristelser, vidende, at jeres tros prøvelse gør tålmodighed.

 

608. Hvad er da meningen af denne bøn?

At Gud selv ikke vil friste os over vore svage kræfter, men bevise sig trofast, gøre sådan ende på fristelsen, at vi kan tåle det, og når han tilsteder vore fjender at friste os, da sætte dem rette grænser.

 

609. Hvem er de fjender, som frister os til det onde?

Disse er Djævelen, verden og vort eget kød.

 

610. Hvorledes fristes vi af disse vor saligheds fjender?

1) Djævelen, den rette frister, indskyder onde tanker ligesom gloende pile.

Joh 13. 2. Djævelen havde skudt i judas Simons iskariots hjerte, at han skulle forråde ham.

2) Verden, det er verdens børn, frister med trussel, tillokkelse, forargelige eksempler og onde ord, som fordærver gode sæder.

Ordsp. 1, 10. Min søn, når syndere lokker dig, da kom ikke.

3) Vort kød eller onde natur, som er den nærmeste og farligste fjende, frister os med onde opstigende lyster og tilskyndelser.

Jak. 1, 14. Hver fristes, når han drages og lokkes af sin egen begærlighed.

 

611. Hvad skal den gøre, som fristes til det onde?

Han skal våge, bede og stride med åndelige våben imod disse farlige fjender.

Ef 6, 16. 17. 18. For alle ting optager troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes gloende pile. Og tager saliggørelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds Ord. Så I beder i al belejlig tid med al bøn og ydmyg begæring i ånden og våger til det samme med al vedholdenhed og ydmyg begæring for alle de hellige.

 

612. Er ikke vantro og gudsbespottelige tanker eller indfald farlige fristelser af Djævelen og menneskets hjerte?

Jo, men en troende, som har stor afsky derfor og strider efter mulighed derimod, kan trøste sig ved, at Gud ser, at det er på hans side ingen frivillig gerning, men en smertelig lidelse, som og til sidst har sin salige nytte.

 

613. Kan et menneske ikke også selv indlede sig i fristelse?

Jo, når han ikke flyr og skyr al lejlighed til ondt, men læser skadelige bøger, omgås fortrolig med verdens børn eller foretager uden kald de ting, som kan lede til synd og forarge ham.

 

614. Hvad er forargelse?

Et anstød, som ligger i vejen for vor sjæl og kan føre den i fald.

 

615. Hvor mange slags er forargelse?

To slags:

1) Den givne, der gives andre med syndige ord, gebærder, gøren, laden eller og med sin friheds misbrug, særdeles når det sker af dem, der i de tre stænder er foresat andre til et godt eksempel.

2) Den tagne, som ubilligt tages af en uskyldig og god ting.

Matt 18, 7. Ve verden for forargelser! 1 Kor 8, 13; Rom 14, 13. osv.

Matt 15, 12. 13. 14. Da gik hans disciple frem og sagde til ham: ved du, at farisæerne har forarget sig, da de hørte den tale? Men han svarede og sagde: al plantning, som min himmelske fader ikke har plantet, skal med rod oprykkes. Lader dem fare, blinde er blindes vejledere, men når en blind leder en blind, da falder de begge i graven. Joh 6, 60-61.

 

 

Den syvende bøn

Men frels os fra det onde.

Det er:

Her beder vi i en sum, at den himmelske fader vil beskærme og fri os fra al fare på legeme og sjæl, gods og rygte, og at vi i den sidste livstime må lyksalig henvandre fra dette elendige liv til det evige liv.

 

616. Hvor mange slags er det onde, som her bedes imod?

Fire slags, nemlig på sjæl, legeme, gods og rygte, og da Djævelen er ond, ja en årsag til alt ondt, så beder vi og i denne bøn imod ham.

 

*617. Hvad er sjælens onde?

Synden selv, al ondskabs rod, en nagende samvittighed, forhærdelse, fortvivlelse og Helvedes evige angst.

 

*618. Hvad er legemets onde?

Alle hånde sygdomme og andre følelige smerter af hunger, frost, fængsel, landflygtighed og deslige.

 

*619. Hvad er det onde på vort gods og ære?

De timelige ejendeles berøvelse ved fjende- eller tyvehånd, ildebrand og vands-våde, skændig armod, spot og skam.

 

620. Hvilke af disse onde ting skal vi mest bede imod?

Imod sjælens onde, for beholder vi fred med Gud i en god samvittighed, så kan vi trøste os i alt andet ondt, som da først er et saligt kors.

 

621. Hvorfor er korset saligt?

Fordi det dæmper synden, kødets selvrådighed og verdens kærlighed, opvækker længsel efter den evige ro, det øver, prøver og styrker troen og dens frugter, bøn, Guds Ords betragtning, ydmyghed, tålmodighed, erfarenhed, håb, giver lejlighed, at Guds nåde og almagt kan kendes i vore skrøbeligheder, gør os ligedannede efter Kristi billede og baner vej til desto større herlighed.

ApG 14, 22. Os bør at indgå i Guds rige ved megen trængsel.

 

*622. Er de ubodfærdige da ikke også tit korsdragere?

Nej, ingen er en korsdrager uden den korsfæstede Jesu efterfølger, men den ugudelige har vel mange plager, som han oftest gør sig selv. Sl 32, 10.

 

623. Hvornår bliver et Guds barn fuldkommen frelst fra alt ondt?

I døden, som er ham en forløsning fra dette døds legeme.

 

*624. Må vi da nok ønske os døden?

Ikke af utålmodighed, men vel af kedsommelighed til synden og troens længsel efter fuldkommen forening med vor kære frelser, dog derhos med en tålmodig hengivelse i hans vilje.

Fil 1, 23. Jeg har lyst til at henfare og være med Kristus, for det var jo meget bedre.

 

625. Har de uomvendte verdens børn vel årsag at ønske sig døden?

Nej, når de gør det, da betænker de ikke, hvad dem herefter skal vederfares, og hvor grueligt det pinested er, til hvilket deres sjæle ved døden henfarer.

 

626. Hvem får da en salig død?

Den som dør i Herren, det er, i troens rette samfund med den herre Jesus.

Åb. 14, 13. Salige er de døde, som dør i Herren herefter. Ja, Ånden siger, at de skal hvile af deres arbejde, men deres gerninger følger med dem. Hebr 11, 13.

 

627. Er da ikke alle de salige, som efter døden kaldes salige?

Nej.

Visd. 3, 1. De retfærdiges sjæle er i Guds hånd, og pine skal ikke røre dem.

 

628. Hvorledes lyder slutningen af fader vor?

For riget er dit, magten og æren i evighed. Amen.

 

629. Hvorfor erindrer sig den bedende sjæl til sidst disse ting?

Fordi Guds riges, magts og æres ihukommelse er et kraftigt middel til opmuntring i tro og håb om bønhørelse.

 

630. Hvad betyder det sidst tillagte ord amen?

Dette fremmede ord betyder: ja, visselig, sandelig, det skal ske.

 

631. Kan man da være vis på, at bønhøres og få, hvad man beder om?

Ja, for Gud har befalet os at bede og lagt en forjættelse til befalingen, så det skal ske, at han skal bønhøre os. Amen, amen, visselig skal alle de ting gives dig. Så forvisses vi og derom ved Kristi, Helligåndens og den ganske kristelige kirkes forbøn.

Luk 11, 9. Beder, og jer skal gives, leder, og I skal finde, banker, og jer skal oplades.

Sl 50, 15. Es 65, 24. Joh 16, 24.

 

632. Men sker det da altid?

Ja, uden så er, man beder imod Guds vilje eller om det, han ikke agter os tjenligt at være, da han giver vel ikke det samme, men dog noget bedre i dets sted.

1 Joh 5, 14. Denne er den dristighed, som vi har til ham, at dersom vi begærer noget efter hans vilje, hører han os. 2 Kor 12, 8-9.

 

633. Lader Gud da bønhørelsen straks komme?

Undertiden, men ikke altid; for når han vil øve os i bestandig tro, håb og tålmodighed, da forholder han hjælpen en tid lang og lader den komme i rette tid.

Hab 2, 3; 2 Pet 3, 9.

 

634. Sig mig omsider: hvad skal drive et menneske til at bede flittigt?

Guds befaling og forjættelse, menneskets egen nød og herlige nytte, så at troen kan øves og Gud æres og prises for bønhørelse.

 

 

Den fjerde part

Om den hellige dåbs sakramente

 

635. Hvad er et sakramente?

En af Gud forordnet særdeles hellig forretning, hvori han ved synlige midler tilbyder, giver og besegler sin usynlige nåde og himmelske gode ting.

 

636. Hvor mange sakramenter var der i Det Gamle Testamente?

To: Omskærelsen og påskelammet.

 

*637. Hvad mærker du ved omskærelsen?

Gud befalede Abraham, at alt mandkøn af hans sæd endelig skulle omskæres efter fødselen og således antages i pagt med Gud, dog forlod jøderne sig falskelig på deres omskærelse i kød uden hjertets omskærelse i ånd.

1 Mos 17, 1–9. osv. Rom 2, 28-29; Jer. 9, 26.

 

*638. Hvad bemærker du ved påskelammet?

Påskelammet blev af Gud anordnet under Moses til en erindring om Israels børns udgang af Ægypten, hvormed og deres tro på den tilkommende messias blev beseglet, der og som et lam skulle lade sig slagte.

2 Mos 12, 1–10, osv. 1 Kor 5, 7; Hebr 11, 28.

 

639. Hvor mange sakramenter er der i Det Nye Testamente?

I stedet for omskærelsen og påskelammet har vor herre Jesus indstiftet to andre i Det Nye Testamente, nemlig den hellige dåb og den hellige nadvers sakramente.

 

640. Er da alle kristne skyldige til at bruge de hellige sakramenter?

Ja, de bør takke Gud for sådanne nådemidler og ikke forsømme eller foragte dem, men dog heller ikke sætte en blind tillid til disse midlers brug uden sand bodfærdighed og tro.

 

641. Hvad forskel er der på disse to sakramenter?

Ved dåbens, som ved en dør til Guds kirke, indlades og indlemmes et menneske i Guds nådes og de helliges samfund, men ved alterets sakramentes værdige brug bekræftes og styrkes hans sjæl i det begyndte gode.

 

642. Hvor mange ting har vi at agte ved dåbens sakramente?

Tre ting, nemlig hvad den er, hvad godt Gud gør os ved den, og hvortil den forpligter os.

 

643. Hvad er dåbens sakramente?

Dåben er ikke slet vand alene.

 

644. Hvad er den da mere?

Den er vand, som er indesluttet med Guds befaling og sammenføj et med Guds Ord.

 

645. Hvor mange væsentlige stykker er der da i den hellige dåb?

To, nemlig vand og Guds Ord sammenføj et med vandet.

 

646. Hvad er det for vand?

Ret naturligt og almindeligt vand.

 

647. Hvad er det for ord, som sammenføjes med vandet?

Jesu ord i Matt 28, 19 og Mark 16, 15-16.

Går hen og lærer alle folk og døber dem i navnet faderens og sønnens og Helligåndens.

 

648. Hvad er indholdet af disse ord?

To slags, nemlig befaling om at døbe og lade sig døbe, så og en forjættelse om salighed for de døbte, som derhos sandelig tror.

 

649. Hvorledes forrettes den hellige dåb?

Mennesket neddyppes i vandet eller også overøses dermed i navn Gud faders, søns og Helligånds.

 

*650. Hvorfor nævnes den hellige treenigheds navn ved dåben?

Det har Kristus så befalet for at give til kende, at den døbte træder nu i nært samfund og forening med Gud, hører ham til og tegnes med hans navn.

 

651. Hvem skal således døbes?

Efter Kristi indstiftelses ord alle folk, endog de spæde børn, det er uden forskel alle mennesker, som vil træde ind i Guds menighed og blive salige.

 

*652. Hvem skal forrette dåben?

I nødsfald kan enhver kristen gøre det, men ordentligvis forrettes dåben af ordets tjenere, som er husholdere over Guds hemmelige ting. 1 Kor 4, 1.

 

653. Hvad er dåbens brug og nytte?

At den virker og udretter i os syndernes forladelse, frier os fra døden og Djævelen og giver alle dem det evige liv, som tror dette Guds Ord og forjættelse.

Guds Ord og forjættelse er denne:

Mark 16, 16. Hvo som tror og bliver døbt, han skal blive salig. Men hvo som ikke tror, han skal fordømmes.

 

654. Hvad er meningen af disse ord?

Denne, at dåben gør os dobbelt gavn:
Først frier den os fra meget ondt, dernæst tilfører den os meget godt.

 

655. Hvilket er særdeles det første onde, som dåben befrier os fra?

Fra synden, dét er, den arvelige såvel som gørlige synds skyld og straf forlades, og syndens magt eller herredømme dæmpes i den døbte ved Kristi kraft, endskønt syndens rod ikke ganske borttages.

Rom 6, 4. Så er vi da begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus er oprejst fra døde ved faderens herlighed, så skal og vi vandre i et nyt levned.

 

656. Hvilket er det andet onde, som dåben befrier os fra?

Fra døden, idet alle lidelser og den sidste afsked herfra er de døbte og troende kristne ingen straf eller skade, men en både, et velsignet kors og en salig overgang i det evige liv, ligesom og den åndelige og evige død har tabt al sin magt over dem.

1 Kor 15, 55 og 57. Død! Hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Gud være tak, som giver os sejr ved vor herre Jesus Kristus!

 

657. Hvad er det tredje onde, som dåben befrier os fra?

Fra Djævelen, der taber sin magt hos dem, som ved dåben oversættes.

Fra mørket til lyset, fra Satans magt til Gud. ApG 26, 18. Kol 1, 13.

 

658. Har ikke Kristus friet os fra synd, død og djævel? Hvorfor tilskrives da denne befrielse dåben?

Fordi dåben er det middel, ved hvilket vi kommer i samfund med Kristus og nyder hans velgerninger.

Gal 3, 27. Så mange, som er døbte på Kristus, har iført Kristus. Rom 6, 3-4.

 

659. Hvad er det gode, som dåben tilfører os i det ondes sted?

Det evige liv og salighed, der følger af fornødenhed med syndernes forladelse hos døbte og troende kristne.

Mark 16, 16. Hvo som tror og bliver døbt, han skal blive salig, men hvo som ikke tror, han skal fordømmes.

 

660. Hvori består saligheden?

I at forenes med Gud og at nyde Gud, for han er det højeste gode og den væsentlige salighed. Joh 17, 21–27.

 

661. Bliver da alle de salige, som er døbte?

Nej, ikke alle, men de døbte, som tror; for Kristus siger, at den som ikke tror, skal blive fordømt, endskønt han er døbt.

 

662. Kan da små børn vel have troen?

Ja, for de kan tage imod Helligåndens virkning, endogså uden at vide og skønne derpå.

Luk 1, 15. Han skal fyldes end af sin moders liv med Helligånden.

Sl 22, 10-11; Sl 8, 3; Matt 18, 6. kap. 19, 14.

 

*663. Fordømmes de små børn, som tidlig bortdør og ikke bliver døbte?

Ingenlunde, for de foragter ikke, men mister et nådemiddel, som Gud vel har bundet os, men ikke sig selv til, da han også uden dåb kan gøre salig.

Matt 18, 14. Så er ikke jeres faders vilje, som er i himlene, at én af disse små skal fortabes.

 

664. Fordi det er så stor og vigtig en ting at fri menneskene fra synden, døden og Djævelen samt give dem det evige liv, da sig mig: hvorledes kan vandet udrette så store ting?

Vandet kan uden tvivl aldrig gøre det, men Guds Ord, som er i og med vandet. Og troen, som tror stadig dette ord, som er lagt til vandet; for dersom det var uden Guds Ord, da blev vand vand, og var ikke dåb: men efter at Guds Ord er sammenføj et med vandet, er det en dåb, det er, nådens og livets vand og genfødelsens bad i Helligånden, som Paulus siger om dåben til Titus i det tredje. Paulus' ord er disse: men efter sin barmhjertighed har han frelst os ved genfødelsens og fornyelsens bad, som sker ved Helligånden, hvilken han har udøst på os overflødig ved Jesus Kristus vor frelser, at vi, som er retfærdiggjorte af hans nåde, skal være arvinger efter det evige livs håb. Det er en sand tale.

 

665. Hvorfor kaldes dåben i disse ord genfødelsens bad?

Fordi dåben er hos de unge, ligesom ordet hos de gamle, genfødelsens middel.

 

666. Men hvorfor kaldes dåben et bad eller vandbadet i ordet?

Det er billedlig talt; for som nyfødte børn bades og renses af legemlig urenhed, så renses sjælen ved dåbens bad fra syndens vederstyggelighed.

1 Pet 3, 21. Dåben er ikke urenheds aflæggelse på kødet, men en god samvittigheds pagt med Gud.

 

667. Hvorfor kaldes dåben i disse ord en pagt?

Fordi derved sker en bespørgelse og indgås en vis pagt, da Gud lover mennesket og mennesket igen lover Gud noget.

 

668. Hvad godt lover Gud mennesket i denne pagt?

Befrielse fra synden, døden og Djævelen, delagtighed i det evige liv, eller børneret og arv i Guds rige.

 

669. Hvad godt lover da mennesket Gud i dåbens pagt?

Dette, at han vil forsage, afsige og modstå Djævelen og alle hans gerninger, som er syndens trældom, og alt hans væsen, nemlig denne verdens pragt, så og at han vil tro på Gud fader, søn og Helligånd.

 

670. Er det muligt at holde denne gode samvittigheds pagt?

Ja, ved Guds nåde er det muligt for de troende, som våger, beder og strider daglig imod Djævelen og hans væsen.

Fil 4, 13. Jeg formår alle ting i Kristus, som gør mig mægtig.

 

671. Men synder troende Guds børn ikke ofte af skrøbelighed?

Jo, desværre! Dog falder de derfor ikke af nådepagten med Gud. Rom 8, 1.

 

672. Hvorved sker da dette, at et menneske falder af sin dåbs pagt?

Det kan ske enten

1) På en fin måde og umærkeligt ved sikkerhed, når dåbens pagt ved årenes tiltagelse ikke stedse haves for øjne, Helligåndens nådevirkninger modstås, bønnens sande øvelse og Guds Ords rette betragtning forsømmes, årvågenhed over hjertet og kamp mod de åndelige fjender efterlades, og sindet således efterhånden ved lige skikkelse med verden bliver verdsligt, forfængeligt, uåndeligt og kødeligt, hvortil forældrene desværre tit med stor flid er den største årsag.

Hebr 3, 12-14; Rom 12, 2; 1 Joh 2, 15-17; Jak. 1, 27; kap. 4, 4.

Eller

2) På en grovere måde og mere kendeligt, når man henfalder til åbenbare og udvortes herskende ondskabs eller skalkheds synder.

Ef 4, 29-30; Es 3, 16. osv.

 

673. Når nu nogen ved sikkerhed eller ondskabs synd har overtrådt sin dåbs pagt, er der da ingen nåde mere for ham at vente?

Jo, i omvendelsens og troens orden, da Gud i nådens tid kalder alle syndere til omvendelse.

Jer 3, 1. 6-7; Es 55, 6-7; Ez 33, 11; 2 Pet 3, 9.

 

674. Skal da den, der vil omvende sig, døbes på ny?

Nej ingenlunde, for den pagt, som er brudt på menneskets side, står endnu fast på Guds side, og hans troskab bliver ikke til intet ved menneskenes vantro. Rom 3, 3.

 

675. Hvad er da den omvendelse, ved hvilken en synder på ny træder ind i Guds nåde og en god samvittigheds pagt?

At omvende sig er hjertelig at kende, føle, fortryde og hade sine begåede synder, ja al sin syndige naturs vanart, inderlig længes efter Guds nåde i Kristus og alvorlig få i sinde at forbedre sit levned.

 

676. Hvor mange slags omvendelse er der til?

To slags, de faldnes og ståendes.

 

677. Hvad er de faldnes omvendelse?

Når det fra Guds nåde affaldne og i synden døde menneske bliver igen ved Guds kraft opvakt til det åndelige liv ved troen, forligt med Gud og således ganske omvendt og forandret.

2 Tim 2, 25. 26. Som med sagtmodighed lærer dem, som modsætter sig, om Gud ville engang give dem omvendelse til sandheds kundskab; og de kunne vorde ædru igen af Djævelens snare, som var fangne af ham efter hans vilje.

Jer. 3, 1. 6-7; Ef 2, 4-5; ApG 26, 18.

 

678. Hvad er de ståendes omvendelse?

Når de troende daglig angrer deres forrige synder og endnu vedhængende fejl, afbeder dem hos Gud i Jesu navn og stræber at døde alle lyster.

Gal 5, 24. Men de som hører Kristus til, de har korsfæstet kødet med lysterne og begæringerne. 2 Kor 7, 1; 1 Joh 3, 3.

 

679. Må denne forskel endelig vides?

Ja, til sikkerheds afværgelse for verdens børn, som mener, de omvender sig daglig, særdeles når de går til skrifte, endskønt de endnu er åndelige døde uden sinds eller hjertets forandring og har ikke lagt ret grund ved omvendelse fra døde gerninger.

Hebr 6, 1.

 

680. Hvor mange stykker hører da til en sand omvendelse?

To, nemlig først anger og bedrøvelse over synden, dernæst tro til den herre Jesus, hvis frugt er en ny lydighed.

 

681. Kan man ikke tro og trøste sig ved Kristus, uden at man først føler fortrydelse over synden?

Nej, den tro, som skal fatte Kristus, må opvækkes i vor syndige jammers følelse, for ellers er vi af de indbildte raske og sunde, som ikke har lægedom behov. Matt 9, 12.

 

682. Hvad er sand anger og fortrydelse over synden?

En åndelig smerte og bedrøvelse, der sønderknuser hjertet og kommer det ligesom til at svie, ja undertiden trykker gråd og tårer af synderens øjne.

2 Kor 7, 10. Den bedrøvelse efter Gud gør omvendelse til saliggørelse, som man ikke fortryder, men verdens bedrøvelse gør døden. Matt 26, 75.

Se spørgsmål 675.

 

683. Hvor stor må sådan angst og bedrøvelse være?

Gud rammer selv den rette måde efter enhver synders åndelige og naturlige tilstand, men i det mindste må Guds nådes tab ved synden smerte os alvorlig, og vi må blive så bange for synden som for Djævelen selv, hvilket kan ses i Davids eksempel af alle hans bods-salmer.

 

684. Hvoraf skal sådan sorg over synden rejse sig?

Ikke alene af frygt for syndens straf, for da er det som Akabs hykleri, 1 Kong 21, 27. osv. Men også fornemmelig af had til synden selv, samt af Guds kærligheds og velgerningers betragtning, da man ser sin skrækkelige utaknemmelighed imod en så from og velmenende Gud.

 

685. Hvad råd er der for en bange og bedrøvet synder, at han må oprejses og ikke komme i fortvivlelse?

Han skal bekende sin synd og ved troen søge Guds nåde i Kristus.

 

*686. For hvem skal man bekende sine synder?

Først for Gud, som vel ved alting, men kræver dog sådan ydmygelse. Derefter for sin næste, om man har syndet imod ham; dertil hører og, at de, som har bedrøvet menigheden med offentlige forargelser, skal igen forlige sig med den ved offentlig bekendelse. Og endelig for sjælesørgeren.

Jak 5, 16. Bekender synderne for hinanden, og beder for hinanden, at I kan læges.

 

*687. Hvilke synder skal man bekende?

Ikke alle skrøbeligheds synder, som desværre! er flere, end vi selv ved, men de, som særdeles trykker, nager og foruroliger samvittigheden. Dog gøres heraf ingen papistisk samvittighedstvang, ligesom det kunne ikke forlades, hvad der ikke i særdeleshed blev skriftet, men sådan særdeles bekendelse sker alene for sin store nyttes skyld, da sjælesørgeren ved en sådan hjertets udøselse får lejlighed til med så meget des bedre undervisning, rådførelse og trøst at komme samvittighederne til hjælp mod sådanne synder, hvis lønlige bekendelse læreren også må holde hemmelig.

Sl 32, 3-5. Da jeg ville det tie, da vansmægtede mine ben ved min hylen hver dag. For din hånd blev dag og nat svar på mig, at min væske blev forvandlet til sommerens tørke. Sela. Jeg ville bekende min synd for dig og skjulte ikke min misgerning, jeg sagde: jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du, du forlod mig min synds ondskab. Sela.

 

688. Hvad hører nu mere til sand bod eller omvendelse?

Omvendelsens anden og vigtigste del er troen til Kristus, hvorom der før er handlet i den tredje artikel.

 

689. Sig mig da også her, hvad troens rette gerning og øvelse er hos en angergiven synder?

Når en falden synder vil søge Guds nåde og komme ind i sin dåbs pagt på ny, da finder han ikke straks den fulde tillids og tilforladenheds kraft i sit hjerte, men troen begynder hos ham i hunger og tørst, det er længsel efter Kristi retfærdighed.

 

690. Hvorledes får han da mere tillid og troens dristighed?

Når han beder samt begærlig læser og betragter evangeliets ord, da lokkes og drages han af Jesu venlige indbydelse.

Matt 11, 28. Kommer hid til mig alle, som arbejder og er besværede; og jeg vil give jer hvile.

Joh 6, 37. Luk 11, 13. Kap. 17, 5.

 

691. Kan dåbens pagt også her komme en synder til trøst og troens bestyrkelse?

Ja visselig, for da pagten på Guds side altid står fast, så står nådens dør åben for den synder, der vender om og søger nåde, ja Gud står den ganske dag med udstrakte kærligheds arme til at antage og på ny omfavne de fortabte sønner, som kommer hjem igen til faderens hus.

Luk 15, 20; Es 65, 1. 2; Rom 2, 4; kap. 5, 20; 1 Tim 2, 4.

 

692. Bliver en synder da atter genfødt i sin omvendelses tid, efter at han har tabt dåbens første genfødende nåde?

Ja, enhver omvendelse fra døde gerninger og opvækkelse til et nyt liv er en ny fødsel.

 

693. Er dåben da ikke det eneste genfødelses middel?

Nej, ordet har samme kraft og virkning.

1 Pet 1, 23. I, som er genfødte, ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig sæd, ved Guds Ord, som lever og bliver evindelig.

 

694. Sig mig fremdeles med Luthers ord, hvad dåben betyder?

Den betyder dette, at den gamle Adam, som er endnu i os, skal dødes ved daglig anger og bod, det er, druknes aldeles i vandet og dødes tillige med synder og begærligheder: og at det nye menneske skal jo mere og mere daglig opkomme og opstå, som retfærdig og ren af al synd stedse med Gud skal leve.

 

695. Hvad er den gamle Adam eller det gamle menneske?

Så kaldes den syndige naturs vanart, den i os boende oprindelige synd med sine syndige bevægelser og lyster, hvilket vi alt har arvet af Adam.

Ef 4, 22. I skal aflægge det gamle menneske efter den første omgængelse.

 

696. Hvad skal der gøres ved den gamle Adam?

Han skal dødes og druknes, det er, undertrykkes ved daglig anger og bod, og derom erindres vi ved dåben, hvor den døbte overøses med vand eller efter den første kirkes skik neddyppes i vandet.

 

697. Hvad er det nye menneske?

Det samme som den nye åndelige art og natur, sind, lys, lyst og kraft, der gives ved genfødelsen.

 

698. Hvorledes skal dette nye menneske daglig jo mere og mere opkomme og opstå i os?

Således, at vi ved fornyelsen daglig vokser i det gode og lader Guds billede og Kristi sind jo mere og mere tiltage og kendes i vor omgængelse, hvortil vor dåb forpligter os, så og erindres derom ved den døbtes opdragelse eller oprejsning af vandet på de steder, hvor denne de første kristnes døbemåde er brugelig, derfor skal og en kristens liv være hans dåbs daglige øvelse.

Ef 4, 23-24. Fornyes i jeres sinds ånd, og ifører det nye menneske, som er skabt efter Gud i retfærdighed og sandheds hellighed.

 

699. Hvor stadfæstes endnu mere denne sandhed om Adams dødelse og Kristi nye liv i de døbte kristne?

Paulus siger i Rom 6, 4:

Så er vi da begravet med ham ved dåben til døden, at ligesom Kristus er opvakt fra de døde ved faderens herlighed, så skal vi og vandre i et nyt levned.

 

700. Hvad er deres pligt, som står fadder ved dåben?

1) At de ved selvprøvelse og nyt forsæt erindrer deres egen dåbs pagt.

2) At de hjertelig beder for den, til hvis dåb de er vidner.

3) At de siden efter fornødenhed og mulighed, befordrer barnets opdragelse i gudsfrygt hvorfor også retskafne og i sandhed gode kristne dertil bør udvælges.

 

 

 

 

Den femte part

Om alterets sakramente

 

701. Hvor mange ting er der at vide og agte ved dette hellige sakramente?

Særdeles fire ting, nemlig, hvad det er, hvem der bør bruge det, hvad det gavner, og hvorledes man sig dertil værdigt bør berede.

 

702. Hvad er alterets sakramente eller den hellige nadver?

Vor herres Jesu Kristi sande legeme og sande blod, under brød og vin indsat derfor af Kristus selv, at kristne skulle æde og drikke det.

 

703. Hvoraf ved du dette?

Af indstiftelsens ord, som læses hos Mattæus, Markus, Lukas og Paulus, lydende således:

Vor herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple og sagde: tager dette hen og æder det: det er mit legeme, som gives for jer: dette gører til min ihukommelse.

Ligeså tog han og kalken efter aftens-måltidet, takkede, gav dem, og sagde: drikker alle deraf: denne er Det Nye Testamentes kalk i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse: dette gører, så ofte som I det drikker, til min ihukommelse.

 

704. Hvem har indstiftet den hellige nadver?

Vor herre Jesus Kristus, på hvis sandhed og almagt vor tro i denne hemmelighed må grunde sig.

 

*705. Hvornår har han indstiftet det?

I den nat, da han blev forrådt til døde, hvorfor det og kaldes den hellige nadver.

 

*706. Ligger der nogen magt på denne tidens omstændighed?

Ja, for deraf ser vi vor Jesu kærlige omhu, at han, som vidste sin straks forestående døds-angst, tænkte mere på os end på sig selv.

 

707. Hvorledes indstiftede han dette hellige sakramente?

Med særdeles ord og gerninger såvel ved brødets som ved vinens uddeling.

 

708. Hvad gjorde og sagde han om det første?

Han tog brødet, takkede, brød det, gav osv.

 

709. Hvad gjorde og sagde han om det sidste?

Han tog kalken eller bægeret med vin i og sagde: tager dette hen osv.

 

710. Hvortil forpligter os disse ord og gerninger?

Til at tro ordene og gøre efter de samme.

 

711. Hvor mange slags ting tror vi da at være til stede i alterets sakramente?

To slags, nogle jordiske og synlige, nogle himmelske og usynlige.

 

712. Hvilke er de jordiske ting?

Sandt naturligt brød og vin. Luk 22, 18.

 

713. Hvilke er de himmelske ting?

Jesu Kristi sande legeme og blod, forenet med brød og vin.

 

714. Kan du se og fornemme det?

Nej, jeg ser og fornemmer intet mere end brød og vin.

 

715. Tror du da, at intet mere modtages?

Jo, jeg tror, at jeg tillige med brødet modtager Kristi sande legeme, og tillige med vinen Kristi sande blod.

 

716. Hvad får dig til at tro det?

Disse ord: tager hen, det er mit legeme, drikker osv.

 

*717. Skal dette således forstås, at brød og vin ved velsignelsen omskiftes til Kristi legeme og blod?

Ingenlunde, brød og vin beholder sin natur og bliver, hvad det før var; for efter velsignelsen kalder Paulus det endnu brød, og erfarenhed viser, at det kan forrådne, ligesom andet af samme slags, eftersom foreningen imellem det jordiske og himmelske ikke vedvarer længere, end i sin brug, da sakramentet gives og nydes, hvorfor med dets overblevne levninger aldeles ingen overtro må øves.

 

*718. Skal ordene da således forstås, at det brudte brød og den udøste vin er en blot betydning og et erindringstegn af Kristi knuste legeme og hans udøste blod?

Nej, den mening opfylder heller ikke frelserens ord, som ikke siger: Det betyder, men: det er mit legeme osv.

 

719. Hvorledes er det da Kristi legeme og blod?

Den egentlige måde må og kan vor fornuft ikke ransage, men i anledning af skriftens ord siger vi: brød og vin i alterets sakramente er Kristi legeme og blod formedelst en skjult, dog sand og virkelig forening, forbindelse eller samfund.

 

720. Hvormed stadfæster vi sådan vor lærdom?

Med Paulus' ord i 1 Kor 10, 16:

Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke Kristi blods samfund? Det brød, som vi bryder, er det ikke Kristi legemes samfund. 1 Kor 11, 23-25. Matt 26, 26.

 

*721. Bliver da Kristi legeme og blod en føde for legemet?

Nej, alterets sakramente er ikke indsat til legemets underholdning, men som brød og vin på det kraftigste styrker og vederkvæger legemet, så er Kristi legeme og blod sjælens og det åndelige livs føde.

 

722. For hvem er den hellige nadver indsat?

For sande kristne, som er af den alder og skønsomhed, at de kan prøve sig selv, men ikke for afsindige folk eller umyndige børn.

 

723. Er da alle de, som har forstand og skønsomhed, skikkede til at nyde den hellige narver?

Nej, efter Kristi indstiftelse bør ingen anden æde af dette brød og drikke af denne kalk end hans egne disciple, det er, bodfærdige og troende efterfølgere, men ingenlunde de, der vandrer som hans korses fjender.

1 Kor 10, 21. I kan ikke drikke Herrens kalk og djævlenes kalk, I kan ikke være delagtige i Herrens bord og djævlenes bord.

 

724. Har da en ugudelig ingen ret til alterets sakramente eller gavn deraf?

Nej, slet ingen, så længe han bliver ved i sin ubodfærdighed uden sinds forandring; for som en naturlig død ikke kan æde naturlig mad, så kan og en åndelig død, det er, ubodfærdig, der kaldes levende død, ikke være tjent med åndelig mad, hvortil hører et åndeligt liv, som ved maden skal bestyrkes.

 

*725. Men kan de ugudelige ikke op vækkes og bliver bedre, ved det de får sakramentet, og altså i den henseende antages dertil?

Nej, for alterets sakramente er et bekræftelses sakramente, derfor må de ved Guds nåde først omvende sig af hjertet, ellers bliver de værre og ikke bedre deraf; for nådens midler gavner ikke, fordi man bruger dem, men når man bruger dem værdigt og i deres rette orden.

1 Kor 11, 17. I kommer ikke sammen til det bedre, men til det værre.

Og v. 30. Derfor er mange skrøbelige og svage iblandt jer, og en hel hob sover.

 

726. Hvorfor går da mange til Guds bord, som ikke frygter Gud?

Fordi de enten ikke kender Guds vilje og vrangelig søger deri en trøst, menende, det er at forliges med Gud, endskønt man i hjertet bliver hans fjende og gør kun udvortes stilstand på nogle dage. Eller og fordi de skammer sig ved at forsømme altergang mere end andre deres naboer.

 

*727. Hvorfor tilsteder man dem, som ikke frygter Gud, at gå til Guds bord?

Fordi man ikke kan se dem i hjertet og efter kærlighed håber den forbedring, som de da tilsiger med munden.

 

*728. Men om man ikke kan udelukke hyklere, så kunne og burde jo dog de, som enten lever i grov vankundighed eller driver kødets åbenbare gerninger, udelukkes fra de helliges samfund?

Ja, når deres blindhed og vankundighed, falskhed og ubodfærdighed ved visse prøver er åbenbare, da bør de også udelukkes og afskæres som rådne lemmer, at helligdommen ikke kastes for hunde.

Matt 18, 15–18. Men om din broder synder mod dig, gå hen og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din broder. Men hører han ikke, da tag endnu én eller to med dig, på det at sagen skal blive fast i to eller tre vidners mund. Men hører han dem ikke, da sig det for menigheden. Men hører han ikke menigheden, da hold ham for en hedning og tolder. Sandelig siger jeg jer: hvad som helst I binder på jorden, skal være bundet i himmelen, og hvad som helst I løser på jorden, skal være løst i himmelen.

 

*729. Hvorfor kaldes dette sakramente en kommunion eller samfund, og gæsterne kommunikanter?

Det betyder både den forening, de troende har med Kristus deres hoved, så og den broderlige kærligheds samfund, de som lemmer har indbyrdes imellem hinanden, hvilket de og dermed bekender og stadfæster, at de sammen med hinanden bruger sakramentet og ikke uden fornødenhed, allermindst af hovmod eller egen andagts påskud, afviger fra den offentlige og fælles til den private eller særdeles kommunion.

Joh 6, 56. Den som æder mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.

1 Kor 10, 17. Ét brød, ét legeme er vi mange; for vi er alle delagtige i ét brød. Kap. 12, 13.

 

730. Hvad gavner det således at have ædet og drukket?

Det giver disse ord til kende: ”som gives for jer”, og: ”som udøses til syndernes forladelse”; for i dette sakramente gives os ved de ord ”syndernes forladelse”, livet og den evige salighed: for liv og salighed følger af fornødenhed med syndernes forladelse.

 

731. Har da en troende ikke syndernes forladelse, liv og salighed, førend han kommer til Guds bord?

Jo, men i det hellige sakramente skænkes det ham med et kraftigt pant derpå, nemlig det legeme og blod, ved hvilket synden er forsonet samt liv og salighed erhvervet, for Kristus siger: det er mit legeme, som gives for jer; og: det er mit blod, som udøses for jer til syndernes forladelse.

 

*732. Hvad for liv og salighed får de troende i sakramentet?

Ikke alene det tilkommende evige livs forsikring, men også det ved genfødelsen begyndte åndelige livs kraftige bestyrkelse til større tro, håb, kærlighed, tålmodighed, ydmyghed, bøn og alle åndens frugter af Jesu fylde.

Joh 6, 54-56. Den som æder mit kød og drikker mit blod, har et evigt liv, og jeg skal opvække ham på den yderste dag. For mit kød er sandelig mad, og mit blod er sandelig drikke. Den som æder mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.

 

733. Hvorledes kan den legemlige æden og drikken udrette sådanne store ting?

At æde og drikke kan det uden tvivl aldrig udrette, men disse ord: det gives for jer; og: det udøses til syndernes forladelse. For disse ord er den vigtigste part i dette sakramente, og som hovedet, og den som tror, han får alle de ting, som de tilsiger, som er syndernes forladelse.

 

734. Hvilket er da det allervigtigste ved den hellige nadvers brug?

Det er, som Luther rettelig siger, troen på de ord: for jer, eller at en bodfærdig sjæl med begærlig tillid antager og særdeles tilegner sig Kristi fyldestgørelse.

 

735. Hvad skal en kristens særdeles henseende være ved den hellige nadvers brug?

Kristus siger:

Luk 22, 19. Gører det til min ihukommelse,

1 Kor 11, 26. Så ofte som I æder dette brød og drikker denne kalk, forkynder Herrens død, indtil han kommer.

 

*736. Hvad er det at ihukomme Kristus og forkynde hans død?

Det er andægtigt at betragte Kristi ganske lidelse, korsfæstelse, død, og hvad dertil henhører, at anse det som det eneste fuldkomne forsoningsoffer for sine synder, derved kraftig styrke sig i troen, opvække sin sjæl til brændende genkærlighed ved betragtning af Jesu ubegribelige kærlighed i at lide så smerteligt for os, inderligt glæde og fryde sig i sin frelser, hjerteligt takke, love, prise og berømme ham, samt virkelig ved hans levendegørende legemes og blods kraft og efter den korsfæstedes eksempel bevise sin taknemmelighed med ny og alvorligere flid i helliggørelsen og desto villigere tålmodighed i lidelser.

 

737. Hvorfor skal vi tænke på hans død og forkynde den samme?

At vi lærer at tro, at ingen skabning kunne have gjort fyldest for vore synder, uden alene Kristus, sand Gud og menneske, og at vi lærer at forskrækkes for vore synder og agter, hvor store de er; og at vi skal glæde og trøste os ved ham alene og således blive salige ved samme tro.

 

738. Hvor tit skal man gå til Herrens nadver?

Kristus har ingen vis tid sat, så det står i de troendes frihed at ramme den rette tid, men at det ofte bør ske, sluttes tydeligt nok af de ord:

1 Kor 11, 26. Så ofte I æder dette brød osv.

 

739. Hvad skal formane og tilskynde en kristen, at han tit modtager nadverens sakramente?

På Guds vegne skal både den herres Kristi befaling og forjættelse, dernæst og hans egen nød, som ligger ham på halsen, drive ham dertil, for hvis skyld sådan beden, lokken og tilsagn sker.

 

740. Hvad skal et menneske da gøre, når han ikke kan finde sådan nød eller nogen hunger og tørst efter sakramentet?

Ham kan ikke rådes bedre, end at han griber ind i sin egen barm, om han har endnu kød og blod, og tror dog skriften, hvad den siger derom Gal 5, 17; Rom 8, 8.

 

*741. Hvad om en kristen var i sådanne omstændigheder, at han ikke kunne modtage det hellige sakramente, som på lange rejser eller i de vantros lande?

I dette nødsfald har han samme kraft af den åndelige æden og drikken, som sker med troens mund. Tro, siger Augustin, så har du ædet.

 

*742. Er det ellers synd at afholde sig lang tid fra den hellige nadvers sakramente, når det kan haves?

Ja, helst når det sker af nådens foragt, sikkerhed, skødesløshed, åndeligt hovmod eller deslige, da er det en af de allerstørste synder og utaknemmeligheder mod den store stifter og kærlige frelser, som så tydeligt og venligt siger: dette gører til min ihukommelse.

 

743. Men er det da lige meget, hvorledes det sker, når det kun sker ofte og efter sædvane?

Nej langt fra; for som det er ilde gjort at blive bestandig borte, så er det langt værre at gå uberedt og uværdig derhen til desto større fordømmelse. 1 Kor 11, 27. 29.

 

744. Hvad skal man da gøre for at undgå sådan fare?

Før nadverens brug skal man, efter foregående hjertelig bøn om Helligåndens bistand til så høj og hellig en gerning, anstille en nøjagtig og alvorlig selvprøvelse efter Paulus' ord:

1 Kor 11, 28. Hvert menneske prøve sig selv og æde så af brødet og drikke af kalken.

 

745. Hvem skal man efter disse ord prøve?

Ikke andre mennesker, men sig selv. Gal 6, 4.

 

746. Hvad er det at prøve sig selv?

Det er, at samle sine tanker fra al adspredelse, derpå i stilhed under bøn og betragtning ret at gå ind i sit eget hjerte, nøje og som for Guds ansigt undersøge sin sjæls tilstand, sit ganske levned og hele kristendom, indvortes og udvortes, alene efter Guds Ord, loven og evangelium. I sådan selvprøvelse har man vel at vogte sig for den bedragelige egenkærlighed, der så let uden grund falder til at dømme vel om sin egen sjæls tilstand; da derimod anfægtede og tungsindige sjæle har lige så vel at tage sig vare for al ugrundet og ufornøden ængstelse, hvori kødet ved vantro lige så vel kan indsnige sig, som i sikkerhed. 1 Kor 3, 18. Sl 139, 23-24.

 

747. Hvilke stykker har et menneske særdeles at prøve?

Disse tre stykker: anger og ruelse over synden, tro til Kristus og det nye forsæt.

 

*748. Hvorledes prøver man sin anger og ruelse?

1) Man skal prøve sig efter De Ti Bud i deres åndelige forstand, om man ret kender arvesynden såvel som sine gørlige synder i deres afskyelighed.

2) Man skal ransage sin ganske kristendom i tro, gøren og laden, i tanker, begæringer, ord og gerninger, sine pligter imod Gud, sig selv og sin næste, sin bøn og Guds Ords betragtning, sin årvågenhed og daglige kamp mod de åndelige fjender, helst mod de synder, som naturen, vanen, levemåden eller lejligheden mest plejer at lokke os til; sin tilvækst, om man i det gode går frem eller tilbage.

3) Man skal eftertænke, om man inderlig bøjes og blues ved sine fejl imod så god en Gud, som visselig kender endnu flere, end de vi selv bliver var.

4) Man skal prøve, om man af hjertet hader alle synder; om man kærligt er forligt med sin næste; og om man ikke holder noget tilbage, som man er ham skyldig.

 

*749. Hvorledes skal man prøve sin tro?

Man skal se til, om man har den fornødne kundskab om Gud, hans væsen, vilje og velgerninger, især om Kristus, om genløsningen ved ham, og om den hellige nadver. Om man har givet Helligånden sted, så denne kundskab er ikke blot i hjernen, men tillige levende og kraftig i hjertet. Om man af guddommelig overbevisning samtykker Guds Ord. Om man har en sand hunger og længsel efter Guds nåde i Kristus, en hjertelig tillid til Kristi fyldestgørelse for os. Om man da søger alene i Kristi blod al sin salighed. Om troen således ikke er en død, falsk indbildt og selvgjort tro, men sand og levende, som tillige forandrer hjertet.

2 Kor 13, 5. Forsøger jer selv, om I er i troen, prøver jer selv, eller kender I jer ikke selv, at Jesus Kristus er i jer? Uden at I er fortabte.

 

*750. Men om man for åndelig sorg eller hårdere anfægtelse ikke kan føle og finde sin tro, hvad da?

Da skal man ransage efter troens ubedragelige kendetegn, frugt og virkning, som også vidner om dens sandhed.

 

*751. Hvilken er denne frugt og virkning?

Den allerviseste og bestandigste er hjerteligt had og afsky til alle synder, særdeles sine egne onde tilbøjeligheder, så og oprigtig kærlighed til Gud og sin næste, allermest til Guds børn.

 

*752. Hvorledes skal man prøve sit nye forsæt?

Man skal spørge,

1) Om man har et virkeligt, ikke et løst, forsæt at ville bevare troen og en god samvittighed, at ville ikke alene forlade alle modvillige synder, uden at have sig en eneste forbeholden, men og mere og mere at rense sig fra vankundigheds, overilelses og skrøbeligheds fejl. Især med større nidkærhed våge og stride imod sin hovedfjende, de kæreste skødesynder, ja og fly al lejlighed til synd, ondt selskab, ondt skin.

2) Om man vil være mere tro og alvorlig i kærlighed imod Gud og næsten, i agtsomhed over sig selv, i sit særdeles kald og i alle kristendommens stykker.

3) Om man i Kristi kraft har fattet den faste beslutning heri at blive bestandig indtil enden, i hvad man og derover skulle lide, var det end døden.

 

753. Hvorfor skal man så nøje prøve og vogte sig ved sakramentets brug?

Fordi dets misbrug ved uværdighed virker den evige død i stedet for liv og salighed.

1 Kor 11, 29. For den som æder og drikker uværdigt, æder og drikker sig selv til fordømmelse, idet han ikke gør forskel på Herrens legeme.

 

754. Er der vel noget menneske værdigt til at modtage dette himmelske måltid?

Dersom værdigheden bestod i en ganske syndefri tilstand eller skulle være af os selv, da fandtes ingen sådan i dette liv, men nu er, efter Guds Ord, de værdige og bekvemme, som af et ret ydmygt, begærligt, bodfærdigt og redeligt hjerte søger nåde uden fortjeneste, alene ved troen til Kristus. Derfor rådes bekymrede og anfægtede sjæle til troens bestyrkelse allersnarest da at bruge dette sakramente, når de i åndens armod selv finder sig alleruværdigst dertil. Matt 9, 12. 13.

 

755. Hvorledes modtages da dette sakramente værdigt?

Jeg lover vel den udvortes tugt, at de, som vil modtage dette sakramente, bereder sig tilforn med faste; men den har omsider allerrettest beredt sig til at modtage dette sakramente, som tror disse ord: det gives for jer; og: det udøses til syndernes forladelse. Hvo som ikke tror disse ord, de modtager dette sakramente uværdigt og aldeles uberedte. For dette ord ”for jer” udkræver et hjerte, som tror Gud.

 

756. Er det endelig fornødent at berede sig med faste?

Det er ikke befalet af Gud og forpligter ingen, som ikke kan tåle det, men er en smuk udvortes tugt og tjener hos nogle til desto mere andagts befordring.

 

757. Hvad skal en kristens forhold være i og ved det hellige sakramentes brug?

Man må ærbødig forestille sig den store Guds hellighed og ubegribelige menneskekærlighed, erkende sin egen uværdighed, afvende al sind og sans fra jordiske ting, opløfte sin sjæl til Gud, betragte Kristi lidelse, død og forsoning, længes efter nøjere forening med ham og således modtage sakramentet i bøn og tro med ydmyghed, glæde og taksigelse.

 

758. Hvad skal en kristens forhold være efter den hellige nadvers brug?

Han skal ikke én eller få dage, men stedse holde sig inderlig nær til sin sjæls brudgom, takke og prise ham af al magt for den beviste store nåde, våge over den samme, opmuntre sig i troen, håbet og kærlighed, foragte verden, længes jo mere og mere efter sin Jesus, forkynde hans død med ord og gerning, i hans døds kraft døde og dræbe synden, søge at oprette det hidindtil forsømte gode, efterfølge Jesus villig på den trange vej, og således i daglig fornyelse indtil enden vise sig at være et levende lem på Jesu legeme.

2 Kor 5, 15; 1 Pet 2, 24; Gal 2, 20.

 

759. Kan det menneske være vis på at dø salig, som således tror og lever i Jesu samfund?

Ja, han er visselig et Guds barn og himmelens arving.

 

 

 

En sand troende kristens

Morgenbøn

O evige og almægtige Gud, barmhjertige kære himmelske fader! Jeg priser dig i denne morgenstund af inderste sjæl og ånd, at du i den forgangne nats mørke har været sol og skjold over mig og afvendt al fare og skade fra legeme og sjæl. Lad mig fremdeles i denne dag og altid befinde din faderlige velsignelse, hjælp og bistand på alle mine veje og i alle mine gerninger! Frels min arme sjæl fra fristelse, mit legeme fra sygdom, mit øje fra gråd og min fod fra fald. Men efterdi synden er det største onde, så hjælp mig, o Gud! For alle ting at stå den imod ved troens kraft. Lad din hånd være over mig, din ånd i mig, din fred omkring mig. Lad mig ikke leve mig selv, men i Guds søns tro, så jeg i alle mine tanker, ord og gerninger kan tækkes dig og i al påkommende nød finde tilflugt hos dig med mine bønner.

      O hjerte, fromme fader! Forlad af nåde for Jesu skyld alt, hvad jeg hidindtil har gjort dig imod, og giv fremdeles nåde til at bedre mit syndige levned ved sand fornyelse efter dit billede, så min Jesu sagtmodige, ydmyge, kærlige og rene sind må kendes jo mere og mere i al min omgængelse. Ophold, o himmelske fader! Din troende menighed på jorden og lad den daglig vokse ved synderes omvendelse. Velsign kongen og hans hus. Befordre det almindelige bedste, gør jorden frugtbar, bevar os fra landeplager, gør vel imod mine slægt og venner, forsørg de fattige, husval alle angstfulde og bedrøvede, særdeles de døende, og endelig bered mig selv hver dag til en salig død og ærefuld opstandelse. Amen.

 

Aftenbøn

I denne aftenstund bøjer jeg atter mine knæ for dit allerhelligste ansigt, o himmelske fader! Og eftertænker med taknemmelighed den store nåde og de mange velgerninger, som mig i denne dag er vederfarede uden al min fortjeneste. O herre! Hvad er et menneske, at du tænker på ham? Og hvem er særdeles jeg arme uværdige synder, at du således overøser mig med velgerninger én dag efter den anden? Mit hjerte er overbevist om, at dersom du vil handle med mig efter mine synder og betale mig efter mine misgerninger, da kunde jeg ej andet vente end at henkastes fra dit ansigt i det udvortes mørke og de fordømtes evige nat. Ja dersom du alene ville tilregne mig denne dags synder, i tanker, ord og gerninger mod dig, mig selv og min næste, da kunde jeg ikke svare dig ét til tusinde. Er jeg i dag bevaret for modvillig ondskabssynd og sikkerhed, da tilskriver jeg det ingenlunde min fordærvede natur, men alene din tugtende og bevarende nåde. Af samme din uforskyldte godheds kilde har jeg og i dag taget mange legemlige velgerninger, særdeles sundhed, fred, fornødent ophold og befrielse fra mange ulykkelige tilfælde, som i den vide verden kunne være vederfaret mange andre i dag, og kunde lige så vel have ramt på mig, dersom dit faderlige tilsyn ikke havde været over mig og afværget alt ondt fra mig. Nu, min Gud, jeg har befundet din trofasthed i tusinde tilfælde, og du skal fremdeles alene være mit hjertes tilflugt, min klippe og faste slot. Bevar mig da, o Gud! I denne nat fra al fare og skade til liv og sjæl. Lad mig hvile under dine vingers skygge til legemets vederkvægelse, og opvæk mig i morgen karsk og sund til min gerning.

O Gud! Enten jeg sover eller våger, ja enten jeg lever eller dør, da lad mig være din og hænge uafladelig ved dig med min sjæls begærlighed. Du er mig bedre end alting, og når jeg kun har dig, skøtter jeg ikke om himmel eller jord; om end mit liv og min sjæl vansmægter, er du dog altid mit hjertes trøst og min del evindelig. Ak herre! Lad da din nådes sol aldrig gå ned over mig. Lad den altid oplyse mit mørke hjerte, opvarme mit kolde hjerte, bevæge mit hårde hjerte og opmuntre mit tunge hjerte. Ak! Sødeste Jesus, lad mig uafbrudt stå i samfund med dig ved en levende tro og af dit kors hente al kraft til at trænge igennem den trange vej og snævre port. Nu, min Gud, jeg håber på dig, forlad mig ikke, ej heller nogen af mine i denne nat. Lad dit Ords lysestage aldrig flyttes fra os. Ophold øvrigheden, din egen orden, at vi under den må leve roligt i din frygt. Afvend i nåde krig, pest, hunger, dyrtid og alle velfortjente plager. Tilvend os din velsignelse i vort ganske liv. Endelig giv os en salig død og efter døden den evige ro og hvile i Abrahams skød. Amen.

 

_______

 

 

Kort begreb

Af

den saliggørende sandhed,

forestillet i sin naturlige sammenhæng

til desto større tydelighed for de unge og enfoldige.

 

1.       Der er én eneste, sand Gud i tre personer, fader, søn og Helligånd.

2.       Denne treenige Gud har skabt den ganske verden, ligesom han endnu opholder og regerer den.

3.       Englene var alle af Gud skabte gode og hellige, men nogle faldt ved ulydighed af fra Gud, hvilket kaldes djævle.

4.       Mennesket blev og skabt af Gud uden synd efter Guds billede til at tjene ham.

5.       Dette Guds billede bestod i en lighed og overensstemmelse med Gud eller i sand visdom, retfærdighed og hellighed.

6.       I denne uskyldigheds stand var mennesket salig, såsom det levede i forening med Gud, hvilken er det højeste gode.

7.       Men vore første forældre, Adam og Eva, lod sig af Djævelen forføre til at vende sig indvortes i hjertet fra Gud og udvortes at æde af det forbudne træs frugt.

8.       Derved tabte de Guds billede, i hvis sted kom Djævelens billede eller en lighed med denne Guds fjende: forstanden blev formørket, viljen forvendt og død til det gode, men tilbøjelig og duelig til alt ondt.

9.       Derved tabte de og deres salige samfund med Gud, faldt under Guds vrede og blev skyldige til døden, den timelige, åndelige og evige.

10.   Da nu Adam og Eva er den stamme, af hvilken alle mennesker har deres oprindelse, så har disse første forældre født børn efter deres billede og tillige med den menneskelige natur forplantet synden og døden på alle deres efterkommere.

11.   Derfor fattes alle mennesker af naturen Guds billede, den medskabte visdom og hellighed, og i dens sted fødes de med arvesynd, blinde, vanhellige og genstridige.

12.   Af denne medfødte oprindelige synd udspringer alle gørlige synder, i tanker, begæringer, ord og gerninger.

13.   I denne usalige syndestand er da alle mennesker af naturen under Guds vrede, skyldige til al straf, timelig, åndelig og evig.

14.   Af sådan evig elendighed kunne intet redde os.

15.   Men Gud, som af evighed så denne det menneskelige køns allerdybeste jammer og nød, har af uforskyldt kærlighed ladet sig bevæge til inderlig forbarmelse og besluttet at sende alle mennesker sin egen enbårne søn til en frelser.

16.   Denne frelser, som hedder Jesus Kristus, blev verden lovet straks efter syndefaldet, og hans bitre og blodige død blev i Det Gamle Testamente ved mange tusinde dyrs ofringer forestillet og betegnet.

17.   Endelig i tidens fylde blev denne Guds evige søn ved Den Hellig Ånds overskyggelse uden synd undfanget og født til verden af sin moder, den hellige Jomfru Maria.

18.   Denne vor velsignede genløser har da i én person to naturer, den guddommelige og menneskelige, så han tillige er Gud og mand.

19.   Efter sit embede er han den eneste midler imellem Gud og menneskene, vor ypperstepræst, profet og konge, i en dobbelt stand, fornedrelsens og ophøjelsens.

20.   Med sit hellige levned og fuldkomne lydighed har han opfyldt loven i vort sted, med sin bitre lidelse har han udstået straffen for os og på sjæl og legeme følt lovens forbandelse, den timelige og evige død for vore synder, som i Guds dom var ham tilregnede.

21.   Ved denne sin lydighed og lidelse har han stillet Guds retfærdighed tilfreds, forsonet os med Gud, erhvervet os befrielse fra synden og alt ondt, samt rettighed til forening med Gud og al deraf flydende salighed, og således ganske fuldkommet det store genløsningsværk.

22.   I graven blev Jesus efter sin død ikke længere end til på tredje dag, da faderen opvakte ham, og han selv med stor sejrs kraft over sine og vore fjender opstod fra de døde, visende, at han havde betalt syndens sold for os indtil sidste skærv.

23.   Efter opstandelsen er Kristus faren til himmels og har sat sig hos Guds højre hånd, hvor han beder for os og sender os sin Helligånd, at hans erhvervede salighed må komme os til gode.

24.   Denne Helligånd kalder alle mennesker alvorligt til denne salighed og virker kraftigt ved nådemidlerne, ordet og de to sakramenter; men viser tillige en vis orden, i hvilken alene mennesket modtager den erhvervede salighed.

25.   Denne orden kaldes saliggørelsens orden og består i sand omvendelse til Gud.

26.   Omvendelsens dele er to: anger og tro.

27.   Anger og ruelse er, af loven ret at kende sin naturlige fordærvelse og gørlige synder, smerteligt at føle og alvorligt at hade dem.

28.   I sådan sin egen jammers følelse fremkommer ved evangelium troens længsel efter Guds nåde i Kristus.

29.   Denne tro udstrækker sig efter sin frelser og omfavner med stor begærlighed hans dyre værdskyld og fortjeneste som sin eneste saligheds grund.

30.   Samme tros rette natur er, at den straks beviser sig virkende i kærlighed til Gud og næsten samt i hjertets daglige renselse.

31.   Den som da ikke modstår Helligåndens nåde, men lader sig indlede i denne saliggørelsens orden, han opvækkes af sin åndelige død, genfødes til et nyt liv, får igen det tabte Guds billede, nyt lys i forstanden, ny lyst og kraft i viljen, et forandret sind og hjerte. Han retfærdiggøres, det er, beklædes med Kristi retfærdighed, befries fra syndens skyld og straf, da syndens herredømme tillige også er borttaget.

32.   Nu træder han ved troen på ny i forening med Gud og får del i alle de ved Kristus erhvervede uvurderlige nådegaver.

33.   Nu er han et sandt og saligt Guds barn og har et levende håb om himmelens evige arvedel.

34.   Nu får han guddommeligt lys og kraft både til at overvinde det onde, så han ikke mere forsætlig synder imod samvittigheden, og til at efterfølge det gode af ganske hjerte, så han nu idelig adspørger Guds rige og hans retfærdighed, vandrende på jorden med et himmelsk sind og som for Guds ansigt.

35.   Nu har han en sand trøst i al lidelse, efterdi Guds rige, som er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, bor i hans hjerte, skønt tit skjult under svaghed og anfægtelse.

36.   Men vil han ikke tabe sådan sin salige nådestand, da må han ved troen blive i Kristus og lade sig regere af hans ånd.

37.   Han må med hjertelig bøn og andagt flittig bruge de midler, hvorved hans tro kan opholdes og styrkes, nemlig Guds hellige ord og sakramenter.

38.   Han må nu ret våge, bede og stride imod Djævelen, verden og synden, hvis levninger hænger endnu ved ham, men skal udrenses jo mere og mere ved daglig fornyelse, og derimod Guds billede jo mere og mere oprettes i ham, så han udtrykkelig lader det til syne i sit levned, at han, som et genfødt Guds barn, rører denne himmelske fader nær på, elsker alt det, han elsker, men hader alt det, han hader, og det, som verden er fuld af, nemlig øjenslyst, kødslyst og et overdådigt levned.

39.   Han må nu daglig fornægte sig selv og tålmodig bære korset efter sin frelser på den trange vej.

40.   Hvem som bliver bestandig på denne vej i sit ganske liv, ham er døden omsider en både og fuldkommen befrielse.

41.   Thi han skal på den yderste dag ikke opstå til dommen, men til et evigt, herligt liv og en uopløselig forening med Gud.

42.   Men den som ikke i denne saliggørelsens orden vil antage og bruge Guds nåde, den bliver i sin syndige naturstand, adskilt fra Gud, og må vente del med Djævelen og hans engle i den evige fordømmelse.